– På tegnebordet med Askel Aden
En kaotisk enlig far forelsker sig i den lokale deltidsbibliotekar. Herfra udspringer en historie med nærvær, drama og store følelser. Historien, den må vi vente på endnu, for den er Askel Aden stadig kun i gang med at lave. Overvejelserne i processen er mange, og jeg har fået lov at stikke hovedet ind på hans tegnestueplads, for at få indblik i nogle af dem.
Tegneserieskaber Askel Aden foran sit tegnebord
Askel Aden er tegneserieskaber uddannet fra The Animation Workshop i Viborg. Han debuterede i 2022 med Tyran (Åndevandrer-serien, som er en trilogi) fra forlaget Cobolt, som han også blev Pingpris-nomineret for i 2023. Men faktisk har han været aktiv siden 2011, hvor han løbende har udgivet webcomics. Hvis man har læst nogle af hans tegneserier, opdager man måske, at queer tematikker optræder i flere af dem. Det er ikke uden grundlag, for Askel Aden er selv queer, og indarbejder altså den virkelighed han kender i sine værker. Lige nu er han udgivelsesaktuel med tegneserien KH Misha, som har fået flot omtale, bl.a. her på Nummer9.
Kaos og Queer repræsentation
Hvad er det for en tegneserie, du er i gang med?
– Mit nuværende projekt hedder It’s Warmer Over Here (IWOH). Der er en grafisk roman, der i sidste ende bliver omkring 500 sider. Der er ikke noget vildt plot. Det er bare tre mennesker; en sur teenager, en enlig far, og en bibliotekar/barista der kommer hinanden ved og skal gro med hinanden i løbet af et lille års tid. Og så er der selvfølgelig også drama og store følelser!
– Det er et projekt jeg har været i gang med i mange år. Jeg fandt på karaktererne i 2013. Dengang tænkte jeg egentlig ikke, at de nogensinde skulle være andet end karakterer, jeg tegnede for sjov. Men så tilbage i 2019 begyndte jeg at lægge mærke til en tendens hos teen-LGBT-personer: livet er slut, hvis jeg ikke har fundet en kæreste, og har styr på alt, når jeg er 20.
Så jeg besluttede, at jeg ville lave en lang tegneserie, der kunne vise, at det er okay, man først finder sig selv og kærlighed senere i livet.
– Det fik mig til at tænke på queer-repræsentation i medierne. Hvordan man næsten aldrig ser queer personer over 30. Og hvis man gør, har de styr på det hele. Men mine karakterer havde overhovedet ikke styr på noget. Det har jeg for resten heller ikke selv, nu som 30+ årig. Så jeg besluttede, at jeg ville lave en lang tegneserie, der kunne vise, at det er okay, man først finder sig selv og kærligheden, senere i livet.
– Jeg tænker tit på, at det er ret skørt, jeg har fået lov til at lave den her tegneserie for penge, for den handler egentlig bare om en homoseksuel enlig far, der flytter med sin datter fra Los Angeles til Philadelphia, fordi han får et nyt job. Og så sker der selvfølgelig det, at han bliver forelsket i en deltidsbibliotekar, der arbejder på hans lokale biblo.
Angsten for fejlbarligheden
Hvilke overvejelser har du gjort dig om, at din hovedkarakter tilhører en minoritet, og hvordan du skal portrættere det?
– En af grundene til jeg i lang tid ikke havde lyst til at lægge ”It’s Warmer Over Here” op som webcomic var, at jeg var bange for, hvordan en potentiel læserskare ville tage imod hovedpersonen, som på ingen måde opfører sig ”korrekt”. Jeg spurgte mig selv; kan jeg lave en homoseksuel mand, som også er en dårlig far i mange aspekter? Det var jeg ekstremt bange for.
Jeg vælger ikke længere på baggrund af min frygt
– Heldigvis bliver man ældre, og den angst fylder mindre nu. Min generelle tilgang til det er at tænke over, om jeg lader være med at tage et valg om en karakter, fordi jeg vil undgå, at læserne bliver sure på mig. Eller om jeg lader være med at tage et valg om karakter, fordi jeg har tænkt over det, læst om det (hvis det ikke er egen erfaring), lyttet til personer i gruppen, og brugt min fornuft, og derefter har fundet ud af, at jeg ikke kan stå inde for det. Jeg vælger ikke længere på baggrund af min frygt, men på baggrund af research.
