Når jeg tegner ...
”Når Jeg Tegner…” er en collage af skønne skitser og hjerteknusende ord. Den er på mange måder en skildring af ét menneskes livssituation, snedigt forklædt som art book.
Tegner Thomas Nøhrs lille nye er ikke en art book, ikke et interview, ikke en tegneseriesamling, ikke et stykke fiktion, ikke en dokumentar … den er alle disse ting på samme tid.
Jeg kan ligeså godt sige det med det samme: Når Jeg Tegner… er ikke et værk, der er lige sådan til at aflæse. På overfladen ser bogen, med dens glossy omslag og ydmyge coverbillede, ganske tilforladelig ud. Det er måske ikke lige til at regne ud, præcis hvad man vil finde derinde på siderne, men forsidens håndskrevne titel og bagsidens smukke skitser lokker alligevel nok til, at man gerne tager et kig.
På første indre omslag finder man en tekstlig præsentation af Nøhrs Pingprisvindende værker, Circus og Livets Skyggeside, og den situation de blev til i; navnlig Nøhrs egen lammende stress, depression og et behandlingssystem blottet for empati. ”Her kan de nu opleves i albumformat sammen med flere af Nøhrs fantastiske skitser og andre tegneserier”, slutter præsentationen. Man bladrer videre.
Redaktørens forord afslører, at Nøhr tidligere aktivt delte ud af sine tanker og skitser på Facebook, før han trak sig fra de sociale medier, ofte med ordene ”når jeg tegner… dukker der ansigter op!” Og vi får at vide, at denne udgivelse er svaret på et brændende ønske om at udgive det hele. Både skitserne, tankerne, tegneserierne. Det sjove og det hudløst ærlige og det smertefulde. Alle ansigterne.
Man sidder altså med en bog mellem hænderne, der er opstået af et netværks kærlighed til Nøhrs værker. Og ikke bare det: man bladrer videre i bogen og spredt mellem de mange forskellige skitser, illustrationer, portrætter og selvbiografiske tegneseriesegmenter finder man interviews, tegnerens egne skriverier, kommentarer fra andre – og altid går sætningen ”når jeg tegner… dukker der ansigter op!” igen mellem siderne. Tilsammen bliver det en historie, en faktiv historie om et menneske og en tegner, som så mange havde håbet på at se meget mere fra.
Lad os snakke lidt om selve tegningerne: De holder. Ingen tvivl. Det er helt tydeligt (hvad man også tekstligt får at vide) at Nøhr er en tegnemaskine, altid i gang med at sætte streger på papiret eller skærmen (en stor del af bogens indhold er tegnet digitalt). Tegningerne er sat op alene eller i klynger, næsten altid svævende på en baggrund af dyster sort, der matcher bogens sommetider dystre undertoner. Det grafiske arbejde er gjort aldeles glimrende, og man får som læser lov at mæske sig i varierede sidelayouts og kompositioner, så det aldrig er kedeligt at bladre videre.
Nøhrs stil viser tydelige referencer til både Lucky Luke, Hellboy, de klassiske amerikanske superhelte og flere andre. Stregen er tekstureret, men klar (mindre i tegneserierne end resten, men altid med god fortællemæssig grund). Farverne er saturerede flader, langt mere fortællende end realistiske. Det samlede billede er dynamisk, ekspressivt og – ærligt talt – bare lækkert at kigge på. Dette gælder både vældet af doodles og Nøhrs tre tegneserier, som med hans egne ord er ”en rutsjebanetur gennem det offentlige, her præsenteret i muntre farver”. Det kan man ikke modsige, og de muntre farver er en stor del af det visuelle udtryk gennem hele bogen.
Nøhrs galgenhumor og fantastiske evne til at skildre både tragikken og komikken i det danske beskæftigelses- og behandlingssystem tydelig i alle tre tegneserier. Men det er ikke dén, der er bogens fokus, føler jeg. Dén del af Nøhrs talent er blevet vendt og drejet og beskrevet, ikke mindst da han halede en Pingpris hjem, så det vil jeg ikke bruge tid på.
Nej, ”Når Jeg Tegner…” er langt mere en collage. Et meget personligt vindue ind i Nøhrs hjerne og alle de ting der rasler rundt derinde, men i lige så høj grad et indblik i de folk, der kender hans situation og hans virke. Man kan ikke lade være med at tænke, at måske var det sådan her, det føltes at lære Nøhr at kende gennem hans skitser og opdateringer på internettet; at læse hans kommentarer og fortællinger, efterhånden som de blev lagt ud, og forstå kvalerne, han måtte gå igennem.
Fortolkning eller ej, billeder og tekst går op i en højere enhed og danner en samlet historie dels om en tegner, der virkelig ikke havde fortjent så mange mentale bank, som han fik, og hans netværk, fast opsat på at hive hans små bidder af sig selv tilbage i lyset, som de fortjener.
Er det lidt en mærkelig og til tider intern collage? Ja.
Er det en rørende fortælling, der er værd at læse? Absolut.
Bogen slutter selv definitivt, men optimistisk: ”Tegnegerningen er sat i bero – ifølge Thomas Nøhr selv permanent! Men …”
Om der venter mere fra Nøhr, skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil i stedet slutte med en bemærkning fra Nøhr selv, om at leve med en ellers konstant ætsende uro: ”Sommerens længere og lysere dage hjælper mig også.”
Glædelig sommer, Thomas.
