I hovedet på Sherlock Holmes - Mysteriet om den skandaløse billet
Bind 1 af I hovedet på Sherlock Holmes – Den skandaløse billet hvirvlede læseren ind i mysteriet om en række personers forsvinden i Londons East-End efter en usædvanlig forestilling. I andet bind, der nu er udkommet på dansk, er billetterne til en ny forestilling i cirkulation, og vi har fået plads på første parket …
Hvad sker der mon i hovedet på den sagnomspundne detektiv Sherlock Holmes? Det giver Cyril Lieron og Benoit Dahan, der står bag den franske serie, en forklaring på. At kunne bruge tegneseriens form til at vise mesterens indre kognitive bevægelser, der i denne historie oftest er henlagt til et blåtfarvet loftskammer med adskillige gemmer, er da også ifølge forfatterne selv denne series raison d’etre. Det var spændende at følge i det første bind, men her i bind to er det næsten endnu bedre.
Tempoet er i den anden halvdel af historien sat gevaldigt op. Gennem bygninger, over brosten og tage går det, og vi får serveret flot tegnede forfølgelsesscener og ikke mindst nævekampe mellem vore helte og den forbrydergruppe, hvis gerninger og identitet langsomt optrævles og mere og mere peger i retning af en konflikt i det britiske imperiums fortid. Måske lidt anakronistisk, når der i en af Sherlocks sidste sætninger i tegneserien rettes en slet skjult og meget moderne kritik af den vestlige (og britiske) fremgangsmåde i verden. Vi får også udbygget persongalleriet i andet bind og møder i hvert fald én gammel kending. Alt sammen er det yderst spændende opbygget lige til det sidste. Ligesom med tegningerne er der tænkt over historien, og hvordan hemmeligheden bag de skandaløse billetter og deres brug i forbrydernes hemmelighedsfulde plan langsomt udfoldes og ikke mindst hele tiden samles op og forklares for den måbende Watson og for os, der måber sammen med ham.
Det historiske fokus og vægten på at opbygge en realistisk fortælling forstærkes af de mange historiske referencer til virkelige hændelser og bygninger som for eksempel Royal Albert Hall eller skibet ”The broken arrow”. På samme måde er historiske kort flere steder brugt for at forklare os, hvorhen vi bevæger os i og omkring London. Selvom det kunne lyde tørt, er det slet ikke tilfældet. Der er knald på, og alligevel har forfatterne husket en del af Sherlocks excentriske særheder undervejs. Personligt havde jeg helt glemt at han gemmer sin tobak i en gammel tøffel!
Ligesom i hjemlandet Frankrig måtte vi også herhjemme vente lidt for mange måneder på opklaringen af mysteriet om “Den skandaløse billet” i bind 2. Tegneren Benoit Dahan har i et nyligt interview til det franske magasin dBD forklaret ventetiden med det omfattende research og tegnearbejde ved netop denne udgivelse. Men det er der måske heller ikke så meget at sige til.
Der er brugt mange timer på detaljer. Ligesom i bind 1 finder vi på de stærkt gulnede sider et væld af viktorianske gader, bygninger, skibe, hestevogne og karakterer, der er klædt efter tidens trend. I de to franskmænds version af mesterdetektivens eventyr betyder ”tidens trend” 1800-tallets trend, for i modsætning til mange af de andre versioner af Holmes’ eventyr, vi efterhånden har fået serveret fra diverse popkulturelle kilder, er vi her ikke ude i en nytolkning, men rettere tilbage i det gode gamle tågede London, med alt hvad dertil hører. Ansigterne er ligesom tøjet, eller måske skulle vi her sige klæderne, furede med mange streger, der ikke bare må have gjort tegnearbejdet omsiggribende, men som bestemt også har gjort karaktererne voldsomt udtryksfulde nærmest ekspressivt stiliserede til trods for deres samtidig humoristiske fremtoning. Som omtalt i vores anmeldelse af det første bind, ser det næsten ud som om karaktererne er snittet i træ!
Design af både ”trædukker” (der er lidt Pinnochio-vibe over denne tegneserie) og kulisser synes gennemtænkt og veltilrettelagt og sidelayouts indeholder typisk rammer i alskens former og afskygninger, der afspejler handlingen.
Det sker for eksempel, når Holmes og Watson har travlt og sidens rammer pludselig danner et timeglas. Man må til stilen også bemærke de monokrome farvelægninger inden for tegneserieruderne samt stregvariation, afvigende farver for at gøre opmærksom på for eksempel en tabt billet. Ikke mindst fortæller rudernes farvekoder os om, hvilken type scene vi nu er i gang med (action er oftest orange, kognitive slutninger i Sherlocks hoved er oftest blå). En rød tråd leder læseren og Watson igennem den rette rækkefølge af Holmes´ indviklede deduktioner, så man nogle gange ligesom Watson må holde på hat, stok og briller for at kunne følge med.
Hvor er det fedt, når vi får lov at kigge igennem siderne i modlys, når vi bliver bedt om at folde en side, så vi ser, hvad det er Holmes spiller på sin violin, eller vi opdager en detalje, der ellers var godt skjult for os. Hvor er det fedt, når den røde tråd lader billedrækkefølgen ændre sig, når den ligefrem knækker og bindes sammen igen, eller når Holmes kravler fra en tegnserierude til en anden, eller rammen bliver til vor helts hoved bygget som træloft.
Lieron og Dahan har lavet et sprudlende mesterværk, der fortjener en topkarakter. De afslørede for nyligt, at de er i gang med at arbejde på et nyt album om et nyt mysterium. Dog kun i ét bind – for så skal vi nemlig ikke gå og vente så længe.
