I 13 år har Karoline Stjernfelt barslet med sit Danmarkshistoriske drama I morgen bliver bedre. Nummer 9 har snakket med tegneserietegneren om seriens tredje og sidste bind, Lægen, og den lange vej til målstregen.
I 1770erne blev en ydmyg læge regent i Danmark. Johann Struensee nåede magtens tinder ved at blive den purunge kong Christian 7s fortrolige – og den lige så unge dronning Caroline Mathildes elsker. Så snart han fik magten, begyndte han at reformere det danske samfund i rasende fart; men der gik kun godt et år, før han blev kuppet og henrettet.
Omslag til “Lægen”
Dét er historien, tegneserietegner Karoline Stjernfelt besluttede sig for at genfortælle, da hun var 18. Nu er hun 32, og projektet er fuldført.
Nummer 9 fangede tegneren på et videokald før udstillingsåbning og releasefest i anledning af seriens bind 3. Vi ville vide, hvordan hun ser tilbage på de over 600 sider, hun har tegnet om det kongelige trekantsdrama; hvad hun overhovedet tænkte på, da hun påbegyndte det ambitiøse projekt – og hvad hun tænker nu, hvor det er fuldført?
Vi begyndte, som man ofte gør, med begyndelsen:
Hvorfor besluttede 18-årige Karoline sig for at lave I morgen bliver bedre?
– For det første var jeg interesseret i historie og fascineret af trekantsdramaet mellem Christian 7, Caroline Mathilde og Struensee, som jeg havde læst om i Per Olov Enquists Livlægens besøg. Jeg følte ikke, mine egne idéer var modne, så det gav mening at tage udgangspunkt i det her historiske drama, som jeg kunne udforske tematikker igennem.
Karoline Stjernfelt i 2013
– For det andet var jeg meget bevidst om, at jeg var ved at tage hul på en karriere som tegneserietegner, og det skulle gøres strategisk. Det var på højden af graphic novel-bølgen, så jeg tænkte, at det gjaldt om at starte med et vægtigt værk, der kunne definere mit brand – som for eksempel Alison Bechdels Bedemandens datter (Fun Home) eller Chris Wares Jimmy Corrigan.
Min analyse var, at hvis jeg som ung kvinde lavede et stort, Danmarkshistorisk værk, så gav overskriften på mit første interview til Politiken sig selv.
– Der var masser af tegneserietegnere i Danmark, som var dygtigere end mig, og som også gerne ville lave den store graphic novel. Men de gjorde det ikke, fordi de var voksne og havde ansvar og forpligtelser. Så det skulle være nu, tænkte jeg, mens jeg var ung!
– Jeg ville også gerne nå et bredt publikum. Min analyse var, at hvis jeg som ung kvinde lavede et stort, Danmarkshistorisk værk, så gav overskriften på mit første interview til Politiken sig selv. Samtidig arbejdede jeg i Faraos Cigarer, og jeg kunne se, hvad det var for nogle tegneserier, folk købte: Det hjalp, at der var en vinkel, der handlede om noget udenfor tegneserien selv.
Side fra “Lægen”
Hvor lang forestillede du dig dengang, at I morgen bliver bedre ville blive?
– Oprindeligt tænkte jeg, at den skulle være en enkelt bog på 100 sider. Så forestillede jeg mig 300 sider fordelt på tre bøger. Og hvis du havde spurgt mig dengang, hvor lang tid jeg planlagde at bruge på den, ville jeg nok have skudt på seks år.
Omslag til bind 2, “Dronningen”
Hvordan kan det være, at der gik tretten i stedet?
– Åhr, det er der mange grunde til. Bøgerne voksede sig meget længere end planlagt; de blev sværere at skrive, fordi der var mere stof at dække. Jeg skulle også træffe hårdere beslutninger: Hvis jeg ikke havde slået et tema an i bind 2, var det for sent, og i bind 3 skulle jeg afrunde og afvikle alle temaer og plottråde på en tilfredsstillende måde.
Bordet fangede nu?
– Ja. Jeg skrev SÅ mange udgaver af bind 2. For eksempel fyldte Christians udlandsrejse på et tidspunkt 75 sider i stedet for de 38, jeg endte med; og manuskriptet til bind 3 var næsten dobbelt så langt, før min redaktør Pernille Arvedsen begyndte at skære i det.
– Undervejs blev jeg mere og mere forgabt i de historiske fakta og besat af at naile detaljerne. Mit yndlingseksempel er, at jeg på et tidspunkt brugte to dage på at finde ud af, hvordan Rundetaarns tag så ud dengang, så jeg kunne tegne det rigtigt i en enkelt scene! Det var også deromkring, jeg blev nødt til at trække stikket i en periode, fordi jeg fik stress.
