Matthias Wivel og Thomas Thorhauge tager en snak med Nanna Goul i forlængelse af hendes angreb på dansk tegneseriekritik i Weekendavisen.
Da Nanna Goul for nyligt anmeldte Charles Burns’ “Sort hul” for Weekendavisen, sendte hun samtidig en kras bandbulle efter de danske tegneserieanmeldere, der efter hendes mening har været alt for ukritiske i deres tilgang til Burns’ hovedværk.
Nummer 9-redaktionen bemærkede angrebet og inviterede Nanna til en kammeratlig rundbordssamtale med tegneseriekommentator Matthias Wivel og serieskaber og -skribent Thomas Thorhauge.
Thomas Thorhauge: Nanna, i din nådesløse anmeldelse af Charles Burns’ “Sort hul” skriver du bl.a.:
“Inden for den danske kritik af tegneserier og graphic novels kan der ikke sjældent spores en tendens til overdrevne og misvisende varedeklarationer […] store lyserøde ord står forrest i køen og blinker med en sådan stråleglans, at det ærligt talt minder mere om markedsføring end kritik”.
Bagefter siger du at forklaringen på denne tilstand enten må være at tegneseriekritikere ikke kan forholde sig kritisk til deres idoler ELLER, mere satanisk, at tegneseriekritikere begår falske positive anmeldelser for at fastholde tegneserien i det gode, litterære selskab. Det er noget af et spark i røven, du uddeler der. Jeg forlanger ikke eksempler, men vil gerne høre hvor det er, du mener at støder på fænomenet. “Den danske tegneseriekritik” er jo trods alt en meget broget størrelse … ?
Nanna Goul: Først må jeg sige, at jeg jo ikke mener, at anmeldere af tegneserier begår decideret falske, positive anmeldelser. Men jeg mener, at man kan spore en udbredt tendens til, at der bliver skruet et par takker højere op for den positive vurdering, end det pågældende værk kan bære. At der altså kan være tale om en opskruet og lidt for ukritisk tilgang til nye såvel som gamle tegneserier. Denne tendens støder jeg især på i de danske dagblades behandling og anmeldelser af tegneserier. For at nævne et par steder, skal jeg da gerne fremhæve bl.a. Politiken – men også min egen avis – Weekendavisen.
Hvis jeg skal være lidt af en teknisk dødbider, så vil jeg sige, at problemet for mig at se også ligger deri, at det i højere grad er anmelderiet af tegneserier, der har taget over i DK, og at den deciderede tegneseriekritik er meget svær at finde. Herved mener jeg, at det oveni en omtale og vurdering af en tegneserie er svært at finde tegneseriekritikere, der stiller nogle teoretiske eller specifikt æstetiske kvalitetskrav til selve genren. Altså som har gjort sig noget forestillinger om – og har et bud på – hvad den gode tegneserie består af. Altså det grundlag, al mulig anden litteraturkritik eller kunstkritik bygger på. Det savner jeg.
Matthias Wivel: Det gør jeg skam også, og det gælder ikke kun i Danmark. Den egentlige tegneseriekritik er stadig på hvad der må beskrives som et begynderstadie, især når det gælder de større medier. I Danmark forekommer tegneseriernes tilstedeværelse i aviserne mig f. eks. et langt stykke ad vejen at være et resultat at entusiastiske journalisters forarbejde i forhold til deres redaktører, og når der så bliver givet grønt lys, ville det jo være kedeligt at skrive om noget man ikke syntes om. Men det kan være at jeg tager fejl og at tingene er begyndt at ændre sig? Jeg tror samtidig også du har ret i, at nyhedsværdien i de her graphic novels – tænk at en tegneserie virkelig *kan* det der! – til en vis grad bidrager til den ukritiske begejstring du nævner, men mener nok, at problemet hovedsageligt ligger andetsteds.
Hvilket bringer mig tilbage til mit udgangspunkt: at der endnu ikke er etableret et kritisk apparat specifikt rettet mod tegneserier. Folk medbringer den bagage de nu har (litteratur, film, tv, billedkunst, osv.) og forsøger sig, men kommer ofte til kort eller – hvis de forholder sig mere kritisk – finder, at den pågældende tegneserie kommer til kort, fordi den ikke lever op til kriterier opsat i forbindelse med en anden udtryksform.
