Interview: Asterixs adoptivforældre Fabcaro og Didier Conrad fortæller om, hvordan det er at løfte arven efter deres forgængere, og hvad galleren som modstandsfigur kan repræsentere i det 21. århundrede.
Selvom Albert Uderzo trak sig tilbage i 2011 (og senere døde i 2020), er der stadigvæk liv i hans berømte tegneserie Asterix, som han skabte med Rene Goscinny i 1959. Nummer 9s skribent har talt med det nuværende kreative makkerpar på tegneserien. Det nyeste album Asterix i Lusitanien udkom den d. 23. oktober, og det er blot andet album skabt i samarbejde mellem forfatteren Fabcaro og tegneren Didier Conrad. Det første var Asterix og Den Hvide Iris fra 2023.
Tegneren Didier Conrad har dog arbejdet med Asterix i længere tid end sin kollega. Han blev personligt udvalgt af Uderzo tilbage i 10’erne til at overtage serien, og før samarbejdet med Fabcaro skabte han fem album sammen med forfatteren Jean-Ives Ferry. Det sidste fra deres fælles hånd af var Asterix og Griffen. Udover Asterix er Conrad særligt kendt for serien De Unævnelige (skrevet af Yann) og sit arbejde som filmen Vejen til El Dorado, hvor han arbejdede som visuel designer.
Fabcaro har både skrevet tegneserier, romaner og lavet rockmusik, og han er i Frankrig kendt for sin absurde humor. Han har vundet flere priser for den komiske tegneserie Zaï Zaï Zaï Zaï, der begynder med, at hovedpersonen truer sikkerhedsvagten i et supermarked med en porre.
Nummer 9s skribent fik chancen for tale med dem begge over en videoforbindelse dagen efter, at Asterix i Lusitanien udkom.
Også de ukuelige gallere er blevet interviewet i forbindelse med udgivelsen af det nye album. Dog var de lidt mere forsigtige i deres udtalelser end deres kollegaer bag scenerne.
Kan I fortælle lidt om jeres kreative proces og samarbejde? Hvor starter I, når I skal udvikle ideen til et nyt album?
Fabcaro: Den kreative proces er ret lineær. Jeg starter med manuskriptet og et storyboard, og når jeg har ti sider, sender jeg det til Didier, som går i gang med sine skitser. I forhold til ideerne, så er det ret tilfældigt. I denne omgang besluttede jeg mig for Lusitanien som destination, og da jeg gik i gang med at lave research, fandt jeg ud af, at lusitanerne var de første til at lave garum [en slags fiskesovs], og at de eksporterede den til hele Romerriget. Det blev udgangspunktet for historien.
Hvad var de største udfordringer i forhold til at lave det nye album?
Fabcaro: Den største udfordring var den samme, som jeg tror, det har været ved hvert rejsealbum. Jeg tror også, det var en udfordring for Uderzo og Goscinny. Når du gerne vil portrættere et folkeslag, hvordan karakteriserer du dem så rigtigt uden at falde ind i karikatur og klicheer? Det handler om at finde den rigtige balance og altid at være venligsindet overfor det folkefærd, man portrætterer. For eksempel ville vi med det nye album gerne sikre, at portugiserne blev glade, når de læste albummet, og at de kunne genkende sig selv i det.
Når du gerne vil portrættere et folkeslag, hvordan karakteriserer du dem så rigtigt uden at falde ind i karikatur og klicheer?
Og hvad var din yndlingsdel ved at tegne Lusitanien, Didier?
Didier Conrad: Det var der, hvor Asterix og Obelix er forklædt som lusitanere. Det var virkeligt sjovt af to årsager. For det første, fordi Obelix begyndte at blive usikker på sit eget udseende, hvilket han aldrig har været før. Men det var også sjovt at designe og tegne dem sådan, at de var genkendelige som karakterer, imens de så portugisiske ud. Det handlede ikke bare om at give dem noget andet tøj på, hvilket de har prøvet tidligere, men dengang lignede de stadigvæk sig selv med samme hårfarve og frisure. Her skulle de se helt igennem lusitanske ud, og det er aldrig før sket i noget album.
De ukuelige gallere i lusitansk forklædning.
Hvad fik jer til at vælge Lusitanien denne gang? Så vidt jeg kan forstå, har de portugisiske fans ønsket, at Asterix og Obelix skulle rejse til Lusitanien i årevis. Var det med i overvejelserne?
Fabcaro: Jeg ville gerne lave et rejsealbum efter at have lavet et landsbyalbum. Og jeg startede med at undersøge, hvor de ikke havde været før, og det viste sig, at de aldrig havde været i Portugal. Det virkede som et oplagt valg for mig. Jeg vidste faktisk ikke, at Portugal var et stort emne, da jeg foreslog ideen. Helt naivt troede jeg, at mit forslag var originalt. Men da jeg sendte det til redaktøren, sagde han, ”ja, helt sikkert. Det skal du gøre. Vi har talt om det i lang tid. Portugiserne har ønsket det i mange år”. Jeg håber virkeligt, at de kan lide det. Jeg er lidt nervøs. Hvis de er glade for resultatet, har jeg gjort mit arbejde ordentligt.
