På sporet af Steen & Stoffer
Ny bog fortæller historien om den dybt private tegner bag Steen & Stoffer og tegneserierne, der inspirerede ham. Det er en lækkerbisken af et kig bag gardinet.
De fleste har et forhold til Steen & Stoffer. Jeg tror ikke jeg kender nogen i den læsemodne alder, som ikke ved hvem de to er, eller hvordan de ser ud. Jeg er selv vokset op med tegneserierne nærmest som led i en dannelse, opdragelse og styrkelse af karakteren. Jeg havde en T- shirt med Steen i forvredne grimasser, som i mange år var min yndlings T-shirt, indtil den blev gennemhullet af slid og nok slutteligt brugt til at tørre olie af en cykelkæde eller noget. Sidste år døde vores gamle kat, Ruth, og da vi skulle finde et plaster på såret, blev det i form af to sorte skarnskillinger, som fik navnene Steen og Stoffer.
Anmelderens katte: Steen og Stoffer
Bill Wattersons formidable striber om en dreng og hans tøjtiger er sunket ind i vores allesammens populærkultur – og blevet der. På trods af (eller måske i kraft af) at forfatteren selv ikke har villet frigive universet til film eller merchandise, har de små korte historier haft så tidløs en karakter, at vi stadig interesserer os for dem den dag i dag. Jeg håber aldrig jeg kommer til at skulle redegøre for Watterson himself, hvor glad jeg var for min åbenbart bootlegede T-shirt, men i disse dage med digitalt kopieret dynd så langt øjet rækker forstår jeg hans standpunkt helt ind i knoglerne.
Myten Bill
Der hviler en form for mytisk tåge omkring Bill Watterson. Han tegnede sine avisstriber om Steen og Stoffer i 10 år fra 1985 til 1995, hvorefter han gjorde hvad han kunne for at fjerne sig fra den populærkultur, hans værk var blevet en del af. Hvem var han? Hvorfor stoppede han? Hvorfor denne tåge omkring ham? Da jeg fik muligheden for at anmelde På sporet af Steen & Stoffer, og dermed måske få svar på nogle af de mange spørgsmål, slog jeg straks til.
På sporet af Steen & Stoffer – Den store bog om Bill Watterson, drengen og tøjtigeren er ikke en tegneserie. Bogen er som udgangspunkt udarbejdet til at være udstillingskatalog til en udstilling – ‘Exploring Calvin and Hobbes’ – på det forskningsbibliotek i Ohio, som Bill Watterson donerede alle de originale striber til i 2005.
Bogens absolut største tyngde ligger i et mere end 30 sider langt interview med den ellers svært tilgængelige forfatter. Herefter følger et afsnit med uddrag af forskellige værker, der har inspireret Bill Watterson, en gennemgang af hans foretrukne tegneredskaber samt et kort indblik i striberne, der gik forud for Steen & Stoffer. Bogens sidste tredjedel består af udvalgte striber opdelt i kategorier som figurer, årstider, påfund og meningen med livet, og viser striberne, som de ligger opbevaret på The Billy Ireland Cartoon Library & Museum i Ohio, uperfekte med blyantstreger og slettelak og al den slags herligheder.
Som den snedige læser nok har gennemskuet, er jeg ikke upartisk. Dette bliver ikke en diskussion om, hvor vidt Steen & Stoffer er godt eller skidt. Jeg vil mene, at hvis man ikke tidligere har læst serien i sin rene form, er det ikke her man skal starte. Der vil jeg anbefale de 11 samlinger, der er udgivet, så man kan hengive sig til historierne og karaktererne uden forstyrrelser og faktabokse. Men når man så har gjort det… oh boy… så venter der en sand lækkerbisken af et kig bagved gardinet i På sporet af Steen & Stoffer.
Proces
Som kreativ udøver kan man interessere sig lige så meget (måske mere) for vejen mod det færdige værk som for værket selv. Hvad enten man tegner tegneserier, ompolstrer gamle møbler eller klippeklistrer store søslag af tomme toiletrullerør, kigger man tilbage mod tidligere tegneserietegnere, møbelpolstrere og toiletrulle-søslags-entusiaster for at lære af deres metoder og processer. Bill Watterson fremhæver selv i det lange interview det ironiske i at bruge utallige timer på at producere noget, som folk læser på få sekunder. Det magiske, der sker, når processen pludselig bliver synlig i værket, f.eks. i form af tidligere skitsestreger og svipsere skjult af slettelak, er at blikket helt automatisk hviler lige lidt længere. Man går i find-fem-fejl mode, og undersøger tegninger og streger, man ellers bare ville tage for givet.
