Køb en digital udgave til overpris nu og få en trykt udgave forærende senere, lyder pitchet fra Serieland.
“Dengang min far slog min bedste ven ihjel” er den fængende titel på en spritny antologi med lutter selvbiografiske seriefortællinger. Listen over bidragydere byder på en række overraskende navne, bl.a. Tor Fruergaard, animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole, hvor en anden bidragyder, Gunnar Wille – ham med “Skrumpen” – slår sine folder til daglig.
Serieskaberveteranen Hans Ovesen (“Mord for ord”, “Lejemorderens ansigt”) er også ombord, og resten af bemandingen er mestendels en forsamling nye talenter og ihærdige undergrundsveteraner, bl.a. Emma Perrin (“Noget”), Simon Petersen (“Necropolis”) og sågar Johan N. Pedersen (Bill Nash).
Antologien udgives af tegneseriesitet Serieland efter en slags crowdfunding-model, hvor en relativt dyr digital udgave skal være med til at betale for en senere trykt. Bagmand Kim Lyng Larsen forklarer:
– Det er ikke billigt at udgive tegneserier i Danmark, og min privatøkonomi står ikke til at kunne lægge ud for et sådan projekt. Allerede fra starten gjorde jeg klart, at trykomkostningerne skulle dækkes på en eller anden måde, og crowdfunding var en oplagt mulighed. Derfor har jeg valgt at udgive tegneserien digitalt først – så hvis man støtter op og køber tegneserien igennem appen ”Tegneserier” på iTunes nu, får man både den digitale version (værdi 39 kr), samt den trykte bog (værdi 149 kr.) tilsendt gratis (værdi 50 kr.) når den udkommer senere på året , for blot 99 kroner i alt. Crowdfunding-kampagnen er tidsbegrænset, så hvis man venter til efter den 9. februar, kan man nøjes med at betale 39 kr. for den digitale antologi.
– Det er klart, at denne form for udgivelsespolitik er et eksperiment. Så jeg håber, at der er mange, som vil benytte sig af tilbuddet, for det kan være udslagsgivende for, om der kommer flere lignende udgivelser.
Hvad nu, hvis – worst case – meget få benytter sig af crowdfunding-tilbuddet. Hvordan så med finanserne?
– Så må jeg ud og samle flasker. Bogen SKAL udkomme i år – gerne inden sommer!
Fortæl lidt om, hvordan “Dengang min far slog min bedste ven ihjel” kom til verden …
Selve ideen med at lave en antologi med selvbiografisk materiale er faktisk mere end fire år gammel for mig. Jeg har en notesbog, hvor jeg nedfælder ideer af den ene eller anden slags, og helt præcis den 2. september 2009 nedskrev jeg en hurtig idé til en antologi ved navn ”Grafiske Vidner”.
– Fastforward til engang i efteråret 2012. Jeg læser en tråd på Danske Tegneserieskabers forum, hvor det bliver debatteret, om der er nogen, der har lyst til at ”lave noget sammen” – måske i antologiform. Det her sker kort tid efter at “Dokument” er udkommet, og flere af brugerne har luftet en skuffelse over, hvor lidt virkelighed, der er i den. Det lå i luften at lave noget rigtigt (selv-)biografisk.
– Jeg havde selvsagt stadigt mod på projektet, så jeg sprang på tråden, og via forskellige afgreninger, afstemninger og en masse snakken frem og tilbage blev det besluttet, at ”vi” skulle gå i gang med projektet. Rammerne for projektet definerede jeg med et regelsæt, som deltagerne skulle følge, så vi undgik ”kontrafaktiske” indslag, bl.a. skulle historierne være selvbiografiske.
Læs mere om “Dengang min far slog min bedste ven ihjel”s Facebook-side.