Franka 26: Cliffhanger
Henk Kuijpers er et geni. Jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Det har ikke noget at gøre med, om man kan lide hans streg, eller endda om man holder af hans Franka-albums.
Der er folk, der ikke bryder sig særlig meget om f.eks. Frank Miller eller Carl Barks – jo, de findes, jeg har mødt dem – som er hæderlige nok til at sige åbent, de godt kan se den tårnhøje håndværksmæssige kvalitet af d’herrers arbejde. Henk Kuijpers’ historier er tynde, men manden er et fortælleteknisk geni.
Et nyt Franka-album er for mig en særegen glæde, en næsten erotisk-kulinarisk oplevelse. Som en servering af noget, man rigtig godt kan lide på andre af livets områder: mors hjemmelavede frikadeller, eller blød nougat ved perfekt temperatur.
Lad mig begynde bagfra: hvad er IKKE så godt? Det er også det nemmeste med så dygtig en håndværker, fra hvis hånd langt de fleste aspekter af hvert album er i topklasse.
Kuijpers skal som enhver anden underholdningsproducent finde på et plot. For tegneseriefortælleren skal have noget at tegne. Kuijpers er dygtig til at finde på, men det spektrum, han har valgt at arbejde indenfor, er ikke bredt; tværtimod. Franka skal i hver fortælling blive præsenteret for et mysterium, det skal dreje sig om penge, helst mange millioner, det skal bringe hende rundt i den stenrige overklasses verden – for det er dén, de fleste af os helst vil befinde os i. I al fald så længe det nu tager at nyde et album.
Der er også en lang række andre for et Franka-album nødvendige kvaliteter. Intrigen skal helst indeholde griskhed, magtbegær, svig, nogen der dolker andre i ryggen, gerne både i overført betydning og bogstaveligt – men dolken kan naturligvis sagtens være fjernstyrede bomber, nedstyrtende fly, biler med saboterede bremser, mad eller drikke med gift eller bare rå skydevåben. Franka har gennem årene været udsat for mange forskellige typer mordforsøg, typisk to-tre stykker pr. album, ligesom Tintin og alle andre mainstream seriehelte. I album 25 blev hun næsten slået ihjel med en almindelig kost.
Her i nummer 26 er der en historisk vinkel – præcis som Kuijpers har i næsten alle foregående albums. Gerne med nogle gamle guldskatte, nedgravet eller skjult på anden vis i et fantastisk slot, af typen som der findes mange af i central- og syd-Europa.
Desuden skal der være smukke huse, ekstravagante designermøbler, delikate måltider samt – ikke at forglemme – flotte biler, som Franka og hendes venner og fjender kan bevæge sig rundt i.
Kuijpers har, ét album ad gangen, med stor flid og behændighed opbygget en verden, som består af disse (og mange flere) faste ingredienser, som han dygtigt blander til en på alle måder appetitlig servering.
Denne opskrift fungerer pissegodt. Svagheden viser sig mest, når jeg læser flere albums i træk. Dét er ikke formålstjenligt – for så ligner historierne hinanden for meget. Skabelonen bliver for synlig. Og det er synd, for samtlige albums er en fuldstændig overlegen studie i visuel fortællekunst.
Kuijpers kan tegne alt, så det ligner. Samtlige grafiske elementer giver fuldbyrdet mening indenfor hans stregs egen verden. Hans arbejdsdisciplin må være verdensklasse, hver eneste rude i hvert eneste album fremstår fuldt gennemarbejdet. Hans sans for perspektiv synes at være gennemført naturalistisk, selvom figurerne er karikerede: alle vinkler ser ud til at være fotografisk korrekte, alle spejlinger i vand, vinduer, bilers forkromning o.s.v. forekommer naturlige og ”rigtige”. Jeg kan finde på at sammenligne ham, tegnemæssigt, med så forskellige håndværkere som Robert Crumb, Neal Adams i perioden omkring 1970, eller endda Franquin, ja selv Hergé – håndværkere, som arbejder så intenst og målrettet, at der til sidst ikke er overflødige streger, ingen uforståelige eller unødvendige ruder.
Ville jeg ønske, at Kuijpers fik en helt ny samarbejdspartner? Ja da. Hvis han pludselig havde en frisk medforfatter til at pifte selve plotsene op, så kunne vel himlen næsten nås. Men som de gamle sagde ”Man skal være forsigtig med at ønske sig noget, man ikke kan få.”
Og hvis jeg bare læser hvert Franka-album som den enkeltstående fortælling, det er tænkt som – så er alt godt i verden.
For det ER virkelig godt. Det kan siges at være tomme kalorier, for figuren Franka har efterhånden intet personligt liv. Hun forekommer glat og overfladisk, hun er reduceret til den superdygtige, adrætte og topkvikke detektiv. Kuijpers gav sin titelfigur et privatliv, med kæreste og sex og det hele. Men det er mange albums siden, at han af én eller anden grund fortrød sin ”voksne” version af Franka, og prompte aflivede kæresten med en halvdårlig undskyldning om utroskab. Død og begravet blev han, og siden dengang har Franka været den lækre single-Sherlockine. Jeg kan knapt huske, hvornår vi sidst har set Frankas hjemmebolig i mere end en enkelt rude eller to. Hvilket ellers var et af de personlige, varmende elementer, i tidlige albums, når man så hende lave mad og slappe af derhjemme mellem opgaverne.
