Dansk tegneseriehistorie, del 1: Striberne

Dansk tegneseriehistorie for begyndere. I tre artikler gennemgår Erik Barkman og Kristian Bang Larsen de danske tegneseriers historie. Vi starter med avisernes stribeserier og den første store danske tegneserieskaber: Storm P.

7. marts 1913 debuterede De tre smaa mænd og Nummermanden i tidsskriftet Verden og vi. Den anarkistiske stribeserie om tre kuglerunde ballademagere i tophatte, signeret af multikunstneren Robert Storm Petersen, ville senere gå over i historien som den første danske tegneserie.

Det var den bare ikke. Langt fra, faktisk.

Fire år før, i 1909, startede for eksempel Kaspar, en serie helsides-striber af Th. Iversen om en rod omkring de syv-otte år. Med afvæbnende ærlighed forsynede Iversen første stribe med en fodnote: ”Tegneren har ønsket anført, at denne og følgende ’Kaspar-serier’ er bearbejdelser af amerikanske idéer.”

Uanset inspirationen fra USA var Kaspar umiskendeligt en tegneserie, med talebobler og fartstreger og hele balladen. Og den var tegnet af en dansker i Danmark.

Alligevel huskes De tre smaa mænd og Nummermanden som den første danske tegneserie. Den markerede tegneserieformens endelige gennembrud i Danmark og affyrede samtidig startskuddet til en egentlig dansk tegneserietradition – præget af en lun og anarkistisk humor og en optagethed af danskernes kultur, historie og samfund.

Folkets multikunstner

Robert Storm Petersen blev født 1882 i København, søn af en slagter og en bager. Hans barndom var præget af store drømme og små oprør, som da han organiserede en elev-strejke i solidaritet med en uretfærdigt behandlet klassekammerat – og blev smidt ud af skolen.

Som 14-årig kom han i lære i sin fars slagterbutik, men han havde andre aspirationer end sine forældres borgerlige livsstil: Petersen studerede billedkunst i sin fritid, særligt inspireret af norske Edvard Munchs ekspressionistiske malerier, og lavede det selvpublicerede satiretidsskrift Oncle Sam med to venner.

Sideløbende arbejdede han som skuespiller. Han fik roller i farcer og lystspil på de københavnske teatre og i filmstudierne hos Nordisk Film Kompagni, en af datidens helt store spillere på det spirende internationale filmmarked.

De tre små mænd og Nummermanden, som altså debuterede i 1913, var multikunstnerens bud på en american style stribeserie, inspireret af de små djævlebørn i The Katzenjammer Kids og den velmenende vagabond Happy Hooligans ustyrlige nevøer. Den løb i ti år, hvorefter den blev genoptaget jævnligt helt op i 1940erne.

En mand og hans pingvin

Storm Ps næste stribeserie blev hans skæbne: Peter og Ping, lanceret i 1922, blev verdenskendt i Danmark og en overraskende eksportsucces i Vesteuropa, USA og sågar Sovjetunionen.

Seriens tætbyggede hovedperson er et slags selvportræt, en cigarrygende flanør i bowlerhat.

Længe før Jerry Seinfeld og Larry David pitchede ”a show about nothing” til forvirrede tv-chefer, tegnede Storm P en tegneserie om ingenting: Med pingvinen Ping ved sin side stødte Peter ind i mærkværdige mennesker, funderede over livets paradokser og udvekslede godmodige drillerier med sine omgivelser.

Seriens humor er overvejende dialogbåret, centreret omkring sproglige finurligheder.

Som i striben dateret 12. juli 1932, hvor Peter kommer på besøg hos Ping og overrækker ham en indpakket flaske som værtsgave. ”Hvad har du dér, Peter?” spørger pingvinen. ”Åh, det er ingenting!” replicerer levemanden. Ping går ud i køkkenet for at stille flasken fra sig.

”Hvad var det, der gik i stykker?” spørger Peter, da hans ven kommer tilbage. ”Åh, det var ingenting!” svarer Ping – til den glade givers fortørnelse.

Det samme ord, ”ingenting”, først udtryk for (falsk) beskedenhed, kommer i en anden sammenhæng til at klinge af utaknemmelighed. Det var her, i mellemrummet mellem bogstavelig og kontekstuel betydning, at Storm P fandt mange af sine punchlines.

Som De tre små mænd og Nummermanden spejlede Peter og Ping tidens amerikanske avisstriber.

Ingen af de to hovedfigurer havde arbejdsgivere, partnere eller børn. Som hovedpersonerne i fx Bud Fishers megasucces Mutt and Jeff var de frie agenter i tidens nye, urbane virkelighed. Men hvor de amerikanske serier kunne være kyniske – som i Mutt and Jeff-striben fra 1914, hvor Mutt giver Jeff et blåt øje i første billede, fordi ”jeg slår dig jo alligevel til sidst, så jeg kan lige så godt få det overstået” – så er Peter og Ping et par fredsommelige drillepinde.

