Anmeldelse
Da Danmark lukkede ned 11. marts i år, flyttede en ny figur ind i StineStregens univers. En stor, nuttet og voldsomt irriterende levendegjort coronavirus. Corona 13. marts – 11. juli følger dag for dag udviklingen set fra StineStregens synsvinkel.
Den kæmpestore røde coronavirus med hænder, fødder, mund og øjne kan tale og interagere med hovedpersonen, StineStregen, aka Stine Spedsbjergs alter ego. Rent grafisk ser den sød og venlig ud, men skinnet bedrager. For ligeså nuttet den er i det ydre, ligeså djævelsk ironisk og satirisk er den med sine kommentarer til alt hvad hovedpersonen foretager sig. Nu rammer bogen ned midt i en ny nedlukning af det danske samfund, og de flestes mæthedspunkt for alt, hvad der handler om coronavirus er nok overskredet for længst. Men trænger man til lidt comic relief, et nervøst grin midt i alvoren, så er StineStregen leveringsdygtig. Og forhåbentlig kan man finde den frem igen om nogle år og mindes dengang, hvor verden var af lave.
Stine Spedsbjergs StineStregen så dagens lys tilbage i 2008 og det er næppe helt korrekt, når coronavirussen disser de første år med kommentaren: ”Kan du ikke bare vende alle de baghåndskomplimenter om, at du først er blevet god nu, selvom du har lavet StineStregen i næsten 12 år, til at så er det godt, at vi to mødte hinanden?” Den har dog unægtelig taget teten i den daglige tegning, der fungerer som en daglig stribe med fast persongalleri og enkelte rekvisitter. Corona 13. marts – 11. juli ligner langt hen ad vejen gentagelser, hvis man hurtigt bladrer den igennem, men sådan er striben jo netop. Den skal være genkendelig fra dag til dag – uge til uge. Og der har Stine i hvert fald ramt plet med introduktionen af den både fysisk og psykisk dominerende røde coronavirus i striben.
Spillet mellem Stine og coronavirussen foregår på den måde, at den kommenterer på stort set alt, hvad Stine foretager sig. Som hendes levendegjorte freudianske psykoterapeut fra helvede, der hele tiden dukker op til overfladen med irriterende kommentarer som: ”Har du tænkt på, hvor mange selvstændige der kommer til at gå konkurs?”. Eller når den driller hende med alle de ting, hun ikke får gjort, selv om der nu er tid til dem. Når hun er nede, så tramper den ekstra hårdt oveni hende. Hvis hun undtagelsesvist er glad, så sørger den straks for en kommentar, der kan bringe hende tilbage til nedlukningsvirkeligheden igen hurtigst muligt. Helst knastørt og uimodståeligt irriterende. Det er jævnt hen morsom læsning. Ikke lårklaskende, men til det rolige trækken på smilebåndet.
Coronavirussen er den indre stemme, der er gået amok. Den irriterende ven, der ikke vil lade en i fred, og som man ikke kan slippe af med igen.
Med få undtagelser følger man Stine og virussen dag for dag fra 13. marts til 11. juli. Mon ikke perioden på sigt kommer til at få sin egen særskilte coronakunst? Digteren Caspar Eric har givet sit alvorstunge bud i Jeg vil ikke tilbage og StineStregen sit humoristiske i Corona 13. marts – 11. juli. Læst i ét stræk fra ende til anden bliver man mindet om nogle af de faser i nedlukningen og den kontrollerede genåbning af samfundet, som alle over tre år vil kunne huske resten af deres liv. Alene derfor har Corona 13. marts – 11. juli en berettigelse, når man om nogle år (forhåbentlig) har glemt eller fortrængt detaljerne.
For der giver StineStregen sit dag-for-dag bud på, hvordan det var febrilsk at forsøge at opretholde bare skelettet af sit normale liv. Helt meta bliver det, når hun ligger febrilsk på sofaen og skal finde på dagens stribe, mens coronavirussen siger ”Hi hi, se, hvem der troede, de havde noget at fortælle hver dag i en tid, hvor INTET sker.” Men det havde hun. Og hun fik jo faktisk udrettet noget. Så var det måske ikke de henlagte opgaver, men at dokumentere sine tanker og følelser i de tre måneder. Ikke noget dårligt resultat. Slet ikke når det kommer i lækker stofindklædt indpakning.