Nanna Goul: Jeg ved faktisk ikke, om tingene har ændret sig på de forskellige dagblade – for mig at se, er situationen stadig, som du beskriver det, Matthias. Altså at det er de entusiastiske journalister, der står bag, og når de endelig får grønt lys, er det kun de gode tegneserier, der får plads. Det er jo ganske forståeligt, hvis tegneseriemediet ikke får så megen plads, men det skaber alligevel en skævvridning og et troværdighedsproblem. Især når det gode bliver anmeldt lidt bedre, end det faktisk er. For så emmer tegneseriekritikken jo ikke ligefrem særligt meget af kritik.
Men måske ligger årsagen også deri, at der – som du skriver – endnu ikke er etableret et kritisk apparat specifikt rettet mod tegneserier, og at man i stedet overtager kriterier fra andre kunstformer. Men det er vel en meget god grund til at komme i gang? Burde man ikke skabe et forum, hvor man netop tog hul på en sådan diskussion? Man kunne jo starte med at diskutere, hvad det er, de forskellige typer af vellykkede tegneserier kan i modsætning til andre kunstformer. Altså selve tegneseriens eksistensberettigelse. For hvad er det grundlæggende, som tegneserien kan i forhold til andre kunstformer?
Matthias Wivel: Jeg håber da meget, at Nummer 9 kan blive et sådant forum her i Danmark, men det er naturligvis kun en start – vi får ikke de store ændringer at se, før tegneserien virkelig er blevet institutionelt konsolideret på linje med litteratur, film og billedkunst, således at man helt naturligt kan beskæftige sig med tegneserier på akademisk, kritisk eller andet professionelt niveau.
Hvis jeg skal være mere specifik, mener jeg pt., at tegneseriekritikken – selv den oplyste af slagsen – lider af problemer, der udspringer af, at der er tale om en form, der blander tekst og billeder. En klassisk vurdering af en tegneserie lyder, “Det er flot tegnet, men historien er noget bras”, eller vice versa. Der forekommer sådan en særlig afart af den klassiske form/indhold-modstilling, hvor ‘historie’ og ‘tegninger’ opsplittes og betragtes hver for sig, hvilket ender med at være begrænsende for forståelsen af, hvad en tegneserie gør og kan. Jeg ved, at problemet også findes indenfor kritikken af andre tværmediale medier som film og teater, men de er nået meget længere i formuleringen af et begrebsapparat og en kritisk metodologi, der ikke på samme måde begynder med at skille de to ad.
På et mere grundlæggende niveau kan man forestille sig, at problemet kommer af, at folk i højere grad lærer fra barnsben at betragte tekst og narrativ kritisk, end tilfældet er med billeder. Og dette på trods af, at vi lever i en så visualiseret kultur. Tegneserielæsere sætter selvsagt stor, ofte nærmest fetichistisk pris på mediets visuelle aspekter, men de er ikke så gode til at italesætte dem, som de er i forhold til det tekstuelt-narrative.
I forhold til den mere engagerede og velorienterede tegneseriekritik i dag, som jeg også mener lider af problemet, tror jeg det skyldes, at de fleste, der tager mediet seriøst og skriver om, det på et sofistikeret niveau er litterater snarere end folk, der beskæftiger sig med visuelle medier. Dette resulterer i kritik, der tager udgangspunkt i en given tegneseries ‘litterære’ kvaliteter og vurderer dens kunstneriske kvalitet på basis af samme. Jeg synes bestemt ikke dette kun er dårligt – tegneserier, og herunder især mange graphic novels, kan bestemt have godt af at blive indskrevet i en litteraturhistorisk og -kritisk sammenhæng, men det er bare ikke hele historien…
Nanna Goul: Jeg er meget enig, Matthias. Men dog tror jeg, at man skal passe på med at sige, at den gældende situation inden for tegneseriekritik ikke ændrer sig, før tegneserien er blevet en mere etableret og alment accepteret kunstform. For det bliver den jo ikke medmindre man gør noget for det – og den kamp skal jo også i høj grad kæmpes inden for kritikken! Det jeg mener, er, at kritikken ikke bare kan vente på, at tiden går og at tiden er venlig mod tegneserien. De må selv få de kritiske tanker og taster i omdrejninger! Det burde man måske opfordre til på den ene eller anden måde…
Thomas Thorhauge: Og jeg er kedeligt nok også meget enig, så lad mig lige lave noget ballade. Nanna, du skældte jo “Sort hul” ud, og lad mig dvæle et øjeblik ved den anmeldelse. Altså, du hiver fat i sygdommen i fortællingen, og er utilfreds med at den forbliver et uforløst symbol. Du skælder også ud på den “ret kedelige” billedside, de klichéfyldte karakterer samt dialogen, som du kalder uoriginal. Altså, hvis jeg skal gå til stålet her, så synes jeg at du simpelthen møder “Sort hul” med en noget ufølsom attitude. Jeg betragter helt klart mere “Sort hul” som en vision snarere end en egentlig fortælling. Meget beslægtet med David Lynch i den henseende, men tydeligvis med en anden sensibilitet. Alene det opslag, du gengiver i bogtillægget, er jo alt andet end kedeligt. Jeg synes groft forsimplet, at der er masser af gods i “Sort hul”, og jeg ser ikke klichéerne og de uforløste symboler som kompromitterende, tværtimod.
