Skolen for livet
Simon Petersens nye, autofiktive tegneserie Skolen for livet kalder vores dages undervisningssektor til eksamen. Vil den bestå eller dumpe med et brag?
Vis mig en rutineret underviser på en folkeskole eller ungdomsuddannelse, og jeg skal vise dig en person med hård hud, en veludviklet bullshit-detektor og en masse vilde oplevelser i bagagen.
For få skal gennem deres typiske arbejdsdag være så omstillingsparate, så forudseende, så empatiske og så villige til at investere sig selv, som undervisere er.
Man kan nok vanskeligt forstå, hvor komplekst og udfordrende jobbet kan være, før man selv har været på gulvet, foran tavlen og forsøgt at proppe læring ind i hovedet på andre.
Det er et vildt job, som kalder på respekt og anerkendelse. Så meget desto mere glædeligt er det, at Simon Petersen nu giver de uindviede et råt for usødet og underholdende indblik i livet i klasselokalet og på lærerværelset i sin nye tegneserie Skolen for livet.
’En tegneserieberetning fra fronlinjen’ skriver udgiveren Eudor i pressematerialet, og krigsmetaforen er meget rammende.
Undervisere står ofte for skud i den offentlige debat eller hos elever og forældre. Nogle gange berettiget, andre gang alt for letkøbt og uden at kritikerne har tanke på alt det, der kan tynge undervisningen.
Det kunne f.eks. være social slagside, teenage-sårbarhed, -uvidenhed -og ugidelighed, for store klassestørrelser, en umulig og urealistisk læreplan, der skal nås på for kort tid, skolens pressede økonomi & taxameterspekulation eller en forberedelsestid under pres, der mere fordrer genbrug end nytænkning hos den enkelte lærer. Og jeg kunne nævne meget mere!
Det interessante ved Simon Petersens tegneserie er, at han får vævet alt dette og mere til ind i sin personlige beretning om at slå ind på lærergerningen via FGU – den forberedende grunduddannelse for unge under 25, der siden 2019 har haft opgaven med at gøre en broget gruppe unge klar til en ungdomsuddannelse eller arbejdsmarkedet.
Simon har altså aftjent værnepligt som rutineret underviser og får med Skolen for livet omsat sine erfaringer og erkendelser i en tegneserie, der viser skolehverdagen fra sin ofte mest (tragi)komiske og kaotiske side.
Han skildrer et miljø, hvor de mest absurde elev- og lærertyper og situationer kan forekomme – og jævnligt gør det.
Mere end én gang under læsningen mindede Skolen for livet mig om en tegneserie-pendant til gymnasielærer Palle Reimanns roman Ned på fuld tid. Den kaster også et underholdende blik på lærerhverdagen, elever, kollegaer og ledelse – og ikke mindst lærer-hovedpersonens egne mangler, fordomme og blinde vinkler.
Jeg har glædet mig til Skolen for livet. Både fordi jeg syntes Simon Petersens foregående udgivelse Punk Life Crisis var ret sjov og vellykket. Men også fordi han dér over få sider tog forskud på skolevinklen med et par skægge situationer fra lærerværelset.
Spørgsmålet er så om det holder til en hel fortælling?
Det vil jeg mene.
Dels fortæller Simon veloplagt fra et miljø, der rummer nok komiske og underlige optrin til at fylde op til flere udgivelser, dels introducerer han også et parallelt spor, der kredser om knas i parforholdet og børn eller ej-problematikken.
Gnidningerne med kæresten er en god modvægt til alt det, der kun har med skolen og undervisningen at gøre.
I en sammenligning med den mere all out-komiske og groteske Punk Life Crisis har Skolen for livet en mere seriøs, eftertænksom grundtone end jeg havde forventet. Bestemt en spændende retning, som viser en anden side af Simon Petersen.
Personlig indignation på skolesystemets og elevernes vegne titter frem i ny og næ. Her er noget på hjerte og pointer i spil, der kradser dybere end i Punk Life Crisis – som måske så til gengæld lagde op til flere løsslupne grin.
Visuelt er Skolen for livet i direkte forlængelse af Punk Life Crisis og Simons efterhånden legendariske con-rapporter.
Stregen er løs, grov og karikeret, grænsende til simpelt skitseret, men stadig meget udtryksfuld. Det er håndholdt, skramlet DIY-tegneserie for fuld skrue, komplet med håndtekstede talebobler og tegnede mennesker, hvis proportioner ikke altid er lige i skabet.
Om man synes om stregen, er nok en smagssag. For mig at se giver den noget personlighed, der fint matcher Simon Petersens autofiktion med sig selv som tegnet hovedperson. Undervejs leger han ofte med sideopbygning og forskellige perspektiver. Det giver masser af dynamik til siderne.
I modsætning til forgængeren får tegningerne nu også ekstra liv af at være fuldt farvelagt.
Uden at der skal gå et ønske om total socialrealisme i den, er det fedt at opleve en dansk tegneserie, der så direkte og ufortrødent tager afsæt i et stykke hverdags-Danmark.
Historien er måske nok delvist selvoplevet, men også relaterbar for de fleste. Har vi ikke alle siddet på skolebænken og været underlagt undervisning på godt og ondt? Sukket over livstrætte lærere, der ikke orker eller magter at møde eleverne, hvor de er? Eller omvendt følt magien, når lærer og elever er i sync om stoffet, og læreren gør en markant forskel hos den enkelte elev?
Uanset om man blot har været elev eller ligefrem har undervist andre, tror jeg alle kan få noget ud af at læse Skolen for livet. Den tager veloplagt livtag med vigtige emner. I første omgang spejler man sig nok i undervisningens op- og nedture og morer sig over de genkendelige eller syrede situationer. I anden ombæring melder eftertænksomheden sig.
For Skolen for livet prikker til nogle vigtige problematikker om undervisningssektorens rolle og status i et større, samfundsmæssigt perspektiv. Tak for det!