Didier Conrad: Vi tager til Portugal på mandag, så vi håber virkeligt, at de kan lide det og er glade, for ellers får vi problemer.
Jeg har et spørgsmål angående Asterix og Obelix som karakterer. Den ene af jer [Didier] har arbejdet med dem i en del år efterhånden, imens den anden [Fabcaro] stadigvæk er ret ny i sadlen. Så hvad er jeres følelser omkring dem i forhold til jeres… jeg vil ikke sige ejerskab, men forbindelse til dem. Hvornår begynder de at være en lille smule jeres egne karakterer?
Didier Conrad: Fra et tegneperspektiv er det ret kompliceret. Visuelt har karaktererne forandret sig en del gennem serien. Selv da Uderzo tegnede dem, ændrede de sig. Og mit minde om karaktererne er et helhedsbillede baseret på alle de album, jeg har læst gennem årene. Selvfølgelig har jeg præferencer. Der er nogle album jeg foretrækker, og visse aspekter som jeg finder vigtigere end andre i forhold til at karakterisere dem. Jeg prøver altid at gøre mit bedste på baggrund af Uderzos arbejde. Men for at kunne tegne dem må jeg også lægge nogle følelser i. Det gjorde Uderzo også i sine tegninger. Og selvom jeg ikke er Uderzo og ikke har lyst til at tilegne mig dem, fordi de ikke er mine, så er jeg nødt til at gøre det. Det er altid følelsesmæssigt for mig at tegne dem, fordi jeg blev inspireret af karakterne som lille. Selv nu er det svært at gøre det rigtigt.
Fabcaro: Jeg har kun lavet to album indtil videre. Jeg synes stadigvæk, at jeg er meget respektfuld over for universet. Jeg tror ikke, jeg kan sige, at jeg har gjort karaktererne til mine egne, fordi jeg vil gerne være sikker på at gøre det ordentligt. Men nogle folk har bemærket, at det virker til, at jeg bedst kan lide Obelix. Så måske tilpasser jeg dem alligevel til min smag ved at lave endnu mere komik omkring Obelix.
Og selvom jeg ikke er Uderzo og ikke har lyst til at tilegne mig dem, fordi de ikke er mine, så er jeg nødt til at gøre det.
Her er Asterix i selskab med sin nye forfatter Fabcaro.
Hvorfor tror I, at Asterix fortsat er så populær efter mere end fyrre album?
Fabcaro: Det er en historie, som foregår i antikken, men det er bare et kostume. Det er en undskyldning for at tale om samtiden og den måde, vores samfund udvikler sig på. Alle Asterixer har fulgt med tiden. I den forstand kan tegneserien ikke blive forældet, fordi indpakningen altid er den samme.
Og her ses tegneren Didier Conrad.
Asterix er jo en modstandsfigur. Han gør modstand imod romerne, men i dette album også imod kæmpestore virksomheder og meget rige mennesker, imens han beskytter den lille forretning. Har det på nogen måde været en udfordring? På den ene side repræsenterer Asterix jo den lille person, en ukuelig underdog, men samtidigt er tegneserien en kæmpestor økonomisk entitet med filmatiseringer, merchandise og så videre.
Fabcaro: Det er jo et lille paradoks. Asterix er en stor forretning, ja, men når vi laver tegneserien, gør vi det som vi ville lave en hvilken som helst anden tegneserie. Vi tænker ikke på den side af det. Vi bliver først konfronteret med Asterix som big business, når vi tager til Paris og går i gang med promoveringen. Men imens vi laver tegneserien, så sidder vi i vores eget hjørne, og vi laver nærmest albummet til os selv. Eller til os selv dengang vi var børn.
Og hvad tænker I, at Asterix som modstandsfigur repræsenterer i det 21. århundrede? Nogle folk mener jo, at han er en modstander over for amerikansk kultur. Han er den største europæiske tegneserie og kan ses som en slags modpol til overfloden af f.eks. amerikanske superhelteserier.
Fabcaro: Asterix er den måske eneste europæiske tegneserie med økonomisk vægt og indflydelse nok til at måle sig med Marvel og al den slags. Men hvad tegneserien gør modstand over for, afhænger af tidsperioden. Da Uderzo lavede sit sidste album, så han snarere serien som et modsvar på den voksende mangapopularitet. Så det handler ikke nødvendigvis om en kulturel modstand over for en overflod af amerikanske tegneserier. Uderzo var pro Disney. Han var lidt mere pro amerikansk generelt. Men overordnet set er Asterix altid en fransk figur, ja endda en europæisk figur, som holder kulturel stand imod noget større.
Didier Conrad: Det kan fortolkes på mange måder. Man kan vokse op i et kvarter af en by og gøre modstand imod resten af byen, imens man identificerer sig med Asterix. Eller man kan komme fra provinsen og være i opposition til Paris. Man kan være Frankrig, der modstår Europa, eller Europa som modstår USA. Det handler altid om en minoritet, som står over for noget større, der gerne vil bestemme, hvad dine holdninger, dine behov og dine ønsker skal være. Det er et ret universelt tema. Det kunne også være relevant i USA, når den ene stat står imod over for den anden eller over for den føderale regering.
Det var en fornøjelse at tale med jer. Jeg håber, at I får en god tur til Portugal.
