Matilda-effekten
Udviklingen af poliovacciner midt i 1900-tallet rummer utallige gode historier og spændende personligheder. Desværre insisterer Mathilda-effekten på at rumme dem alle.
Matilda-effekten, et udtryk for systematisk devaluering af kvindelige forskere, må siges at have ramt de fire hovedpersoner i Matilda-effekten. Eller som der står i Bergströms tolkning: ”Bag enhver succesfuld kvinde står en mand, der prøvede at stoppe hende”.
Polioepidemien rasede i begyndelsen af 1950’erne, hvilket igangsatte et vaccinekapløb ikke ulig den nylige Covid-19 epidemi, der også henvises til undervejs. Det resulterede i to vacciner, begge opkaldt efter mænd. ”Salks vaccine” og ”Sabins vaccine”. Bergströms ærinde er at udvide det billede og rette spotlyset mod fire kvinder, der alle havde afgørende betydning for, at polio stort set er udryddet.
Allerede i det indledende afsnit, der fortæller om epidemien i 1952, er der en utroligt spændende sekvens. I København er myndigheder og fagpersoner rådvilde, da den yngre læge, Bjørn Ibsen, med erfaring fra USA, foreslår en ny behandlingsmetode for at afværge den kvælningsdød, der rammer børn på stribe. Blegdamshospitalets direktør lader ham modvilligt afprøve et operativt indgreb, hvor patienten får luft ned i lungerne ved at lave et hul i luftrøret på halsen. Skadefryden kan næsten ikke skjules hos direktøren, da operationen ser ud til at mislykkes. Han går til frokost og efterlader Ibsen med den unge patient, der er blevet blå i hovedet af iltmangel. Imens kæmper Ibsen videre og lykkes med behandlingen, så håndventilering kan afløse de få såkaldte ”jernlunger”, der var en mangelvare. Den gode historie leveres på tre sider, men kunne nærmest have båret en udgivelse i sig selv. Dermed bliver den også et eksempel på, at Bergström har så meget materiale, så mange skæbner, vigtige beslutninger, afgørende øjeblikke og videnskabelige nybrud, at en streamingtjeneste havde fået stjerner i øjnene ved udsigten til en serie på flere sæsoner.
Efter en introduktion til emnet, har Bergström viet to kapitler til hver af de fire kvinder, der har været underkendte for deres indsatser. Det drejer sig om de to danskere Herdis von Magnus og Ebba Lund samt amerikanerne Isabel M. Morgan og Dorothy M. Horstmann. De får et kapitel på skift afbrudt af faktasider, der giver baggrundsviden om fx ”Aber i polioforskningen”, ”Ebba Lunds berømte familie” eller ”Hvordan virker en vaccine”.
Man kan godt tænke, at et strammere fokus ville have været en fordel i stedet for at bevæge sig ud af de utallige forgreninger, navne, anekdoter og forsøg. Selv om perioden fra starten af 1940’erne og cirka tyve år frem kan virke overskuelig, involverer den mange personer, hvis baggrund i form af familiære forhold, opvækst og øvrige karriere ofte til overmål bliver taget med i historien. Når det om Ebba Lund fortælles, at hun gik på Ingrid Jespersens skole, hvor der også har gået mange andre kendte, bl.a. Prinsesse Isabella, suppleret med en tegning af H.K.H., så bliver det i hvert fald irrelevant. Alene ”anegalleriet” på indercoveret tæller 35 personer, der spiller en rolle i Matilda-effekten.
Omvendt giver Matilda-effekten netop utallige eksempler på titlens nedvurdering af kvindelige forskeres indsats, som også er en stor del af pointen. Undervejs er sympatiske, støttende mænd en mangelvare i kampen om at stå med æren for at nå til måls med en sikker vaccine. Kvinderne kæmper på flere fronter. De skal både overbevise et forstokket miljø om, at kvinder naturligvis kan bidrage værdifuldt. Dertil må de prioritere og leve med de begrænsninger, der følger med en arbejdende ægtefælle, børn og et forskermiljø, der undertiden kræver, at man flytter til et andet land. Det havde ikke været lige så markant, hvis hun havde fokuseret på én af de fire hovedpersoner. Samtidig skinner det igennem, at Bergström er ekstremt vidende om emnet, hvilket de afsluttende syv siders referencer understøtter.
Undervejs fortæller og forklarer Bergström overvejende via tekstbokse. Hun virker til at have taget et klart valg i afvejningen af den tekstbårne fremfor den billedbårne formidling. Resultatet er en teksttung tegneserie, hvor det visuelle understøtter, men ikke supplerer eller får plads til selv at stå for sin del af formidlingen. Hun tegner med vægt på persontegningen, herunder ansigtsgenkendelighed, i gengivelsen af de historiske personer. Det er generelt sparsomt med andre detaljer. Tøj tegnes nødtørftigt og baggrunde i billederne ses kun undtagelsesvist. Der vises helt generelt de personer, der samtidig fortælles om. Farvelægningen er næsten udelukkende forbeholdt kvinder, der på den vis også får lidt ekstra rampelys, mens gråtoner belyser resten af tegningerne.
Matilda-effekten er proppet med viden og lyst til at formidle polioforskningens historie med fokus på fire kvinders oversete, men afgørende betydning. Selvom den vil for meget på én gang og ikke lader billederne spille en større rolle i formidlingen, kan man ikke undgå at blive klogere af at læse den. Klogere på forskningsmiljøets vilkår og muligheder, vaccineudviklingen samt fire kvinders afgørende rolle i den.
