Tokyo These Days bind 1-3
Kom med Taiyo Matsumoto til Tokyo til et kig bag kulisserne i skabelsen af storslået manga. Her er skæve karakterer, regnvåd asfalt og den helt rette mængde frustrerede kunstnere.
Matsumotos ofte affolkede Tokyo
Tokyo These days af Taiyo Matsumoto er en tegneserie om at lave tegneserier. Specifikt en manga om at lave manga i Tokyo. Vi møder redaktøren Shiozawa den dag han stopper på sit arbejde på forlaget. Shiozawa er en moden mand, men han stopper ikke, fordi han er gammel. Serien, han var redaktør på, er gået i stå, og som en slags æressag har han valgt at stoppe selv.
Hvad vil han så nu i sit lidt for tidlige otium? Han vil lave en manga, naturligvis. Men ikke bare en almindelig manga. Nej, han vil finde alle de bedste kunstnere, han har arbejdet med og få dem til sammen at lave en udgivelse, der er perfekt. Han vil få disse forskellige kunstnere til at lave en manga, der helt perfekt fremviser netop disse kunstneres sjæl. Det er sådan set helt storladent!
Shiozawa og Hayashi mødes ved en mangabutik
Mennesker i Storbyen
Tokyo These Days er en tegneserie om Tokyo, men det handler om Tokyo på samme måde som Nikoline Werdelins Homo Metropolis handler om storbyen: fokus er på menneskene, der udgør Tokyo. Vi får lidt mere her hos Matsumoto; der er helsider med hustage, trafik og baggårde; vi besøger steder i storbyen. Men det er steder som har betydning for menneskene. De her karakterer og deres liv i Tokyo er dét, der fylder.
I centrum står Shiozawa, for han er netop det centrum, som de andre forholder sig til. Interessant nok betyder det ikke, at han er hovedpersonen. Eller, jo, det er han bestemt…men hans historie er kun den ydre ramme og igangsætter for en række sammenflettede fortællinger om de andre karakterer. Det er disse andre karakterer og deres fortællinger, der er interessante. Det er deres frustrationer, fejltagelser og prøvelser, som vi skal opleve.
Manga fra Sjælen
Disse andre mennesker er en række kunstnere og så Hayashi, som har fået til opgave at overtage Shiozawas ansvar efter, at han er stoppet på forlaget. Vi møder Chosaku; fraskilt og på jagt efter at genoplive sin mangas magi. Og Aoki; ung og uhåndterlig kunstnertype der er på vej dybt ned gennem sit sinds nederste etager. Vi lærer også Kusakari at kende, lovende assistent for Chosaku der dog hellere vil hjælpe og rose end tage springet med sin egen kunst. Der er forlæggeren Iga, den pensionerede tegner Arashiyama og mange flere.
Chosaku dagdrømmer om sin datter
Faktisk vrimler det med spændende mennesker i og omkring skabelsen af Shiozawas drøm af en manga. Butiksindehavere, en mand der opkøber brugt manga hos private, alskens ansatte på store og små forlag samt en række af fallerede kunstnere som Shiozawa forsøger at lokke tilbage til manga med sine drømme.
Shiozawa selv er således på én gang omdrejningspunkt og samtidig slet ikke dét vi skal lægge mærke til. Han er dedikeret, arbejdsom og tydeligvis god til det han laver – men han har ikke det samme på spil som kunstnerne, og det er helt okay. Han har noget andet på spil; sikkert en masse penge som han risikerer at miste. Men vi skal forstå, at de her kunstnere, ja, de sætter selve deres sjæl i scene i skabelsen af manga.
Skæve bygninger og karakterer
Det der oprindeligt tiltrak mig ved Matsumotos manga var hans tegnestil. Der er sådan en særlig skævhed der præger både baggrunde og karakterer. Det er både noget med hvordan han hele tiden forvrænger perspektivet en lille smule, så vi både ser ting fra en lidt forkert vinkel og alting kun ser 95 procent korrekt ud. Se på nedenstående vue ud over en vej med bygninger og trafik. Det har ligesom en knæk. Det samme gælder den generelle sideopbygning, eksempelvis i ovenstående billede, hvor adskillige skæve linjer bryder konformiteten som om hver enkelt rude er tiltet en lille smule. Det er sjovt med en sådan action-agtig dynamik midt i en tegneserie om folk der stille og roligt går rundt og snakker sammen om manga.
Matsumotos “skæve” tegnestil
I takt med at jeg har læst mig igennem især Ping Pong og Tokyo These Days er det i stedet karaktererne jeg har forelsket mig i. Se på ovenstående billede hvor Chosakus overdrevent fremhævede kinder spejles i datterens kinder nednunder. Menneskene i Tokyo These Days er meget forskellige, og det føles nærmest som om de er hevet ind fra forskellige genrer. Shiozawa er ofte helt horror-agtigt tegnet med blanke briller så vi ikke ser hans øjne, Igas store hår er én malet klat der ser nærmest påklistret ud, Aoki er er klart en rockstjerne hentet ind fra musik-manga, mens Kusakari og hans kæreste ligner prototyperne fra en romantisk shouju manga.
De gode gamle fremadstormende dage
Der ligger et spor af nostalgi hele vejen gennem fortællingen. Det er ikke en ren nostalgi til gamle og bedre dage, det er snarere Shiozawa og hans flok af kunstnere, der erindrer deres ungdoms optimisme og iver. De husker, hvordan de, på hver deres måde, har troet på ideen om ”den ultimative manga”, som indkapsler præcis, hvad de vil sige og hvem de er. Ideen om storladen kunstnerisk innovation bliver til noget nostalgisk og bagudskuende. Det er gammeldags at tro på en sådan manga-essens.
Det er ikke til at vide, om Tokyo These Days er et udtryk for Matsumotos egne visioner om tegneserier, der ikke kun er til for pengenes skyld – om han selv er i en konstant, aldrig færdiggjort søgen efter denne ”ultimative manga” der spejler hans manga-sjæl. Det eneste, jeg er sikker på, er, at ligesom Sunny, Ping Pong og Tekkonkinkreet, så er det virkelig en god tegneserie det her. Og uanset hvad er fortællingen om denne søgen en perfekt ramme for at vise os nogle mennesker i en storby, og det er mennesker jeg gerne vil lære at kende – i en storby jeg gerne vil befinde mig i.
Forsiderne på Tokyo These Days bind 1,2 og 3.
