Alt for længe har de hvide, stærke, flotte, heteroseksuelle mænd domineret – det 21. århundredes tegneserier kan meget mere end det! Det ser Charlotte Johanne Fabricius nærmere på i Femi-nichen, hvor queer-brillerne kommer på og alt fra Batman til webcomics kan lære os noget om dem, der falder uden for normen.
I mit sidste blogindlæg antydede jeg, at jeg mener noget om, hvorfor Batgirl skal være en ’girl’ og ikke en ’woman’. Inden kommentarsporet flyder over, vil jeg skynde mig at sige, at jeg godt ved, at Barbara ikke kunne blive Batwoman, for det er der allerede nogen, der er. Min interesse er ikke så meget i navnet som i de implicitte betydninger, navnet fører med sig, og som peger på en generel tendens inden for superheltetegneserier: at kvindelige karakterer oftere end mænd fastholdes i et sært paradoks mellem pigethed og hyperseksualisering. Det er det, vi skal se nærmere på gennem de feministiske briller i dag.
Cameron Stewart og Brenden Fletcher tog i 2014 over som forfattere på Batgirl-titlen og det har bestemt ikke været kedeligt! I deres hænder er Barbara flyttet til det hippe Gotham-kvarter Burnside, og der er blevet skruet op for college-pige-livet, med alt hvad det medfører af sociale medier, kaffebarer og blomstrende romancer. Stewart og Fletcher bruger Barbaras nye omgivelser til at skrive historier om gentrificering, digital overvågning og identitetstyveri, og peger generelt meget mere fremad end Gail Simone gjorde det i sine historier. Simones Batgirl (som jeg er svært begejstret for) handlede om seriens fortid, om the back story, og om at Barbara skulle genfinde en måde at være Batgirl på. Sat på spidsen kan man sige, at det for Simone handlede om ’the Bat’ i Batgirl – hvorimod der hos Stewart og Fletcher bliver sat særligt fokus på ’the Girl’.
Barbara Gordon er på nogen punkter blevet mere ’piget’: Babs Tarrs streg er mere ungdommelig og afrundet, og Barbara bliver endnu mere kæk og ung end hos Ardian Syaf og Vicente Cifuentes, der sammen med Gail Simone fremstillede Batgirl som mere moden og alvorlig, tynget af fortidens traumer. Der er kommet mere knald på farverne, også i overført betydning: Det nye persongalleri af allierede og fjender er livligt og fantasifuldt (samtidigt med at være et af de mere minoritetsinkluderende persongallerier, jeg længe har set i en mainstreamudgivelse). Jeg har sjældent klukleet så højt, som da jeg læste tradepaperback’en Family Business. Både som Batgirl og i civil får Barbara lov til at være en ung pige, der flirter, har tøjkriser og er brudepige for sin gamle roomie Alysia.
Girls just wanna have fun
’Pigethed’, i mangel af et bedre ord, er en svær størrelse, ikke mindst i feministiske øjne. På den ene side er ordet ’pige’ ladet med fordomme, især når det bruges om voksne kvinder – eller om mænd, for den sags skyld (tænk på drenge, der kaldes ’tøsefornærmede’ eller voksne mænd, der omtaler deres jævnaldrende kvindelige kolleger som ’piger’). At være piget betyder at være useriøs, sippet, én man ikke behøver tage alvorligt. Pigethed er som mange andre betegnelser (race, kapabilitet, etc.) noget, der klistrer til bestemt kroppe og styrer hvordan de opfattes.
Men det er ikke alle, der opfatter pigethed som noget negativt. En del, især mainstream, feministiske bevægelser forsøger i dag at genopdage girl power – en strømning, som for alvor blev populær med Spice Girls, og som består i at genfortolke pigethed som noget, der er forbundet med styrke, individualitet, livsglæde og en jeg-kan-klare-hvad-som-helst-attitude. Girl power fortæller os, at man sagtens kan erobre verden, selvom man er pige. Det er et budskab, der ræsonnerer ret godt med historier om kvindelige superhelte. Den æstetik, der følger med girl power, ligner også ofte de kvindelige superheltes sære blanding af pigethed og sex, med meget unge kvinder i høje hæle og læbestift (tænk igen på Spice Girls og især deres meget unge fans). Man kan, ja, man nærmest skal være både badass og seksuelt tilgængelig for virkelig at have girl power. Det er en verden, hvor piger kan få det hele – men hvor de måske ikke er så farlige?
Fun!Feminism
Hvor skeptisk man end kan være over for girl power, er det tydeligt, at det er en bevægelse, der har haft stor vigtighed for mange kvinder – og for kvindelige superhelte. En af Stewart og Fletchers største styrker er, at de formår at vise en kvindelighed og pigethed, der ikke undskylder sig, der ikke siger ”jeg er i hvert fald ikke en pige, for piger kan ikke noget”. Kvinder får lov at udfylde mange roller i Barbaras liv, på mange forskellige præmisser – lige fra hendes hijabi-kollega på universitetet til førnævnte bedsteveninde Alysia, der er transkvinde og bliver lesbisk gift. Det kan godt være, at de scener bliver meget lyserøde, og at Barbara flere gange bliver tegnet noget mere seksualiseret, end jeg ønsker mig. Men hun er en gladere og mindre tynget Barbara, end vi fik hos Gail Simone, og det er befriende, at de kvindelige helte ikke altid behøver have det svært. Barbara bliver frontfigur for en slags Fun!Feminism, hvor kvinder (og piger) ikke altid behøver have det hårdt og være vrede, men kan have komplekse personligheder og narrativer.
Stewart og Fletchers Batgirl har altså ikke løst superheltegenrens problematiske forhold til kvinder, men de giver et godt bud på, hvordan man kan genfortolke ’gamle’ figurer og vise flere versioner af, hvordan man både kan være kvinde og superhelt. Mit feministiske hjerte ønsker sig stadig, at vi ikke kaldte voksne kvindelige helte for ’girls’, men jeg er glad for Batgirl og for, at hun også får lov til at være ung og glad og have girl power.