Hitlisten anno 2016

Super interessant, tak for den artikel.
Jeg er ikke overrasket over toppen, men er meget overrasket over nyere serier som XIII og Largo Winch er så dyre og at Vance ikke fx topper med et af sine tidligere værker. Endvidere at Mezieres ikke opnår højere priser, jeg havde ellers troet at han også ville nå noget højere luftlag.

Nu har jeg ikke systematisk tjekket, men hvem af de større kunstnere, som plejer at indbringe høje summer, mangler ?

Morten Tjalve

Hej Lars

Det er en ret imponerende auktion, som Galerie Daniel Maghen og Christie’s har fået samlet. Men hvis jeg hurtigt skal nævne et europæisk navn, der kunne blande sig i topstriden, hvilket vil sige, at det er med priser over de 100.000 danske kroner, så er det Morris. Sider fra Lucky Luke er ret sjældent til salg og ville være med øverst oppe. Der er sikkert andre, jeg ikke lige kan komme på… så må andre supplere.

I det næste luftlag mangler der folk som Walthéry, Macherot, Derib, Dany eller fx Roger Leloup. Sidstnævnte er yderst sjældent til salg, men ville nok befinde sig her.

Lars Christian

Ja, dem du nævner i næste luftlag er også ret store. Her ville jeg helst have Walthery eller Leloup.

Morten Tjalve

Hvis der var frit valg, så ville jeg nok vælge en side af Giraud fra Blueberry 18 ‘Brækket næse’. Selv om jeg godt er klar over, at andre foretrækker tidligere album (og hans stil på det tidspunkt), så synes jeg, han topper i 18’eren.

Matthias Wivel

on5. November 2016

Fin gennemgang! Det bør måske en ekstra gang fastslås at de her priser er vurderinger og at de, selvom de er baseret på erfaring i handelen, ikke altid er lige pålidelige. Auktioner fører ofte overraskelser med sig — lodder der går langt over pris, andre der end ikke når minimumsprisen, osv.

Johan F. Krarup

on6. November 2016

En vurdering sættes vel efter, hvad man regner med, værket vil indbringe. Men svarer det ikke til at prissætte værket i en potentiel butik? Eller vil en galleriejer typisk sætte priserne over eller under en auktionsvurdering?

Morten Tjalve

on6. November 2016

Det er svært at sige noget om, uden at få galleriejere på banen. Men mon ikke en galleriejer typisk vil prissætte værket til lige præcis den pris der gør, at det bliver solgt inden for en overskuelig tidsperiode, så der er flow i varerne. Mit bud er, at vurderingerne på auktionen svarer meget godt til, hvad værkerne koster rundt omkring hos de fysiske gallerier.

Til forskel har auktionen en slags buffer, da de fleste vurderinger er sat til fx 15.000-18.000 Euro. Den mulighed har galleriejeren selvfølgelig også, i det øjeblik en kunde begynder at prutte om prisen.

For øjeblikket har Galleri Daniel Maghen fx en side af Peyo fra Henrik og Hagbart til salg for 400.000 danske kroner. Det virker lidt højt sat, i forhold til en forside fra Smølferne på auktionen til 280.000, men med måske 20-25 % oveni efter salær, så er det måske meget passende. Det er også en fin side, med Hagbart i stort set alle ruder og dertil er Henrik og kongen også med undervejs.

Hvad angår Hergé, så findes hans tegninger stort set ikke længere hos de fysiske gallerier, men udelukkende som trækplaster på de store auktioner. Derfor kan man ikke rigtigt sammenligne priser helt oppe i det øverste luftlag. Det har vi også set i Danmark, hvor Hergés/Bob de Moors tegning af Tintin som viking røg på auktion i stedet for til et galleri. Dér anede Bruun Rasmussen til gengæld ikke hvad de havde fået mellem hænderne. Vurderingen lå vist på 10.000-15.000 kroner og den fik hammerslag omkring de 130.000. Derefter røg den på auktion igen i Paris med en vurdering på 280.000 kr. Jeg kan ikke lige på stående fod finde hammerslaget, men de tabte næppe penge på den.