Nej tak til slemme stereotyper
Hvad vil du gøre, hvis du alligevel oplever, at nogen bliver såret over din portrættering?
– Hvis jeg så alligevel ender med at tage et valg, der viser sig at være sårende, så håber jeg, at jeg kan møde dem det er gået ud over, der hvor de er. At jeg kan lytte til dem, og gøre det bedre næste gang. På trods af, at jeg fyrer tegneseriesider ud i robot-tempo, er jeg trods alt kun et menneske, der kan tage fejl ligesom alle andre.
– Ud over det, er det min intention at få en sensitivitetslæser på IWOH, for at undgå alt for slemme stereotyper. En anden ting ved dette emne – som jeg kunne snakke ekstremt længe om, men jeg prøver at fatte mig lidt kort nu – er, at de fleste mennesker har en eller anden form for stereotyp i sig. Hvis man satte mig ind i en TV-serie, og ikke dykkede ind i mit indre liv, ville jeg nok også blive stemplet som en stereotyp. Så længe det ikke definerer hele en karakters personlighed, er det okay, at man ikke kan undgå alle stereotyper. Igen synes jeg, at det er det vigtigste at tænke over sine valg, og hvorfor man har truffet dem, og på baggrund af hvad.
Når man banker på en lukket dør
Hvorfor du har givet dig i kast med netop dét projekt netop nu?
– Da jeg startede på projektet, var der ikke nogen agenter, der troede på, de kunne sælge den til et forlag. Derfor besluttede jeg mig for at lægge den online. Jeg ville vise, at der var et marked for denne slags historie. Så tog jeg en lille detour med et andet projekt, der landede mig en agent og en bookdeal som åbnede døre. Nu har jeg så mulighed for at arbejde på IWOH fuld tid, i stedet for kun at lave en side om ugen til at udgive online.
Jeg ville ikke have lyst til at arbejde på noget som helst andet end en kærlighedshistorie med en transkønnet love-interest lige nu.
– Det gode ved at lægge tegneserien online løbende er, at der er mere direkte interaktion fra læseren. Det får man ikke på samme måde, hvis man udgiver en grafisk roman, hvor man sidder med det hele i hemmelighed, indtil den bliver udgivet.
Tegneserien har, i skrivende stund, 54.003 følgere på Webtoons
– Det er fedt at få respons på det man laver, og det gør man på en helt anden måde, når man udgiver sider ugentligt. Det er ekstremt hjertevarmende, når man får kommentarer som ”Din tegneserie gjorde jeg begyndte på anti-depressiver og jeg har det meget bedre nu”, eller når folk føler sig set i karaktererne generelt.
– Jeg tror, det har udspillet sig, som det skulle. Det her med, at jeg kan arbejde på et projekt, der er så gennemsyret queer. Lige nu hvor queer, og især transpersoner, ser så meget modgang i verden. Jeg ville ikke have lyst til at arbejde på noget som helst andet, end en kærlighedshistorie med en transkønnet love-interest, lige nu.
Inspirationens muse er i kulkælderen
Hvor er du i din arbejdsproces?
Askel Adens tegnebord på tegnestuen Kulkælderen og hans reol med tegneserier
– Jeg er den del af tegnestuen ”kulkælderen” hvor jeg laver størstedelen af mit arbejde. Jeg arbejder både traditionelt og digitalt. Så der er altid både lysbord og et gammelt wacomboard, som nok snart skal på pension, på mit arbejdsbord. Desuden har jeg en bogreol med en masse gode tegneserier lige ved hånden. Så kan jeg altid få lidt inspiration, hvis kreativiteten ikke helt flyder.
– I denne omgang har jeg især kigget på layouts, når jeg har bladret i andres tegneserier. Jeg nåede et punkt, hvor jeg kiggede på alle de firkantede paneler på mine layouts, og ikke kunne finde hoved og hale i, om de gav mening. Eller om alle siderne lignede hinanden, uden det var med vilje. Så måtte jeg have fat i nogle af de gode yndlinge, som This One Summer af Jillian og Mariko Tamaki. Og mindre kendte The Chancellor and the Citadel af Maria Capelle Frantz.
Firkantede paneler er faktisk okay
– Jeg læste rigtigt mange tegneserier i den periode for inspiration, både på print og online. Jeg fandt ud af, at det faktisk er okay, at sider bare er firkantede paneler. Det er de fleste faktisk. Men man kan godt blive helt rundt på gulvet, når man sidder midt i 500 sider, og ikke ved om man burde opfinde den dybe tallerken på hver eneste en (det skal man ikke!).
