Sunday
Ping-nomineret graphic novel om en tilfældig søndag i forfatterens fætters liv er en herligt skæv, syret og sofistikeret undtagelse fra tegneseriereglen.
Den belgiske tegneserietegner Olivier Schrauwen er en højpandet drillepind. Han laver graphic novels, der eksperimenterer flittigt med tegneseriemediet, holdt i en løs, semirealistisk streg og stiliserede hipster-farver. Men hans figurer er ind ad en kant selvhøjtidelige fjolser, hvis ikke rene klovne, som han på én gang udstiller og gør genkendelige.
Som for at holde et troldspejl op foran læseren og sige: “Se, hvor latterlig! Sådan er du også lidt, er du ikke?”
Schrauwen er fuld af løgn. Det hidtidige hovedværk Arsene Schrauwen var ifølge forfatteren selv beretningen om hans farfars ungdomsrejse til det belgisk-besatte Congo, men som fortællingen udfoldede sig, blev det mere og mere tydeligt, at sønnesøn Schrauwen som minimum havde pyntet vildt og syret på sandheden. Hans nyeste moppedreng af en graphic novel, Sunday, bruger et lignende greb: Den skildrer en søndag i Olivier Schrauwens fætters liv, som fortalt af fætteren til forfatteren.
Det fremgår i hvert fald af tegneseriens forord, og de to fætre – Olivier og Thibault – ses nu og da i samtale undervejs. Men er dén rammefortælling til at regne med? Næppe.
Efter forordet får vi en guide til, hvordan tegneserien skal læses. “At the top of each picture are Thibault’s thoughts,” forklarer Schrauwen, men: “the illustrations do not always show what Thibault is doing or seeing.” Det er også drilleri, for Sunday er lige til at læse, ingen instruktioner påkrævet. Den belgiske tegneserietegner er en billedfortæller i fuld kontrol med sine virkemidler, der elegant adskiller flashbacks fra fantastiforestillinger gennem brug af farver og stregens detaljegrad.
Men det underliggende budskab bag forordene er klart nok: Du og jeg skal lege en leg, kære læser – og det er mig, der bestemmer reglerne.
Del 1: Side 10-125
Sunday er opdelt i kapitler, der hver især dækker en lille del af Thibaults søndag. Del 2 kortlægger eksempelvis klokken 10:20 – 11:30 om formiddagen. Det siger sig selv, at på så kort tid kan der ikke nå at ske alverden, og Olivier Schrauwen har endda valgt at skildre en ret begivenhedsløs søndag i sin fætters liv: Han trisser rundt derhjemme, dagen før sin fødselsdag, og prøver forgæves at tage sig sammen til at udrette noget.
Sideløbende sker der andre, næsten lige så udramatiske ting.
Kæresten Migali er på vej hjem fra en tur til Afrika, men skal lige købe en gave til Thibault først. Naboen køber morgenbrød, mens hans kone tilbereder mad til græsenkemanden inde ved siden af; en mus jagter mad, mens den selv bliver skygget af en kat; og Thibaults fordrukne fætter Rik besøger venner og bekendte, mens han varmer op til at aflægge Thibault et uventet og uvelkomment besøg.
Men fokus er først og fremmest på vores hovedperson selv: Hans endeløse overspringshandlinger og storsludrende tankestrøm.
I Thibaults hoved sker alt og intet. Han tjekker sin mail og ser en rykker fra Antoine, en utålmodig kunde; Thibault er grafisk designer, og han skylder Antoine en skrifttype. De dårlige vibrationer fra mailen bliver siddende i ham som et genkommende refræn i tankestrømmen (“fuck you, Antoine”). Senere bruger han det meste af et karbad på at komponere en sms til kæresten for at spørge, hvornår hun kommer hjem. På et tidspunkt overvejer han, om katte har sjæle.
Imens kører James Browns Sex Machine på endeløst loop i hans hoved. “Get up ah”, bryder den ind i hans tankestrøm, “get on the scene”.
Til sidst overgiver Thibault sig, finder en video af en live-performance af sangen og forsøger at imitere Browns ikoniske spagat-dans – med katastrofale og komiske resultater. Senere på dagen forsøger han at læse en af de filosofiske bøger, han har stående på reolen: Han synes vist, de komplementerer hans elegante designerhjem, forlener ham med en aura af intellektualisme. Men at læse dem er en anden sag, og han går i stå allerede i den første sætning.
“Let us start with a look at the symbolic meanings of the mouse, as a chthonic creature and as a creature of diminutive stature,” står der.