På sporet af Steen & Stoffer er et indblik i processen forud for værket. Proces på den store bane: hvad og hvem er tegneserien formet af? Og proces i mindre størrelsesforhold: hvilken tusch brugte han til hvad? Efter min mening fortæller processen meget mere om skaberen, end det færdige værk gør. Når arkæologer udgraver potteskår, kigger de også på hele potteskåret. Dets molekylære sammensætning, hvor leret kommer fra, om potten har indeholdt gryn eller honning, eller om en letsindig forhistorisk pottemager har efterladt et fingeraftryk eller to.
Interessen for tings tilblivelse er lige så ældgammel som tings tilblivelse, og hvad nysgerrigheden udspringer fra er endnu en kilde til nysgerrighed. I en moderne verden, hvor vi kollektivt afkobler os fra how the sausage is made, køber hakkekød uden ansigt svøbt i cellofan, smider fast fashion ud i stedet for at lappe huller, og lader os spise af med indholdsløse billeder tyndskidt ud af et betændt digitalt tarmsystem, er det enormt forfriskende at kunne bladre sig igennem sider og atter sider tydeligvis produceret af hænder med masser af tanke bag.
Steen & Stoffer er, som tidligere nævnt, blevet en del af vores fælles referenceramme. Når noget er godt, rigtig godt, modstår det tidens tand og bliver bare ved med at virke. Bill Watterson brugte rigtig nok timer på at producere noget, der kan læses på få sekunder. Men det rigtige regnestykke ligger jo i at lægge alle vores fælles sekunder sammen. De sekunder, millioner af mennesker har brugt på at læse og genlæse hans striber, har helt sikkert for længst overhalet produktionstimerne indenom. Sikkert er det i hvert fald, at tegneren tegnede i 10 år – læserne har, ind til videre, læst i 40.
99999
Jeg har valgt at give På sporet af Steen & Stoffer – Den store bog om Bill Watterson, drengen og tøjtigeren fem ud af seks 9-taller. Grunden til, at den ikke får samtlige seks 9-taller bunder nok mest i, at jeg er af den gamle skole – fra dengang, der var en 13-skala. På tolv-trins-skalaen kunne bogen såmænd sagtens have scoret topkarakter, men der skal være, synes jeg, et øverste trin til det helt uovertrufne og ufejlbarlige.
På sporet af Steen & Stoffer er god, rigtig god! Ud over et lidt tørt forord er den bare gaven, der bliver ved med at give. Det teksttunge interview får lov at stå som den korrespondance det er, uden kommentarer eller tolkninger fra intervieweren. Det efterlader et billede af en lidt kynisk og småtrodsig, men også uhøjtidelig og selvironisk Bill Watterson, til hvem man sagtens kan relatere. En mand, som er stolt af sit værk, men nu altså laver noget andet.
Og just som man tænker ”oh, sikke mange spændende referencer der bliver nævnt! Dem må jeg have undersøgt” folder selv samme referencer sig ud for øjnene af en. Bogen serverer det hele på et sølvfad i logisk og behagelig rækkefølge akkompagneret af små bittersøde kommentarer fra Bill Watterson selv.
Der er taget en beslutning om, at alle de endelige Steen & Stoffer-striber har skullet oversættes til dansk. Tidligere striber, dem fra andre tegnere/inspirationskilder, samt Bill Wattersons egne – inklusiv de allerførste, ‘uofficielle’ striber, hvor Steen hed Marvin i stedet for Calvin og havde langt pandehår, der dækkede hans øjne – er gengivet på originalsproget. De er tro mod det udgangspunkt, at tegneserien fremstår som uredigerede scanninger af museets originaler. Her har man valgt at skrive danske oversættelser i margen ved siden af striberne, i stedet for at erstatte den oprindelige tekst. Det fungerer glimrende.
Man kan sagtens argumentere for den danske oversættelse. De fleste af os er trods alt på fornavn med Steen og Stoffer frem for deres fødenavne Calvin og Hobbes. Men jeg synes alligevel, det bryder lidt med formen på værket. Indblikket i den uberørte proces mudres lidt til fordel for spiseligheden. Lidt ærgerligt, synes jeg, når vi nu har set Marvin med pandehår og alle de andre ved pølsefabrikkens samlebånd.
Slutteligt, og når alt kommer til alt, er det minimalt hvad jeg kan finde på at brokke mig over i På sporet af Steen & Stoffer. Det skulle da lige være den sult, man står med ved endt gennemlæsning. Jeg vil have mere! Bogen kunne have været dobbelt så lang uden at træde nogen over tæerne. Man bliver ikke træt af at bladre igennem sjældne skitser og originaler sådan lige med det samme.
Før kendte jeg Steen og Stoffer, mine gode gamle venner. Jeg ved ikke, om jeg har fået svar på alle mine spørgsmål om myten Watterson, men det er, som om der danner sig et svagt omrids af en person i tågen: Min nye ven Bill.