Men som Matthias nævner, så kan den endelige salgspris på en auktion gå begge veje, så det indebærer trods alt også en vis risikovillighed, at sætte værkerne på auktion.

Carsten Søndergaard

on6. November 2016

Jeg er bare nysgerrig, fordi jeg ikke forstår det: Hvad er det egentlig, der tænder folk så gevaldigt ved at diskutere diverse astronomiske summer, der kan tænkes at blive betalt eller ikke blive betalt for noget tegnet? Kunne den samme artikel og de samme kommentarer ikke skrives om fem hundrede andre ting, der ikke var noget tegnet? Og hvis den kunne, hvad har det så med tegneserier at gøre?

Auktionen tager temperaturen på hvem der er hot og not inden for den europæiske tegneserieelite

Er det virkelig et udtryk for, hvad der er “hot eller not” inden for “den europæiske tegneserieelite” (hvordan en sådan så defineres, hvilket (formentlig af gode grunde) ikke står klart), at nogen vil betale astronomiske summer for en originalplanche (fra noget som faktisk er til salg, i modsætning til noget som faktisk ikke er til salg)? Ikke mindst når der, som det fremgår, er et yderst varierende udbud af effekter til salg. Har det overhovedet noget at gøre med, hvad “gode” tegneserier er? Eller blot hvad nogen tror, de kan score kassen på? Jeg spørger som sagt, fordi jeg ikke forstår det.

Hvem er bedst af nutidige navne som Juanjo Guarnido, Ralph Meyer og Hermann?

Burde spørgsmålet ikke lyde: “Hvem er dyrest” i stedet for “Hvem er bedst”?

Jeg er nok bare lidt old school. For mig er tegneserier brugsgenstande og hverken samlerobjekter eller værdigenstande.

Johan F. Krarup

Jeg oplever ikke, at nogen er gevaldigt tændte af den her diskussion, som vel nærmest har karakter af hyggesnak. Jeg synes ikke selv, det er vanvittigt interessant og det er i den absolutte periferi af min egen tegneserieinteresse 🙂

Morten Tjalve

Hej Carsten

Priser på auktioner kan givetvis skrives om et utal af emner, der ikke er tegnede. Når det på nummer9 handler om auktion over original tegneseriekunst, og ikke fx modeltog, så er det vel fordi, de klarer det væsentligt bedre på Signalposten.

Sammenhængen med tegneserier turde vel åbenlyst være, at man rent faktisk har mulighed for at købe originaltegningen til en trykt tegneserie. Det er naturligvis ikke et kvalitetsstempel, at en tegning er dyr på auktion, men for at vinkle artiklen, valgte jeg at se det som en ækvivalent til musikkens evindelige hitlister. Der ligger vel også en signalværdi for tegneserien i disse auktioner, hvor tegneserier værd(i)sættes og behandles som ’rigtig kunst’. Du kan altid indvende, at det rigtige kunstværk er den trykte udgave udgivet i mange eksemplarer, hvorfor alle jo kan købe kunstværket. Men ligesom John Lennons håndskrevne noder til et Beatlesnummer kan sælges dyrt, så kan tegningen bag en trykt tegneserie altså også (i nogle tilfælde), selv om det ikke står i et 1:1 forhold med tanken bag kunstværket. Derudover kan man jo rent faktisk indramme kunstværket og hænge det op på sin væg derhjemme, og mon ikke mange af os har et eller andet tegneserierelateret stående/hængende i vores hjem? Det kan være alt fra plasticfigurer over plakater/tryk til – måske – noget direkte fra en værdsat kunstners hånd.

Du spørger til sammenhængen mellem priser og kvalitet. Den er nok vanskeligere, men der er vel i hvert fald en sammenhæng mellem popularitet og pris – derfor hitlistesammenligningen. Når mange er interesseret i at købe tegninger af Hergé, så er det fordi han stadig er populær. Derudover vil de fleste vel også kunne enes om, at Hergés arbejde kvalitativt befinder sig på et højt niveau. Men det behøver naturligvis ikke afspejle sig bredt i en auktion. Opstillingen af de tre navne Guarnido, Meyer og Hermann var da også en konstruktion for at give læseren lyst til at få svaret længere nede i artiklen. Men samtidig illustrerer det også, at en etableret og mange gange prisbelønnet kunstner som Hermann, faktisk ikke er meget dyrere end mindre etablerede og gennemtyggede navne.