Jeg blev overambitiøs og troede, at jeg skulle retfærdiggøre de gode anmeldelser af første bind ved at lave bind to endnu bedre.
Hvis du kunne rejse tilbage i tiden og give Karoline fra dengang et godt råd, hvad skulle det så være?
– Du skal ikke lytte til nogen! Gør det, du selv tror på; stol på din fortælling.
Hvem skulle du ikke have lyttet til?
– Alle mulige. Jeg blev meget bevidst om, at jeg havde læsere, der forventede ting af bind to. Jeg så anmeldere spekulere i, om jeg nu kunne lande den politiske dimension af historien. Og alt det lod jeg mig forvirre af. Jeg blev overambitiøs og troede, at jeg skulle retfærdiggøre de gode anmeldelser af første bind ved at lave bind to endnu bedre.
– Ingen vidste, hvem jeg var, da jeg lavede bind 1. Selvfølgelig var det motiverende at få en kontrakt og vide, at tegneserien ville udkomme; men der var også en kæmpe ro i ikke at skulle forholde sig til andet end den historie, jeg gerne ville fortælle.
Side fra bind 3, “Lægen”
– I sidste ende lærte jeg af arbejdet med bind 2, for eksempel pressede jeg mig selv til at blive en dygtigere tegner. Men undervejs glemte jeg, hvad der gjorde første bind godt. Jeg måtte en hel masse igennem for at genvinde respekten for historiens kerne: I morgen bliver bedre skulle ikke være House of Cards eller Succession, selvom jeg elsker den slags historier; den skulle handle om relationen mellem de tre hovedpersoner og magtbalancen, der hele tiden forrykker sig. Den skulle være en intim græsk tragedie.
– Nå ja, og så ville jeg også gerne kunne forklare 22-årige Karoline, at der er andet i livet, og at hun fortjener at have det godt. Jeg har en manisk personlighed og blev totalt opslugt af arbejdet; I morgen bliver bedre er et monument over min mani!
Så hvornår lærte du at slappe af?
– For to dage siden, ha ha.
I al den tid, jeg har lavet tegneserier, korte og lange, har jeg kun efterladt én ufærdig.
Omslag til “Usete steder”, der samler en række korte serier
Hvor mange gange i processen havde du lyst til at give op?
– Aldrig. Jeg har været ked af det, overvældet og frustreret, men jeg har aldrig haft lyst til at give op. Jeg skrev starten og slutningen samtidig, og det hjalp, tror jeg: Historien var sat på skinner. Der kunne opstå signalfejl og det kunne blive nødvendigt at vende tilbage til sidste stop, men endestationen var kendt.
– I al den tid, jeg har lavet tegneserier, korte og lange, har jeg kun efterladt én ufærdig. Det er min force, tror jeg: Når jeg først går i gang, er jeg fuldstændig sikker på projektet. Jeg er ikke sådan én, der er optaget af proces og eksperimenter, jeg går op i at lave noget færdigt. Det er også en ulempe, for på dén måde lærer jeg ikke ved at prøve en masse vilde ting af. Men sådan er det. Jeg gider ikke træne, jeg vil kun spille kamp!
Side fra bind 1, “Kongen”
Alligevel har du udviklet dig meget som tegner siden første bind.
– Det er jeg enig i. Folk roser mig ofte for at holde stilen ret konsistent, men jeg kan sagtens se forskel. For eksempel tegnede jeg en hel masse streger i ansigterne på mine figurer i første bind, og det fik teenagerne Christian og Caroline Mathilde til at se meget ældre ud, end de var. I bind 2 stoppede jeg med det, så der ser alle yngre ud, selvom de faktisk er ældre.
Apropos figurerne, så tegner du Caroline Mathilde og Christian 7 ret nådesløst – hun er rundhovedet med underbid, han har det her smalle kranieansigt. Men Struensee er betydeligt pænere end på malerierne?
– Ja, det har hele tiden været en kæphest for mig ikke at forskønne figurerne – det gør alt for meget historisk fiktion, synes jeg. Men lige hvad Struensee angik, så kunne jeg ikke rigtigt ramme ham ved at kigge på malerierne, så jeg endte med at basere ham på et mentalt billede, jeg havde af et enkelt, ikke så vellignende portræt. Så han endte med at blive sådan lidt ruggedly handsome. Pinligt!
Som ung tegner havde jeg svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle bruge 12 gange så lang tid på at tegne alt det kedelige i baggrunden, når folk alligevel mest kigger på figurerne.
Miljøskildringerne blev også langt mere helstøbte allerede i bind 2. Øvede du dig på at tegne bygninger og så videre mellem bind 1 og 2?
