Serieskaberen med den runde streg er på vej med en samling ordløse, allegoriske fortællinger. Nummer 9 spørger til projektet.
De seneste år har Ina Korneliussen været en sporadisk, men pålidelig tilstedeværelse i den danske tegneserieverden. Både i form af længere historier som “Mareridt i Mullebølle”, stribeserier i magasiner og bidrag til antologier som “Blæk”, “Son of a Horse” og Free Comics.
Med sin charmerende, runde streg og uprætentiøst tænksomme historier har Korneliussen sin helt egen stemme. Det eneste, hun mangler nu, er en stor, fed bog, der siger “her kommer jeg”.
Det er netop sådan én, Korneliussen arbejder på, da Nummer 9 antaster hende ved tegnebordet. En samling ordløse fortællinger, der er indbyrdes forbundne på kryds og tværs. Men den vender vi tilbage til, først skal vi lige have sat scenen:
Hvor arbejder du, Ina Korneliussen?
– Mit tegnebord står i et hjørne af vores ret lille hjem, og har i perioder masser af andre funktioner. Men det er her, jeg elsker at installere mig med kaffe og internetradio og tegnepapir.
– En del af samlingen er også blevet til på et fremlejet bord på Gimle, i toget på vej til Jylland og i hjørnet af min sofa – jeg kan tegne de fleste steder, hvis humøret er til det.
Fortæl lidt om den kommende samling – især lyder det spændende det dér med, at serierne er tænkt ind i en større helhed fra starten …
– Jeg har hele tiden tænkt på værket som ”en grafisk novellesamling”, og synes selv, at det er vældig morsomt. Der er tale om fem kortere fortællinger, som tilsammen viser forskellige aspekter af livet. En af fortællingerne handler om et par teenagepiger, der tager til byen for at få navlepiercinger, og en anden fortælling handler om en gammel bedstemor, der tøffer rundt i sin regnvåde køkkenhave og fantaserer om at bage tærte. Undervejs kan man se, at personerne fra de forskellige fortællinger møder hinanden på kryds og tværs og på dén måde muligvis deler en større skæbne.
– Projektet er nu så langt, at det næsten er færdigt og har fået titlen ”Små Dyr”. Der har af en eller anden grund sneget sig en masse små dyr ind i fortællingerne. For eksempel er der en kvinde, der føder en fisk! Så logikken i det her fortælleunivers er muligvis lidt grotesk, men det har været et mål for mig, at det ikke skulle være en mystisk, utilgængelig og fortolkningstung narratologi. Det er, hvis jeg ellers har ramt rigtigt, nogle ret lettilgængelige små hverdagshistorier – selvom det er pantomimer.
Hvad satte dig i gang med at lave sådan en samling forsagte fortællinger?
– Engang i tidernes morgen lavede Johan F. Krarup en antologi med pantomimeserier, og jeg tegnede et bidrag om en salamander, der blev ved med at vokse. Jeg synes, det gik rigtig godt med dén tegneserie og kunne se, at der var noget, jeg gerne ville undersøge lidt nærmere. Så jeg lavede en ordløs serie mere og én mere, og de kom altså til at hænge indholdsmæssigt sammen, og så var det ”bare” at udfylde de tomme pladser og lave resten!
– Undervejs gik livet sin gang, og jeg fik et barn og skrev et speciale og tegnede nogle andre ting med og uden ord, så der har været nogle lange pauser i processen … Men jeg har hele tiden haft en ret klar idé om, hvor det skulle hen.
Hvorfor den ordløse form? Hvad er det, pantomimeserier kan – for dig at se?
– Vi er vant til at tænke, at det kun er ord, der kan fortælle, mens billeder kan illustrere og supplere. Når jeg fraskriver mig ordene i fortællingen, giver jeg mig selv en fortællemæssig udfordring, ikke mindst fordi jeg skal fortælle til folk, der er vant til at opfatte fortællinger gennem ord – ikke billeder. På den måde synes jeg også, at jeg komme tættere på noget essentielt tegneserieagtigt, og jeg kan fortælle ting, som ville gå i vasken, hvis der kom for mange ord med.
– En af de ting, som er særligt ved billeder frem for ord, er, at billedsprog altid er konkret – samtidig med, at det er billedsprog. Vi kan jo se med vores egne øjne, at denne her kvinde faktisk har født en fisk! Og enhver kan se, at fisken har hendes arveanlæg, for hun ligner selv en fisk.
Fortæl lidt om, hvordan du har arbejdet med “Smådyr” …
– Jeg planlægger ikke ret meget. Tingene udvikler sig, mens de bliver tegnet, og jeg får tit ideerne, mens jeg sidder og skribler. Som man kan se til højre, troede jeg i første omgang, at hende, der føder en fisk, skulle lægge et æg og have det som baby. Men så var en fisk alligevel sjovere.
– Jeg går i gang med en fortælling, når jeg føler, at jeg kender slutningen. Så er det ikke altid, at jeg kender begyndelsen – og slet ikke midten – men det er så opgaven at regne den ud. Og jeg starter trods alt med side 1, når jeg går i gang med at tegne.
– Jeg har næsten altid gang i tre-fire sider på samme tid. Jeg laver thumbs for et par sider af gangen og prøver at variere sidekompositionen. I en af fortællingerne havde jeg den dogmeregel, at der skulle være masser af kvadratiske paneler. Og så skal både alt det inden for rammen og uden for rammen jo passe ind. Det er verdens sjoveste puslespil, og der skal som regel en del forsøg til, før det falder helt på plads.
– Så finder jeg det officielle tegnepapir frem og går i gang med linealer og så videre og tegner panelerne op på A4-papir og begynder at fylde dem ud med tegninger. Jeg har gang både i blyant og tusser af flere forskellige tykkelser på samme tid, og af den grund har jeg heller ikke rigtig nogle skitser at vise frem – de bliver tegnet op, så snart de er tegnet og forsvinder på denne måde næsten med det samme. Jeg arbejder uendeligt langsomt og bruger masser af viskelæder og næsten ingen slettelak. Til sidst kommer det hele en tur gennem computeren så sort bliver sort, og hvidt bliver hvidt, og vupti, så er der tegneserier. Enkelt og faktisk meget lavteknologisk!
Hov, billedet i nederste højre hjørne har ændret sig siden thumbnailen? Hvad skete der dér?
– Hehe – det var faktisk en thumb til den afsluttende side, der var endt der. Det skulle nok gå hurtigt med at få den tegnet!
Okay, sådan. Hvor frit forholder du dig generelt til dine thumbnails?
– De ligger relativt fast, når jeg først er kommet frem til, hvordan de skal se ud. Men jeg improviserer en del inden for det enkelte billede og tilføjer ekstra detaljer i en uendelighed.
Kan det ikke være svært f.eks. at ramme et bestemt sideantal, hvis man improviserer sig frem?
– Jo, så er det jo som regel, fordi en historie ikke skal være for lang, hvis den f.eks. skal være med i en antologi, og så kan jeg godt overskue at have det hele i hovedet på samme tid. At arbejde med et decideret manuskript tror jeg ikke, jeg ville kunne få til at fungere, der er for mange ord i.
“Smådyr” udkommer i løbet 2012 på Forlaget Fahrenheit.