Didier Comès, som med fortællingen Tavshed var med til at introducere Tegneserier for voksne på dansk, er død 70 år gammel.
Dieter Hermann Comès blev født den 11. december 1942 i den tyskbesatte by Sourbrodt i Belgien som søn af en tysktalende far og en fransktalende mor. Efter befrielsen blev familien belgiske statsborgere og Dieter blev omdøbt til Didier. Som kun 17-årig tog den kunstnerisk ambitiøse Didier afgangseksamen som teknisk tegner og fandt snart arbejde som industriel designer ved en tekstilfabrik i Vervieres. I 1969 debuterede han så som tegneserieskaber i den belgiske avis Le Soirs ungdomstillæg ‘Jeunesse’ med den humoristiske stribe Hermann.
Efter et par korte bidrag til tegneseriemagasinerne Spirou og Pilote påbegyndte Comès for sidstnævnte tidning i 1973 science fiction-føljetonen om rumvagabonden Ergün l’Errant (da: Vargo Vagabonden). Serien var fra begyndelsen kraftigt inspireret af en række samtidige franske tegneserieskabere, som også slog deres folder i Pilote; således finder Ergün l’Errant såvel sit stilistiske som indholdsmæssige balancepunkt et sted midt imellem medredaktør Philippe Druillets voldsomt populære og med tiden stadigt mere overlæssede art nouveau-eskapader i serien Lone Sloane, og Pierre Christin og Jean-Claude Mézières’ politiske science fiction-parabler i serien om rumtidsagenterne Linda og Valentin – dog uden sidstnævntes forløsende humoristiske distance.
Første bind i serien, ‘Le Dieu vivant’, er en tidstypisk fortælling, hvor hovedpersonen hjælper en række hjertensgode blomsterkvinder i deres kamp mod et undertrykkende patriarkalsk teokrati. Forløst som den er i fuld psykedelisk farvepragt, formår fortællingen dog aldrig at transcendere det banale, og selvom en række af Comès’ senere signaturmotiver måske kan synes foregrebet, er disse dog endnu behandlet på så uelegant vis, at de i alt væsentligt falder til jorden. Comès skrev og tegnede endnu et afsnit af Ergün l’Errant – denne gang til det nystartede tegneseriemagasin (A suivre) – og sadlede herefter radikalt om i sin næste fortælling, hvor rummets vidder erstattedes af mere jordnære omgivelser i form af de rustikke – og i det mindste på overfladen idylliske – lokaliteter i Ardennerne, hvor han selv var vokset op.
Det var nemlig også i (A Suivre), at Comès i 1979 påbegyndte det, der skulle blive hans gennembruds- og hovedværk: den 128 sider lange tegneserieroman Silence. Omdrejningspunkt i den stort anlagte fortælling er den stumme landsbytosse, Tavse, der ved en heks’ mellemkomst bliver katalysator for en række omsiggribende begivenheder i et lille landsbysamfund, hvor okkulte sigøjnere og magtliderlige bønder mødes og brydes. Iklædt narrehat bliver den stumme idiot en Hamlet-agtig ledefigur i en vidtforgrenet fortælling om kærlighed og had, det feminine og det maskuline, fortid og fremtid, fantasi og virkelighed, individ og samfund, som undervejs garneres med troldomskunster og naturmystik, bibelske motiver og tarotsymbolik, tro og overtro – hele vejen indtil den uafvendelige slutning, der må høre til blandt de sørgmuntert smukkeste finaler i nyere europæisk tegneseriehistorie.
Pittoreske naturbeskrivelser forlenes med en uudgrundelig skæbnesvangerhed, og særligt dyreskikkelser køres gang på gang i stilling som ildevarslende betydningsbærere i Comès’ billedunivers, der grafisk nu er holdt i en knaldhårdt kontrasterende sort/hvid og en linjeføring med en nærmest delirisk sensibilitet, der har væsentligt mere til fælles med (A Suivre)-kollegaen Jacques Tardi end det tidligere forbillede fra Pilote-tiden, Philippe Druillet. Man mere end aner også indflydelsen fraHugo Pratt og José Muñoz.
