Søndag d. 22. marts døde belgieren Hermann Huppen, som tegneseriekunstner bare kendt som Hermann. Han blev 87 år og vil for de fleste med bare antydningen af grå hår være kendt som tegneren bag de mest eventyrligt spændende tegneserier, der kunne opdrives i deres barn- og ungdom.
Hvad end man kender ham fra ugebladet Fart og tempo eller de talrige albums, der i årevis trofast er udgivet på en lang række danske forlag, så er sagen klar: Hermann tegnede bedre end de fleste, når det kom til god, gammeldags action. Hvis der er én ting, man ikke kan beskylde ham for, så er det arbejdsvægring. Langt over hundrede tegneserier blev det til fra hans flittige hænder, der i årevis troligt leverede to eller tre album årligt. I starten i samarbejde med forfatteren Greg, senere alene eller i samarbejde med sønnen Yves H.
Bernard Prince
Der er fire hjørnesten i hans oevre, fire serier, der har defineret ham gennem hele karrieren fra 1969 til nu. Det er Bernard Prince (med Greg), Red Kelly (med Greg), Jeremiah og Tårnene i Maury-skoven. Dertil skal måske lægges en femte hjørnesten, nemlig de utallige enkeltstående album eller miniserier, fra 1980’erne og frem til nu. De fleste blegner dog i sammenligning med hovedserierne.
Red Kelly
På sin vis spænder de mange album genremæssigt vidt. Der er politiinspektøren Bernard Prince, som går solo som eventyrer med fast besætning på et lille fragtskib. Der er cowboyserien Red Kelly om overgangen fra det klassiske vilde vest, hvor det gælder om at trække først, til det lidt mere civiliserede vest, hvor loven skal overholdes. Videre til det, der måske er hovedværket, science fictionserien Jeremiah om en forældreløs dreng, senere voksen, der skal klare sig selv i et USA efter 3. verdenskrig. Til slut middelalderserien Tårnene i Maury-skoven om en ridder, der prøver at genvinde sit familieslot med tilhørende jorder.
Jeremiah
Fire på papiret vidt forskellige genrer, men omvendt har de nogle helt centrale fællestræk. Alle har nogle ret klart afgrænsede grænser imellem de(t) gode og de(t) onde. Alle hovedpersonerne er idealister, der kæmper på det godes side uanset de personlige omkostninger. Alle hovedpersoner er mænd, og kvinder spiller stort set kun biroller i deres liv. Godt nok hedder Red Kelly på originalsproget Comanche, opkaldt efter den kvindelige ranchejer Winnie, for hvem Kelly arbejder. Det er dog ubetinget Kelly, der er centrum for handlingen, om end Greg helt bevidst fletter nogle nuancer ind via Winnie. Ligeledes har Jeremiah en kæreste over nogle album, men i længden er der ikke plads til hende i den machoverden, Hermanns figurer lever i.
Tårnene i Maury-skoven
Med Greg som forfatter kunne Hermann tidligt i sin karriere fokusere på tegningerne, og han havde i den periode en eksplosiv udvikling i sin streg. Når han var bedst i Bernard Prince kunne han skabe detaljerede og ekspressive billeder med fokus på naturens utæmmelige kræfter, som hovedpersonerne skulle kæmpe imod. Først med en lidt grov, ekspressiv streg, der fik lov at fylde siderne helt ud med detaljer, så det til tider næsten virker overlæsset. Siden lidt mere forfinet og raffineret med en tyndere pen og mere luft i tegningerne. Altid med en forkærlighed for at gøre dramatiske situationer endnu mere dramatiske med skæve vinkler, overdreven gestik og gerne et halvsides billede som toppen af kransekagen, enten som stemningsskabende indgang til en actionsekvens eller som forløsningen på den. Endnu senere med en opløsning af den tidligere så karakteristiske konturstreg og langt højere grad af egen farvelægning.
Red Kelly
Måske er det en smagssag, men har man fulgt hans karriere over mange år, så har man nok haft det lidt svært med hans tegninger i de sidste mange år og længtes tilbage i tiden. Det samme kan man godt sige om historierne, der havde en anderledes tyngde, variation og struktur med Greg som forfatter end de senere, mere løse historier, der havde en tendens til at gentage sig selv. Da Steffen kronborg i 1985 udgav Eventyrets mange ansigter – en bog om Hermann, var han tæt på at ramme ham på toppunktet af karrieren.
De fleste vil derfor nok også være enige om, at Hermann toppede i første halvdel af hans aktive år, men at nostalgien og evnerne som tegner var stærk nok til at holde interessen et langt stykke hen ad vejen efterfølgende. I Danmark var han voldsomt populær, har besøgt tegneseriefestivaler og -butikker flere gange, ligesom så godt som alle hans album er oversat til dansk.
Tårnene i Maury-skoven
Nu er han død 87 år gammel, og man sidder ikke nødvendigvis med en følelse af, der mangler en masse ufortalte historier. Tværtimod har de sidste år været lidt af en rodebutik. Lort og lagkage, titlen på Jeremiah nr. 36, er fristende at hive frem i den forbindelse. Nu kan man fokusere på lagkagen, da Hermann efterlader en enorm mængde utroligt veltegnede spændingstegneserier. De er næsten alle centreret om det, man vel godt kan kalde et mandeunivers med eventyr, spænding, slåskampe, usympatiske skurke og kampe imellem de gode og de onde. At genlæse hans tidlige album er som at åbne minderne direkte til ens barn- og ungdom. At nyde hans tegninger, der også er udkommet i sort-hvide samleudgaver, er i sig selv en attraktion. Hermann blev aldrig træt af det han var bedst til, at iscenesætte en actionsekvens.
Bernard Prince
Til slut en anbefaling. Min egen personlige yndlingsperiode, når det handler om at nyde billederne, er hans samarbejde med farvelæggeren Fraymond i første halvdel af 1980’ernes Jeremiah-album. Fra Evigheden tur-retur (det måske bedste album i serien) til Delta. Hvis det derimod gælder om at få et quickfix af potent spænding leveret med ekvilibristisk elegance, så tager jeg dobbeltalbummet i Red Kelly frem: Ulvenatten i Wyoming og Himlen er rød som blod. De forbryderiske Dobbs-brødre plager egnen med deres røverier og myrderier. Men hvor langt kan man gå for at straffe forbrydere, der efterlader sig et spor af uskyldige døde, uden at blive en selvtægtsmand? Efter et hidsigt opgør mod banden, der efterlader døde og sårede hos både de onde og gode, påtager Red Kelly sig at jagte og dræbe den sidste overlevende, naturligvis den mest skruppelløse af dem alle, Russ Dobbs. Men kan Kelly i sidste ende slå ihjel med koldt blod? Greg havde heldigvis helt styr på at holde spændingen til det sidste, og Hermann var mand for at levere tegninger, der brænder sig fast, når det hele skal afgøres i en møgbeskidt, mørk gyde.
Red Kelly