Gør det dem særligt danske? Det kunne og kan mange danskere godt lide at tro. Peter og Ping kodificerede dén danske selvforståelse i tegneserieform – og fik en enorm folkelig gennemslagskraft.

Striber efter Storm

Peter og Pings succes foregreb lanceringen af en række danske stribeserier om moderne storbyliv. Som Helge Halls Nullerten, en serie scener fra en sporvogn i København, Axel Ingvar Johansens Magasin Madsen, om livet i et stort tøjmagasin, og Arne Ungermanns Hanne Hansen, der fulgte en stuepige i et overklassehjem.

Særligt sidstnævnte står tilbage som en klassiker i kraft af Ungermanns elegante streg og sociale engagement.

I én stribe hundser husets frue skånselsløst med Hanne: ”De er en doven dulle,” skælder hun. Et par society-skribenter har meldt deres ankomst, og huset skal være skinnende rent. Sidste billede viser artiklen, som kom ud af journalisternes besøg – ”’Vi er nærmest som to pjankede veninder’, siger Fru Olsen om sin husalf og sig selv.”

Anden verdenskrig gik til gengæld nærmest sporløst hen over de danske tegneserier.

Tegner Holger Philipsen var stort set alene om at stikke til besættelsesmagten i Carlt, en hyperkinetisk stribeserie om et dovent cykelbud – tænk Vakse Viggo i København. Mest dristig er striben, hvor tyskerne subtilt sidestilles med dårlige tænder, der ”alle skal ud”.

***

 Tavse kosmopolitter

Eksportsucceser er undtagelsen, der bekræfter reglen i den danske tegneseries historie. Men Peter og Pings usandsynlige internationale succes – usandsynlig, fordi seriens humor var så dialogbåret – banede vejen for en lille håndfuld striber, der ikke behøvede nogen oversættelse.

Henning Dahl Mikkelsens ordløse Ferd’nand, lanceret 1937, blev efter krigen så stor en succes i USA, at tegneren flyttede dertil. Hans nye vennekreds inkluderede den legendariske Anders And-tegner Carl Barks.

Senere, i start-halvtredserne, lancerede Jørgen Mogensen og Cosper Cornelius deres stribeserie om Alfredo, en kikset forfører. På sit kommercielle zenit gik den i over 100 aviser i Europa og USA.

Mest kunstnerisk interessant var nok kommunisten Herluf Bidstrup, hvis virtuose pantomimeserier fra 1936 gjorde først godmodigt og siden mere hårdkogt socialistisk grin med tidens tendenser og autoriteter. Bidstrups elegant tegnede og fortalte ensides-striber gjorde ham særligt berømt i Østtyskland, Sovjetunionen og Kina.

***

Episke eventyr på afbud

På mange måder var verdenskrigen faktisk en gevinst for datidens danske tegneserietegnere.

Da britiske eventyrserier som Rob the Rover i start-fyrrerne måtte opgive at udkomme på grund af papirmangel, hyrede danske ugeblade lokale tegnere til at fortsætte de importerede serier. Bedst af datidens ”episke serier” – fortsatte historier fortalt én eller to sider ad gangen i aviser og tidsskrifter – var nok Harry Nielsens udgave af netop Rob the Rover (på dansk: Willy på eventyr) med sine luksuøse pangfarver, dramatiske chiaroscuro og eksotiske locations.

Desværre er den ikke ældet med ynde: Figurtegningerne er stive, fortælleformen bedaget – med teksten under billederne – og verdenssynet kolonialistisk.

Særligt danske i tematik eller miljø var de vikarierende serier heller ikke. Det var til gengæld reklametegner Willy Nielsens Egene, der udkom 1948-1961 og udspillede sig i en vagt defineret dansk urtid. Serien regnes i dag for den bedste af sin art, en lokal pendant til Prins Valiant; men sammenligningen med Hal Fosters udødelige klassiker flatterer ikke Nielsens passionsprojekt.

Polkaprikker og pandekager

Mest sejlivet af de nye ”episke serier” var Vilhelm og Carla Nielsens børneserie Rasmus Klump. Eller Pretzi, som den kom til at hedde i mange af de udenlandske tidsskrifter, der tog imod bamsebjørnen med åbne arme.

I centrum for seriens begivenheder står den pandekage-elskende Rasmus Klump med de polkaprikkede bukser, borger i et samfund af talende, godmodige dyr. Her er alt muligt, når bare man løfter i flok, fx i den første bogsamling Rasmus Klump bygger skib: Klump finder et skibsrat, og det starter et byggeprojekt, som efter en hel masse stumfilmskomik og hjælpeaktioner fra vennerne kulminerer i et sødygtigt sejlskib.

”Farvel, farvel, og tak for jeres gode hjælp,” råber Klump fra skibet, da han og vennerne lægger fra land. ”Vi kommer snart igen, vi skal bare en tur omkring jorden.”