Silences høje ambitionsniveau og lydefri eksekvering gik ikke upåagtet hen, og i 1980 modtog Comès både Yellow Kid-prisen ved tegneseriefestivalen i Lucca, Italien og Grand Prix Saint-Michel samt Prix Alfred for årets bedste album ved den franske tegneseriefestival i Angoulême. Også herhjemme udkom Silence til stor opmærksomhed i 1982 i kølvandet på Carlsen Comics’ første fremstød med Tegneserier for voksne. Oversat og udstyret med et uddybende efterskrift af den altid fortrinlige Søren Vinterberg, markerede udgivelsen af Tavshed samtidig et tidligt eksempel på seriøs, dansk tegneseriejournalistik.
Naturmystikken og mange af de andre motiver var i høj grad også i spil i Comès næste værk, La Belette (da: Salamander) fra 1983, hvor en repræsentant fra storbyens kreative klasse og hans gravide kone tvinges til at sætte spørgsmålstegn ved den idylliske tilværelse på landet, da de konfronteres med en række besynderlige og urovækkende optrin i lokalområdet samt de mere aparte medlemmer af lokalbefolkningen. For parrets autistiske søn bliver mødet med de naturlige omgivelser på godt og ondt dog vejen ud af sygdommens fængsel.
Ligesom i Den levende gud kontrasterer Comès i Salamander en feminin frugtsommelighedskult med en maskulin undertrykkelsesinstans – denne gang fremstillet aldeles uforblommet som den katolske kirke. Det er slet og ret Eros og Thanatos der strides i det lille bysamfund, og det endelig opgør finder sted, da fortællingens olmt stirrende pastor entrer den Stonehenge-agtige arena i hvis centrum en Venus fra Willendorf-lignende skulptur troner. Det er endnu engang det maskuline og det feminine princip, der bekriger hinanden.
I Comès’ næste album, Eva, er grænserne mellem kønnene imidlertid aldeles udviskede. I et psykologisk drama, der mest af alt vækker mindelser om Alfred Hitchcocks Psycho, sættes såvel platoniske som erotiske forbindelser stævne i et skyggespil, der kredser omkring tabuer som transseksualitet og misforstået søskendekærlighed og inkorporerer fetichistiske elementer som pygmalionisme. Resultatet er uden tvivl Comès’ på en gang mest atypiske og mest urovækkende fortælling. Herhjemme blev Eva desuden opført som teaterstykke af teatertruppen Komponenterne med premiere på Rialto Teateret i København i 1991 og en efterfølgende landsdækkende turné.
I 1986 vendte Comès tilbage med fortællingen l’Abrecoeur (da: Hjertetræet), der endnu engang konfronterer vore dages ubarmhjertige virkelighed med en fortid som måske er drømt, måske er levet. Da krigsfotografen Ambre vender hjem fra Afghanistan er det med adskillige skeletter i skabet. Men hvilke hidrører fra krigen og hvilke fra hendes barndom? I de senere år forfulgte Comès en række af de samme motiver i fortællinger som Isis (1991), La Maison ou rêvent les arbres (1995) og Les larmes du tigre (2000).
Vekselvirkningen mellem vrangforestilling og virkelighed har været præsent igenem hele Comès’ arbejde fra start til slut. ”Bevidstheden om tingenes tvetydighed har næsten karakter af besættelse hos mig”, har han selv udtalt i et interview. Og det er netop her, Comès’ arbejde finder sin helt særegne og unikke kraft: der er noget bagvedliggende, en søgen efter en dybereliggende sandhed i snart sagt alle hans modne værker, der som oftest synes at være at finde i det forgangne. Alle fortællingerne udspiller sig i en nutidig ramme, men de er alle som én underløbet af en arkaisk strøm af billeder og betydninger: almueskrøner og okkulte husgeråd, sløve sabler, napoleonshatte og andre artefakter fra en svunden tid; pentagrammer, dyreofringer, stendysser og svulmende frugtbarhedsskulpturer maner alt sammen læseren til at miste besindigheden og skue underliggende strukturer og meninger i det aldeles dagligdags.
Dét er saften og kraften i Comès’ fortællinger, og det er den unikke styrke, som man ikke nødvendigvis finder i samme omfang hos hans efterfølgere, der tæller såvel internationale kunstnere som Renato Queriolo som danske Morten Schmidt.
Efter kort tids sygdom døde Didier Hermann Comès den 7. marts i år. Resten er tavshed.