Zakarias og ingentinglandet
Zakarias og ingentingladet er en sød og humoristisk fortælling om manglende kontakt mellem børn og voksne krydret med en håndfuld spænding og et drys magi.
En mørk og stormfuld aften følger vi Zakarias med kort i hånden på vej mod Ingentinglandet. Han er ikke god til fodbold, men kan til gengæld tegne. Og så savner han lidt mere voksenkontakt, end hans mor tilbyder ham. Lige nu trænger han dog mest af alt til en pause fra det hele — og lidt mere ingenting, end hans hverdag ellers er fyldt med.
Thomas Lagermand Lundme og Clara Jetsmark har lavet en charmerende tegneserie om gabet mellem børn og voksne, der kun vokser med skærmenes indtog, hvis man ikke er opmærksom på det. Jetsmark leverer billedsiden med en klar, selvsikker og sprællevende streg kombineret med en livlig og dynamisk sideopbygning. Der er en fin snigende uhygge i ”ingenting-landets eneste ingenting-hus”, hvor Zakarias lige skal vænne sig til, at ”ingenting” er noget, man skal øve sig på. Her tænker han tilbage på den seneste tid, hvor han har haft konfrontationer med veninden Winnie og moren.
Det kan godt irritere mig lidt, at fronterne konsekvent trækkes meget skarpt op og temaerne skal leveres overtydeligt. Moren er 100% fraværende og uforstående overfor Zakarias behov og ønsker. Igen, igen og igen sidder hun med snuden i mobilen eller taler med sin veninde i selvsamme, når Zakarias vil have kontakt. Hun foretrækker på ethvert givet tidspunkt at tale med veninden frem for sin egen søn, hvilket trods alt ikke bare er at skære pointerne ud i pap, men nærmere støbe dem i cement. En skarp billedlæser kan man heller ikke kalde hende, når Zakarias prøver at kommunikere med hende gennem tegninger.
Der er ingen plads til nuancer, når vi skal forstå, at Zakarias er blevet svigtet af sin mor. Vis mig ved samme lejlighed den 10-årige dreng, der som Zakarias ikke har skyggen af en skærm i sine egne hænder, men tegner uafbrudt og går rundt med en stavlygte, når det er mørkt. Disse forbehold ændrer naturligvis ikke på, at de fleste vil kunne se en splint af dem selv i både Zakarias og moren. Hvem synes ikke, at alle andre har et usundt forhold til deres mobiltelefoner, mens vi selv har nogenlunde styr på det?
Kan man leve med den sort-hvide måde at trække fronterne op på, får man en opbyggelig historie, der har en meget fin rytme i fortællingen på vej mod finalen, der lykkeligvis også kommer med en overraskelse eller to, da magiske elementer trænger sig på. Zakarias og ingentinglandet er som udgangspunkt henvendt til børn i aldersgruppen fra 2. – 3. klasse, hvor de selv kan læse den og undervejs spejle sig i kampen mod åndsfraværende forældre. Budskabet er dog i lige så høj grad rettet mod deres forældre, så man kan håbe, den også finder vej som højtlæsning.