Reklametegner Vilhelm Nielsen og hans hustru Clara var over 50, da de lancerede Rasmus Klump, men serien var og er forunderligt tidløs. Den har sin helt egen, lave puls og et smittende lyst verdenssyn. I én sekvens af bygger skib fælder vores helte et træ, der vælter ned i Fisker Gris’ stråtag og totalskader det: ”Hvis det sker igen, kan det godt være, jeg bliver vred!” advarer grisen.

Og så hjælper han Klump og kompagni med at slæbe træstammen ned til stranden, hvor skibsbyggeriet tager form.

***
Fordansket and

Anders And & Co. blev lanceret i Danmark 1. marts 1949. Bladet bragte månedligt Disney-tegneserier fra USA, men da det i 1959 overgik til at udkomme ugentligt, måtte den danske forlægger Egmont selv smøge ærmerne op.

I en årrække blev 40% af alle Disney-tegneserier i verden produceret af Egmont, og en række danskere bidrog til arbejdet, mest markant tegner Flemming Andersen.

Anders And var og er det bedst sælgende tegneseriemagasin i Danmark, og i løbet af dets lange historie har landets medier bragt mange think pieces om, hvordan vi danskere ser vores nationale mindreværdskompleks spejlet i den evigt uheldige og underkendte ands skæbne.

Men der gik årtier efter lanceringen af Anders And, før inspirationen fra USA udmøntede sig i væsentlige danske funny animal-tegneserier – fx den polerede og velfortalte serie om drageklanen Familien Gnuff (18 album, 1986-2013) af Freddy Milton, der faktisk startede karrieren som Anders And-tegner, eller Mårdøn Smets serie om den okkulte rævedetektiv Hieronymus Borsch.

***

Exodus til forstæderne

Efter krigen flyttede de humoristiske stribeserier med danskerne i parcelhus.

Helge Halls Hans og Grethe var blandt pionererne, og Kaj Engholms vildt populære Far til fire – om en enlig far og hans kvartet af rollinger – dannede afsæt for en tilsyneladende endeløs serie familiefilm: Nummer 20 havde premiere i biograferne 2020.

Men det var Jørgen Mogensens Poeten og Lillemor, der indvarslede den danske stribes fremtid som samtidssatire.

Serien løb fra 1950 til 2003, men kernefamilien – en poet, hans smukke hustru og deres viljestærke datter – blev ikke en dag ældre efter 1955. De var konstanter, som blev udsat for skiftende tiders variabler: Feminisme, ungdomsoprør og materialisme; TV, lommeregnere og mikrobølgeovne.

I en typisk stribe fra slut-tresserne bliver poeten først irettesat af en ældre medborger: ”I unge er holdningsløse, usoignerede, uopdragne og uden rygrad.” Straks efter kalder naboens datter ham reaktionær, autoritetstro og stivnakket. ”Lillemor,” klager han til sin hustru, ”det er gået op for mig, at jeg er midaldrende.”

Dét var positionen, Mogensen lod sine figurer tale fra: Midtpunktet mellem tidens yderpoler. Herfra kunne tegneren gøre grin med alle, men på en varm, forsonlig måde.

Den store danske striberoman

Efter et par årtier med begrænsede nybrud oplevede danske stribeserier en sen opblomstring i 1980erne.

Højdepunkter inkluderede Egoland af Ivar Gjørup, hvor den selvudråbte gud Divus Madsen kommenterede på tidens tendenser fra en psykiatrisk anstalt, og Nikoline Werdelins Café, som indkapslede firsernes materialisme i stribeform. I 1990erne fulgte Strid, hvor tegner Jakob Martin Strid – i dag en storsælgende børnebogsforfatter – lod sin avatar være vært for en slags tegnet sketchshow, der sendte krasse satiriske stikpiller i alle retninger.

Den dag i dag nægter den danske stribeserie at stagnere. Så sent som i 2022 startede Lars Kramhøft Byens lys, en glimrende, Doonesbury-inspireret saga om en selvbevidst ung forfatterspire i København.

Men bedst af alle de sene stribeserier er Nikoline Werdelins Homo Metropolis, som løb fra 1994 til 2013. Striben har intet fast persongalleri, men skildrer danske hverdagsskæbner i humoristisk kortform: Vi møder den midaldrende mand, der skal på kursus for at genfinde sin maskulinitet efter en skilsmisse; teenagemoren, som er besat af at blive internetkendt; de alkoholiserede forældre, som drømmer om at blive genforenede med deres voksne børn – og alle mulige andre skæve typer, som Werdelin skildrer med klarsynet empati.

Homo Metropolis er den litterære stribeseries ultimative form; den store danske samtidsroman, fortalt tre-fire billeder ad gangen.

 

Mere i samme serie:

Dansk Tegnseriequiz

---