Thibault kender ikke ordet “chthonic” og er for stolt eller doven til at slå det op – det er jeg ikke: Det betyder “underjordisk” – og i sin kamp med den ene sætning gennemgår han en episk rejse fra selvtilfreds højrøvethed til frustreret anti-intellektualisme, som siger en hel masse om, hvem Thibault egentlig er: En hedonistisk hængerøv, evigt distraheret af blinkende og skinnende ting, der ynder at iscenesætte sig selv som en rationel, sofistikeret verdensborger.
Del 2: Side 131-348
Hvis Sunday kan siges at have et plot – og hvorfor ikke? – så optræder twistet i del tre, mellem 11:30 og 13:30. Thibault overmandes af nostalgi og øltørst og sætter sig småsnaldret til at se kortfilmen, der var hans afgangsprojekt på designskolen. Det er en fjollet art house-gyser, og blandt skuespillerne finder man fætter Rik, en meget ung Migali – før hun og Thibault blev kærester – og Riks veninde Nora.
Ah, Nora.
Hun var Thibaults hvide hval, eller sådan forekommer det ham nu; han var ellevild med hende, men for akavet til for alvor at handle på følelserne. Hvad hvis hun var blevet hans i stedet for Migali? I sit sind fremmaner Thibault et parallelunivers, hvor han og Nora lever sammen i liderlig lykke: “Beklager Migali, mig og Nora passer bare bedre sammen.”
Imens mødes Rik med én, han ikke har set længe – gæt hvem: Det er Nora! De aftaler, at hun skal med over og besøge Thibault senere.
Samtidig er Migali fanget i afrikansk myldretrafik på vej til lufthavnen, musen flygter for livet fra katten og naboen drikker sig vissen i stærk belgisk øl på det lokale værtshus; det hele spidser ligesom til her i bogens anden akt. Bortset fra, at Sunday ikke er nogen treakters Hollywood-film, og Olivier Schrauwen tager sig stadig rigeligt tid til at skildre fx Thibaults overvejelser om universets historie som set fra byhusets baghave, hans forsøg på at afkode Noras Instagram-billeder som en form for kode – og hvordan han mister det venstre øjenbryn, da han prøver at lave mad af resterne i køleskabet.
Del 3: side 349 – side 470
Det er fra start til slut vittigt og groteskt og såre menneskeligt, hvad end man vil være ved sine Thibault-agtige sider eller ej.
Tegneserien er fundamentalt et visuelt medie, bedst egnet til show, don’t tell; at placere os i hovedet på fiktive figurer, midt i deres tankestrøms fossende flod, er traditionelt prosalitteraturens speciale. Men med Sunday har Olivier Schrauwen præsteret at lave en eksplicit tegneseriependant til Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, som faktisk kan bære den højpandede sammenligning, og som – det tør jeg godt sige uden at have læst mere end uddrag af Prousts monumentale klassiker – er langt sjovere.
Når det lykkes, skyldes det ikke mindst belgierens behændighed som billedfortæller.
Ved at klippe mellem Thibault i lejligheden, Rik ude i byen, naboen på baren, Migali i Afrika og alle de andre – alt imens Thibaults indre monolog kører ufortrødent videre henover billederne – skaber Schrauwen tankevækkende paralleller og grinagtige kontraster mellem fætterens tanker og forløbene på billederne. Thibault grubler over den filosofiske bogs “chthonic” mus, mens vi følger fortællingens virkelige mus. Han mindes sit ene intime møde med Nora, mens vi ser fætter Rik til koncert: Fætterens kommentarer til klaverspillet fungerer også som reaktioner på Thibaults erindringer. Og han leder efter sange på mobilen til en løbetur, mens der bliver valgt musik på jukeboksen i baren, hvor naboen drikker sig fuld.
Hvad valget falder på? James Browns Sex Machine, selvfølgelig.
Når alt det nu er sagt – når alle roserne er strøet for Schrauwens fødder – så bør det retfærdigvis nævnes, at Sunday taber en anelse damp mod slutningen. Efter introduktionen af Nora har belgieren ikke flere esser oppe i ærmet, og vi bliver heller ikke så voldsomt meget klogere på Thibault i bogens sidste tredjedel. Men slutningen, fortællingens tiende del, er så perfekt, så vidunderligt drillesyg og øretæveindbydende Schrauwen’sk, at den gør alt godt igen.
Der er ingen andre graphic novels som Sunday, og ærligt talt ville det være udmattende, hvis de alle var som den. Men det er en vidunderligt skæv, syret og sofistikeret undtagelse fra reglen, som fortjener plads på enhver eventyrlysten tegneserielæsers reol.