Hvilket bringer mig til et andet aspekt af kritik, ikke bare tegneseriekritik. Altså, det forekommer mig helt klart at du, Nanna, også er ude i et provoærinde i din anmeldelse. Du sigter jo først efter slatten tegneseriekritik og oppustet hype, for så at forklare læseren at “Sort hul” er noget hø, den bliver en bevisbyrde for din indledende påstand. Jeg er jo enig med dig med hensyn til tegneseriekritikken, men selv hvis vi leger, at alle kritikere blev udstyret med et effektivt begrebsapparat, en stærk fornemmelse for den visuelle sensibilitets indvirken på “historien” etc., ja, så er der jo netop også nogle valg man kan træffe. Og man kan f.eks. vælge at være polemisk, at være Rasmus Modsat og så videre. Det gode ved en velgjort, ordinær forbrugeranmeldelse er jo, at den er ligeglad med diskurs og alt det der. Den vil ofte veje et værk, og vurdere om det leverer varen og sådan, og så er arbejdet jo gjort. I Kritik – som jeg ser det, naturligvis – skal der dybere tanker på spil, og værket kan og bør risikere at blive taget som gidsel i en form for diskursanalyse.
Den form for kritik savner jeg enormt – selvom man risikerer at “Sort hul” får en sviner, haha … Altså, evnen til virkeligt at kunne skære igennem og se tingene i et større og mere kritisk perspektiv. Jeg kan huske en gammel anmeldelse af Lars Bukdahl, husker ikke selve romanen, men husker til gengæld tydeligt, at Bukdahl mente slægtsromanen var et lortekoncept, og at genren burde afskaffes med tilbagevirkende kraft. Det var selvfølgelig uhyre groft og urimeligt, men også provokerende og tankevækkende. Et andet eksempel er en anmeldelse, Matthias en gang lavede af Free Comics nr. 2 var det vist, som helt klart var noget hø.
Men det fede ved anmeldelsen var ikke så meget den fortjente sviner, som det var det der med, at du identificerede hovedparten af striberne som ekstremt småborgerlige, på trods af at de var tegnet og skrevet af uafhængige, unge mennesker, som ikke engang fik løn for arbejdet, hvorfor der burde have været fri adgang til kant og bid. Det synes jeg i al sin enkelhed var et fint og tankevækkende stykke kritik og i virkeligheden også perspektivrigt. Hvorfor var alle ungerne så skide småborgerlige?
Hvordan får man opdyrket evnen til at tænke større? Jeg fulgte et skidegodt filmkritikkursus på Universitetet, og der var sgu ikke mange, der forsøgte sig med kritik, det var mere sådan straight anmelderi. Lidt underligt, og lidt skuffende, på en eller anden måde …
Nanna Goul: Jeg forstår godt, Thomas, hvad du mener, når du siger, at “Sort hul” har noget visionært over sig på sammen måde som eksempelvis David Lynchs univers. Det er jeg sådan set enig i, men jeg mener som sagt, at klicheerne, de flade persontegninger, den kedsommelige dialog og den uforløste symbolik (der desværre ikke kan retfærdiggøres med blot at være åben – åbenheden åbnes slet ikke), ødelægger den samlede oplevelse. Det mener jeg ikke er ufølsomt, det er bare den konklusion, jeg når frem til.