– Når man laver tegneserier over så lang en periode, som jeg har gjort med den her, er det svært ikke at ændre ting løbende, hvis man får en bedre ide. Det er mest i det små; historien har været ret fastlåst siden jeg begyndte at poste den online. Men jeg har lært en masse og er blevet klogere mens jeg laver projektet. Det jeg mest tænker over, er at holde tungen lige i munden og ikke komme til at ændre småting, der kommer til at stride imod tidligere etablerede plotpunkter, eller ødelægger de kommende.
Præcision og japanske penne
Hvordan går du til arbejdet med at tegne tegneserien?
– Når jeg arbejder på IWOH-tegneserien, tager jeg mine thumbnails, som jeg har skitset småt i Clip Studio Paint og skalerer dem op. Dem tegner jeg pencils (renere skitselinjer, red.) ovenpå, også i Clip Studio.
Thumbnails (små skitser) til venstre vs. den mere detaljerede blyantsoptegning til højre
– Min tegnestil er relativt detaljeret, med mange baggrunde i (forholdsvist) korrekt perspektiv. Hvis jeg gik direkte fra thumbnails til inks, ville der være for meget at holde styr på. Især i baggrundene. Nogle ting kan jeg improvisere. Men når det bliver meget detaljeret, med mange lige linjer, er det for mig, bedst med en detaljeret skitse! Det færdige resultat ville ikke være så godt, som jeg ville have det, uden.
– Jeg printer skitserne og bruger mit lysbord til at lave inks (rentegnede linjer). Det gør jeg med en japansk fountain pen, jeg købte på Amazon for en million år siden. Jeg har endelig fundet et sted at købe den specifikke pen igen, den gamles dage var talte!
“Inks” af samme side. Udtrykket inks refererer til optegning af linjerne i tegningerne med sort tusch
Specialværktøj til drømmende udtryk
– Derefter scanner jeg siden og retter hvad end der rettes skal. Så farvelægger jeg i photoshop. Først plotter jeg farverne ind og maler derefter rent. Det hele med den samme opacity pen. Opacity pennen er en pensel, jeg har lavet i photoshop. Den farver mere eller mindre, alt efter hvor hårdt jeg trykker med min tablet-pen. Jeg bruger den for stadig at bibeholde variationer i farverne. Men også så jeg kan blande farverne, når jeg maler siderne færdigt, og lave mere naturlige gradienter.
Grov farvelægning før det endelige finish med speciallavede digitale pensler
– Til sidst bruger jeg en noise-pensel, jeg har lavet, til at give lidt ekstra tekstur. Noise-penslen er en brush, jeg har lavet i photoshop, der laver en masse små prikker på en gang. Det er noget jeg gør, for at lave en kontrolleret tekstur. Det giver en form for ”fuzzy”, som jeg ikke opnår ved at lægge et tekstur lag ovenpå (hvilket jeg også gør, til web). Det giver en form for drømmende udtryk, jeg godt kan lide. Jeg har gjort det så længe, at jeg ikke kan huske hvor ideen kom fra. Nu synes jeg bare, det ser pænt ud. Derefter skal taleboblerne selvfølgelig sættes ind! Så er siden færdig og klar til internettet (så længe jeg må for mit forlag, haha).
På tegningen til højre kan man se små hvide nistre omkring det hvide genskind på karakterens næse, kind, ører, hår og jakke. Det er den bløde overgang, som Askel Aden får ved at bruge sin noise brush.
Om 300 sider kommer den
Hvor langt er du med projektet?
– Det er jo lidt specielt, det der med hvor langt jeg er i processen med tegneserien. For den bliver jo også udgivet som en webcomic ugentligt. Jeg har publiceret online siden 2020. Der er omkring 200 sider, der er gratis at læse på webtoon og tapas. Jeg har lige brugt en uges tid på at omformatere alle de færdige sider. Nu er de i det format, de skal printes i, og jeg har lavet smårettelser, så der er en bedre kontinuerlighed.
– Jeg tegnede det første kapitel i slutningen af 2018. Så jeg har udviklet mig en del, efter at have tegnet over 500 tegneseriesider siden dengang. Men ud over de færdige sider, har jeg lavet thumbnails, og mangler så at lave omkring 300 sider helt færdig.