Det er fortid. Nutiden er, at Kuijpers kører på rutinen. Han ser ud til at elske at lægge det samme plotpuslespil, med uendelige variationer af mordgåden, som giver ham lejlighed til at illustrere sin abnorme og evigt imponerende evne til at tegne alle mulige forskellige aspekter af den fysiske verden. Selvom Franka for længst selv er blevet overklasse, kan hun sagtens bevæge sig op og ned mellem alle etager i samfunds-hierarkiet, hun begår sig lige nemt på Michelin-restauranter som i beskidte subkulturer i f.eks. Berlin. Om end lige dén historie efterhånden også er fjern fortid.
Kuijpers kører tomgang, hans hovedperson kører tomgang, ingen udvikling, ingen ændring. Men det er tomgang på et meget, meget højt plan. Jeg vil til enhver tid læse et Kuijpers-album, hver gang der udkommer et nyt. Om ikke andet, så for detaljerne i det visuelle, de bittesmå ting i baggrundene, der nogle gange først bliver opdaget ved anden eller tredje gennemlæsning.
En hund, der laver et-eller-andet bagest i et billede. Og så ser den opmærksomme læser konsekvensen i baggrunden tre billeder senere. En mor med en barnevogn, som tager sig af sit grædende barn, en mand der skvatter over noget, som en anden baggrundsfigur har efterladt, og så ser man dem råbe af hinanden i baggrunden af næste scene, når Franka kommer ud af caféen igen. Og så videre, og så videre. Det er håndværk som på dén måde er lige så dybt, som titelfiguren er overfladisk. Kuijpers’ verden lever og ånder i tegningerne, mens selve intrigerne reelt er røvkedelige. Jeg “tror på” Kuijpers, hans verden er ægte og fysisk. Som om, man kan træde ind i den, og så kan maden spises, bilerne kan køre, baggrundsfigurerne kan tale og le og græde.
Jeg gentager for Prins Knud: jeg vil til enhver tid inddrikke det næste Kuijpers-album, for nok er det en nektar af tomme kalorier, men den er meget, meget lækkert tilberedt.
Desuden har jeg lagt mærke til, at selv de albums, jeg under første læsning små-gabede over, vinder senere: allerede ved anden læsning, når jeg har ventet f.eks. seks måneder, er oplevelsen endnu mere fornøjelig end ved første læsning. Jeg er ikke sikker på hvorfor. Jeg forestiller mig, det er noget med, at jeg første gang fokuserer på at følge historien. Og når historien er den tyndeste og mest fedtforarmede ingrediens, bliver første læsning uundgåeligt den fattigste oplevelse af værket.
Ved følgende læsninger er jeg i højere grad afslappet vedrørende intrigen. Så skabelonen træder i baggrunden, alle Kuijpers’ fortrin blomstrer nu i fuldt flor, de enkelte sceners fremragende konstruktion kommer længere frem i pappet, mandens fænomenale sans for kinetik bliver så meget desto mere tydelig.
Kuijpers mestrer kinetik: bevægelse og hvordan man skildrer den i et 2-dimensionelt medium. Hans bølger i vand er indlysende, svingende arme opfører sig naturalistisk, biler som af skurken puffes ud over en skrænt, falder på en måde, der forekommer læseren indlysende: selvfølgelig falder den sådan. Alle skygger er på samme måde naturlige, ligeså blade som hvirvles af vinden, regn der falder på en vandpyt, bil-dæk som har kortlivet kølvand i blankvåde gader o.s.v.
Farvelægningen, som ”Studio Leonardo” står for, er enkelte steder lidt for detaljeret, men det meste af tiden fint smeltet sammen med Kuijpers’ streg.
Der er jo mange andre veltegnede albumserier på markedet – vi befinder os i en rig og dejlig tid, vi danske seriefans – og Kuijpers lægger sig visuelt og grafisk altid nær toppen af min hitliste.
Franka er en pudsig serie: på én og samme tid de mest ikke-engagerende og mest skabelon-gentagende fortællinger med en i høj grad upersonlig hovedperson. Franka-figuren er kedelig som et semibevidstløst engangsknald man ikke kan huske navnet på næste eftermiddag – og på den anden side er selve formidlingen fuldstændig overlegen.
Henk Kuijpers er netop nu et visuelt geni i fuld blomstring. Hans verden er grafisk tiltrækkende på en måde, som er helt personlig. På overfladen er den let aflæst, men ingen andre seriehåndværkere, jeg lige kan komme i tanker om i sammenlignelig tegnestil, har så dybtfungerende en billedverden. En helt særegen streg, der til forveksling kan ligne alle mulige andre i Europæisk albumtradition – men så snart jeg dykker ned i albummet, er det uvægerligt indlysende, at Kuijpers med vilje gør sin streg uskyldig som de bedste funny animal serier. Så man kan blive snydt til at tro, det er sådan noget hurtigt, henkastet venstrehåndsarbejde af en talentfuld ungersvend mens han venter på at blive opdaget af en anden branche.
Det er bare snyd og blålys. Kuijpers ejer verden. Visuelt en verdenssensation, der fortsat udfolder sig i sin sensommers blomstring lige for øjnene af os.
