Første seriechok. Forretningens navn, skrevet med hvide versaler i førstesalsvinduet, kom baglæns til syne — bogstav for bogstav — når man nærmede sig fra Pisserendens Strøgside. Kælderens første feature var bladstativet: et firfarvet panorama af en anden verden — en verden med døren åben for fantasien. ”I sælger jo triviallitteratur!” udbrød min mor til en for en sjælden gangs skyld paf Søren Pedersen. Såmænd. I vores fagre nye verden er det begreb glemt.
Første publikation. Vi var den fantastiske firbande, tegneseriekollektivet AJKM (fire initialer) og vores første udgivelse var The Super F.O.O.L.S #1, et funny animal/superhelte-mashup med figurer lånt primært fra DC Comics’ Who’s Who-katalog. Fanzines havde deres naturlige plads ved siden af disken, et vidnesbyrd om biksens rødder, så selvom vores frembringelse mest af alt signalerede tween spirit, fik den plads dér, hvorfra den kunne erhverves for en flad femmer.
Første klejne. Søren lukkede mig ind en kold vintermorgen før åbningstid. Det var omkring jul, butikken var mørklagt og på standby, men brugtrummets bunker kaldte fra deres pladespån. Men jeg blev afbrudt før jeg for alvor fik støv på fingrene, sikkert et sted mellem butikkens utallige overskudseksemplarer af Plop! og Devil Dinosaur. ”Vil du ha’ en klejne?” Det var Lars, Sørens søn, og nu en kær ven på tredje årti.
Første job. Søren stoppede mine Citadel-figurer i en af de navnkundige drageposer og spurgte mig ”kunne du tænke dig et arbejde?” En tillidserklæring af en art, jeg ikke før havde kendt. I den daglige drift var det naturligvis primært Rolf Bülow og Ulla Sylvest, der fra deres kommandocentral på førstesalen levendegjorde ansvaret. Selvom det nok var svært at få øje på, var de følgende år ved pakkebordet og plastmaskinen et modnende bindeled til fremtiden.
Første festklæder. Bydrengene besluttede sig for at trumfe seniorerne til det års firmafrokost ved uniformt at optræde i smoking. Jeg havde aldrig båret så meget som en aftenjakke, men fandt et af familien aflagt sæt kjole og hvidt med tilhørende skortstensrør. Bordet langs Amaliekajen blev sat ved hjælp af en tyvesidet terning og jeg vandrede snaldret hjem, forklædt som voksen. Ved en senere firmafrokost blev der lejlighed til at barrikadere sig på en af byens toprestauranters toilet og dernæst med kollegial assistance at gøde nærliggende Kongens have med havtaskekæbe og Tintin-kage. Det tog sin tid at passe det tøj.
Første mentor. Morten Søndergårds varme og vidende tilstedeværelse i butikkens hjerte, disken i den gamle butik, har været afgørende for formlen. Fra de helt tidlige år talte han til os ”kaosdværge” i øjenhøjde, og siden blev jeg på baggrund af min brors aflagte Punisher-trøje til ”Kraniedrengen.” Morten faldt naturligt — og givetvis ganske ubevidst — ind i rollen som min mentor udi det fantastiske. At han nogen tid efter viste sig at være identisk med sin eneste konkurrent på det område — den alvidende brevkassebestyrer på Interpresses dengang nystartede Marvel-udgivelser — gav derfor smuk mening. Gennem årene har samtalen og udvekslingen været konstant og nærværende: Morten viste mig Jack Kirby, han viste mig Watchmen (eller ”Klokkedrengene”), han viste mig The Best Years of Our Lives.
Første rygstød. Tegneserietidsskriftet Rackham fik plads på disken, når det en sjælden gang i mellem udkom. I 2001 dannede butikken rammen om det danske tegneseriefremstød, som vi sammen med en række af landets bedste tegnere arrangerede i anledning af vores nummer 4. Søren overlod os generøst aftenens indtægt ubeskåret. Jeg fortryder den dag i dag, at jeg ikke afslog: det ville have været passende på den måde at have givet tilbage. Der kan trækkes en stadigt foranderlig rød tråd fra den første tur ned ad kældertrappen i Skt. Pedersstræde til det virke, der startede med Rackham, og som siden har udviklet sig til Dansk Tegneserieråd og andre projekter.
Fyrre. Det var som første forhandler, at Fantask tidligt etablerede sig som en institution i dansk tegneseriekultur, og det er som fornuftig forretning, at foretagendet har sikret sig blivende indflydelse. Men det er ånden i Fantask, der har gjort forskellen. Fantasks sande betydning er personlig. Det her beskrevne forløb er som sådan unikt, men alt andet end enestående. Og det fortsættes.