Og egentligt har jeg ikke intentionelt valgt at være ude i noget provokatorisk ærinde. Jeg mente bare ikke, at “Sort hul” overhovedet var det mesterværk, den var kørt op til at være – og det synes jeg var en god anledning til at tage fat på den her diskuterede tendens inden for tegneseriekritikken. Derfor mener jeg selvsagt ikke, at jeg har taget “Sort hul” som gidsel. Selv hvis jeg ikke havde perspektiveret i retning af generelle tilstande inden for tegneseriekritik ville jeg synes, at “Sort hul” var – nå ja – ikke ligefrem et sort hul men bare ikke særligt vellykket. Men heldigvis er der plads til forskellige vurderinger, som forhåbentligt til sammen kan skabe et mere nuanceret landskab inden for tegneseriekritik. Det ser jeg frem til!
Matthias Wivel: Jeg forstår ikke, hvorfor du mener, at sygdomssymbolikken i “Sort hul” er problematisk udefineret. Der gives ikke facit, og heldigvis for det, men jeg synes det er oplagt, at den fungerer som allegori på den angst, det kan medføre at blive voksen, og så ligger parallellerne til den meget konkrete trussel, kønssygdomme medfører i forbindelse med opdagelsen af seksualitet, jo lige for. At der ikke er een forklaring på, hvad det betyder, kan jeg kun se som en styrke i en tegneserie, der i dén grad beskæftiger sig med en særlig eksistentiel tilstand – måske ikke en tilstand, vi alle oplever præcist så intenst, men klart én, der forekommer mig genkendelig. Jeg synes der er noget ekstremt levet over skildringen af de forskellige personers oplevelser og Burns er en mester i at opbygge stemninger – det emmer af hormoner, usikkerhed, frygt og forelskelse (og jeg synes dialogen er meget livagtig, men har ikke læst den danske oversættelse).
Nå, men du redegør i hvert fald for dit standpunkt i den forbindelse – hvis jeg skal pege på noget jeg finder mere problematisk, er det din afvisning af værkets grafiske side som “kedelig og klichéfyldt”, uden videre forklaring. Det synes jeg er sløset kritik, og som Thomas siger, anfægtes det direkte af det billede, der ledsager kritikken. Burns’ stil er enormt karakteristisk, og han har af samme grund fundet arbejde med grafisk branding mange steder, f. eks. som fast omslagstegner på The Believer og som grafiker hos MTV. Han har dannet skole. Fair nok, hvis du synes det er klichéfyldt, men det kalder ligesom på en forklaring.
Det her skal naturligvis ikke kun handle om din anmeldelse, som under alle omstændigheder kærkomment lægger op til en væsentlig debat, og som jeg bestemt håber vil være med til at løfte niveauet, hvis ikke over hele linjen, så i hvert fald på Weekendavisen, der længe har trængt til bedre tegneseriekritik. For det er naturligvis rigtigt, når du siger, at vi som kritikere først og fremmest kan bidrage til en positiv udvikling ved selv at skrive bedre kritik.
Nanna Goul: Matthias kan have ret i, at jeg godt kunne have uddybet min påstand om, at det grafiske udtryk i “Sort hul” er “kedeligt og klichefyldt”. Desværre kan man i anmeldelser ikke altid få den plads, man gerne ville have, til at argumentere dybdegående for alle påstande – det er ganske enkelt et spørgsmål om spalteplads. Her må man vælge, hvad man bruger sin plads til – og det er da rigtigt, at jeg valgte at bruge en del af pladsen på den generelle diskussion om tegneseriekritik på bekostning af en mere nuanceret kritik af “Sort hul”. Det er beklageligt, at alle nuancerne ikke kunne komme med, men det var et valg – jeg kunne ikke få plads til begge dele. Jeg kan dog sige, at vurderingen af “Sort hul” havde været den samme uanset. Men jeg vil da gerne her uddybe min kritik af det grafiske udtryk. For mig at se, er den grafiske stil i “Sort hul” netop for grafisk lækkert (på den ulækre måde) og poleret, hvor det kunstnerisk kantede eller skitseprægede, som jeg er meget glad for, ikke fylder noget. Dertil kommer, at mange af personernes ansigter ikke er særligt differentierede, jeg har ganske enkelt svært ved at skelne de forskellige personers ansigter fra hinanden (ikke lige dem med store bylder – men ellers). På den måde synes jeg, at det grafiske udtryk bliver for ensartet og ikke helt så nuanceret, som jeg kunne ønske.