– Nej, for igen: Jeg gider ikke øve mig. Men jeg begyndte at prioritere det. Som ung tegner havde jeg svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle bruge 12 gange så lang tid på at tegne alt det kedelige i baggrunden, når folk alligevel mest kigger på figurerne. Men det tager bare fucking lang tid at tegne alle vinduerne i en bygning fra 1700-tallet, og hvis man ikke gør sig umage, bliver det ikke godt.
Du har også udviklet dig som billedfortæller, synes jeg: Bind 3 har langt flere ordløse passager, hvor billederne bærer fortællingen, end bind 1 havde.
– Det har jeg aldrig tænkt over, men du har nok ret. På et tidspunkt talte jeg siderne uden dialog i bind 3, og der var 80! Det er meget. Jeg har altid været optaget af at skære så meget dialog fra som overhovedet muligt, men jeg er nok blevet gladere og gladere for show don’t tell med årene. Det handler også om at få mere selvtillid som billedfortæller, tænker jeg.
Jeg har altid hadet, når figurer forklarer hinanden ting, de godt ved i forvejen.
Hvert bind i serien centrerer en af de tre hovedfigur, og i bind 3 er Struensee omdrejningspunktet. Men fortælleren er hele vejen igennem Caroline Mathilde, hvorfor det?
– Engang var der en version af manus, hvor hele historien fortælles gennem en samtale mellem Struensee og fængselspræsten, kort før hans henrettelse. Men det virkede slet ikke. Jeg har altid hadet, når figurer forklarer hinanden ting, de godt ved i forvejen; jeg havde brug for en udenforstående fortæller, der kunne forklare den historiske kontekst i datidens Danmark.
– Samtidig var Caroline Mathilde på tronen allerede før Struensee ankom, og hun overlevede ham også. Så hun har det bedste udsyn som fortæller. Når jeg så samtidig tillod mig at springe væk fra hendes synsvinkel og vise ting, hun ikke var med til – for eksempel Christians store udlandsrejse i bind 2 – så havde jeg frit spillerum.
– Det var aldrig meningen, at Caroline Mathilde skulle være hovedpersonen, bare fordi hun er fortælleren. Men i praksis farvede hendes perspektiv selvfølgelig det hele.
Side fra bind 3, “Lægen”
I bind 1 og 2 giver du ret klare bud på, hvorfor kongen og dronningen er, som de er – og gør, som de gør. Men Struensee ser vi mere udefra?
– Ja, han er en gåde. Jeg har aldrig læst et historisk værk, som har kunnet forklare ham tilfredsstillende. Især er det svært at forstå, hvorfor han havde så travlt med sine reformer: Hvorfor forstod han ikke, at folk ville blive sure? Jeg prøvede alt muligt i forhold til at skildre nogle af hans mere skæbnesvangre valg, men i sidste ende fungerede det bedst at lade dem være et mysterium.
Mit dogme har altid været, at jeg aldrig ændrer på fakta … Det er de historiske figurers følelser og motivationer, jeg fortolker på.
Hvordan har faghistorikere reageret på din fortolkning af historien?
– Det spørger folk altid om! Jeg har ikke fået noget kritik, tværtimod har jeg hørt fra folk, der er mega vidende om perioden, at de synes, det er er fedt værk. Men mit dogme har også altid været, at jeg aldrig ændrer på fakta – hvilke politiske reformer, der blev gennemført hvornår, for eksempel. Det er de historiske figurers følelser og motivationer, jeg fortolker på, og de vil jo altid være åbne for fortolkning.
– Noget kan vi se ret tydeligt i kilderne, for eksempel at Caroline Mathilde elskede Struensee. Da kupmagere tvang hende til at forlade Kronborg, havde hun kun to ting med sig: Sin spæde datter og en snusdåse med et portræt af Struensee på. Det er sådan nogle detaljer, der stadig kan ramme én lige i hjertet her 250 år senere.
Hvordan føles det at være færdig?
– Mærkeligt! Det var meget vemodigt at tegne sidste scene med Christian og vide, at jeg aldrig kom til at fortælle hans historie igen. Min hjerne har været i de kongelige gemakker i 13 år, hele tiden på udkig efter idéer til scener, jeg skulle tegne fem år senere.
Hvad bliver det næste, du kaster dig over?
– Ja, det er jo det store spørgsmål. Nu skal jeg til at tænke strategi igen! Jeg vil gerne lave noget helt andet – noget smalt og mærkeligt i sort/hvid – og vise, at jeg også kan det. Og så har jeg allerede en idé til en ny stor serie. Den handler selvfølgelig om en stor dansk mand! Suk!
Fra “Lægen”. Det nederste billede låner frit fra den tyske romantiker Caspar David Friedrichs maleri “Zwei Männer in Betrachtung des Mondes” (1819-1820)