Thomas Thorhauge: Nok om “Sort hul”! Men Nanna, her peger du jo også på et andet vilkår ved kritik, nemlig den begrænsede spalteplads. Udover det problem, er der jo ydermere den begrænsning, at der sikkert er en form for redaktionel opfattelse af, hvor meget tegneseriekritik, man må have i forhold til øvrige udgivelser. Her er der jo også nogle barrierer, som alle naturligvis må slås med, men ikke desto mindre et problem, hvis der skal bedrives bare nogenlunde tung kritik. Jeg ved godt, at Poul Borum og John Chr. Jørgensen var mestre i minimalisme-kritik i Ekstra Bladet, men formen havde jo trods alt sine begrænsninger. Internettet er en meget lovende platform i forhold til de problemer, omvendt er det svært gøre internetplatforme gennemslagskraftige, betydningsfulde, og det er jo alt andet lige en kæmpeudfordring.
Hvis jeg afslutningsvis skulle ryste posen med redskaber til morgendagens tegneseriekritiker, ville jeg alligevel ende med at pege på klassiske dyder: jeg kunne godt tænke mig at se kritik, der demonstrerer at den er velorienteret (uden det bliver anmasende), og jeg kunne godt tænke mig at kritikerne læste fx The Comics Journals lange og grundige interviews med tegnere og forfattere, der er masser af gods der, som øger og forfiner tegneserielæserens bevidsthed og forståelse af værkerne. Endelig synes jeg, at det er uhyre vigtigt, at kritikeren orienterer sig i andre kunstformer eller fænomener, det kunne også være medier, økonomi, politik og så videre. Det lyder måske far-fetched, men jeg er overbevist om at en stærk, bred dannelse i sidste ende øger kvaliteten af en anmeldelse af en hvilken som helst tegneserie. Kritik handler i sidste ende om at bringe et værk i kontekst, hvad skal vi med det? Hvordan er det i forhold til alt det andet, osv. Når en kritiker løser den opgave godt, er det sgu både bedre og mere tankevækkende end den tegneserie, det handler om …
Matthias Wivel: Thomas, den står lidt og flagrer, men jeg antager ikke at du mener, at god kritik pr. definition er mere interessant end det værk/de værker, den beskæftiger sig med? Det ville jo være sørgeligt og/eller en umulig opgave for kritikeren at opnå.
Derudover er jeg da enig i dine betragtninger, men mere usikker på, hvor der evt. skal sættes ind i forhold til den danske tegneseriekritik. Selv synes jeg ofte, at jeg er støt på anmeldelser og andre tekster skrevet af folk, der ganske enkelt ikke ved nok om deres emne. Den ellers udmærkede Nikolaj M. Lassen havde f. eks. en upræcis og fejlbehæftet introduktion til Will Eisner og The Spirit i Weekendavisen, dengang Frank Millers rædsomme filmatisering fik premiere, og Christoffer Arzrounis talrige anmeldelser af fransk-belgisk dåsemainstream i samme organs bogsektion var ikke ligefrem præget af indsigt i hverken mediet eller ret meget andet.
Men samtidig synes jeg ikke nødvendigvis, at det kræver stor viden om et givent emne at skrive god kritik – så længe man har en interessant fortolkning eller kan se et givent værk i en anden kontekst, man f. eks. har indsigt i, er det jo OK. Med andre ord så jeg på den ene side gerne, at avisredaktionerne hyrede tegneseriekritikere efter samme soliditetskriterer, som de (forhåbentlig) stiller til litteratur-, film-, teater-, musik- og billedkunstkritikere, altså at de ved noget om emnet, men på den anden side er det jeg helst vil se simpelthen bare folk, der skriver noget interessant.
… Og selvom de tre debattører kunne været blevet ved, stopper rundbordssamtalen her. Læs også Nummer 9s rundbordssamtale om Valhalla: den samlede saga bd. 1.
Illustrationer:
Øverst: Uddrag af omslaget til McSweeney’s 13 (2004), Chris Ware
Herefter Dan Clowes’ tegneseriekritiker Harry Naybors, hentet fra Ice Haven (2005)
Nederst: Dan Clowes igen, her en kritiker (en kærlig karikatur af Comics Journals Gary Groth) fra Pussey! (1995)