På en auktion vil alt i sidste ende handle om priserne, hvorfor ’hvem er dyrest’ selvfølgelig giver bedst mening. Men det kan jo godt afføde den efterfølgende diskussion: Er de kunstnere jeg finder bedst også dem, der sælges dyrt på auktion. Jeg kan sagtens se det ekstremt nørdede i interessen, på linje med modeltogene, men har så tilfældigvis valgt at have enkelte originaltegninger hængende derhjemme i stedet for en stor modeljernbane i kælderen.

Carsten Søndergaard

Alright, tak for de udførlige noter til emnet og vinklen, Morten 🙂 Gode overvejelser.

Det var nok mest min overraskelse over, at der ikke så mange artikler på nummer9, der faktisk udløser kommentarer. Men det gjorde den her så. Og så fordi jeg heller aldrig ville købe John Lennons håndskrevne noder på auktion. Jeg kan derimod godt lide at lytte til hans musik, ligesom jeg godt kan lide at læse tegneserier.

Morten Tjalve

Man kan jo så i parentes bemærke, at Cobolt udgiver værker med Hergés skitser, studier, udkast, udsnit og færdige tegninger blæst op i overstørrelse. Så forlagsinteressen for håndværket og kunsten bag værket er i hvert fald også til stede.

Det næste bliver vel, at Cobolt også udgiver sort-hvid udgaver med originaltegningerne i stort format – i stil med disse med Franquin.

Carsten Søndergaard

on8. November 2016

Ja, og det er på en måde måske også det, der er min pointe. At kunsten skal ud til folket, ikke hengemmes i plutokraters dunkle pengeskabe.

Fint nok at folk køber originaltegninger af levende tegnere, hvis pengene tilfalder tegnerne selv. Det er med til at understøtte deres virke. Men de dyreste er som regel tegninger af afdøde kunstnere eller originaler, der handles løbende mellem mennesker, der definerer sig selv ud fra en betragtning om, at min originaltegning er større end din originaltegning (= dyrere).

Carsten Søndergaard

on8. November 2016

Der er selvfølgelig noget kontemporært over emnet (hvilket kan siges at give artiklen en vis aktuel relevans selv i forhold til tegneserier).

Lige nu er der til strækkeligt mange mænd i en vis alder, som
A) har flere penge end de har brug for og
B) har et nostalgisk forhold til gammeldags tegneserier

Om føje år vil mænd med denne kombination have forladt verden, og nye generationer vil ikke anse originaltegninger for et statussymbol, eftersom der i fremtiden ikke vil findes noget, som kan kaldes en “original” i fysisk form, når flere og flere tegneserieskabere går over til direkte digital fremstilling.

Når alt kan klones, kopieres og 3D-printes, vil ordet “original” udgå af sproget (i håndgribelig betydning), og folk må søge andre (sikkert endnu ukendte) måder at manifestere deres velstand på.

Matthias Wivel

on8. November 2016

En anelse betonsocialistisk, Carsten? 😉

Sagen er den, at de her genstande (=originale tegneseriesider) findes og nogen vel skal eje dem, hvis ikke de skal gå til. Man kan diskutere priser og vanvid osv., men det kan man i så mange sammenhænge* og det er i hvert fald sikkert, at rigtig mange genstande, som vi alle værdsætter i dag har overleveret tidens tand fordi samlere var interesserede i dem.

* For mig er x antal millioner for et unikt værk skabt af en af menneskehedens store lys f. eks. ikke nær så vanvittigt som x antal millioner for en Apachehelikopter. Sådan er der så meget.

Carsten Søndergaard

on9. November 2016

Jeg er sgu ikke betonsocialist, jeg er tegneseriesocialist!

Men ellers er jeg da enig i, at x antal millioner for et unikt værk skabt af et af menneskehedens store lys ikke er så vanvittigt som x antal millioner for en Apachehelikopter. Omend man kunne hævde, at det unikke værk kun kommer et enkelt eller få mennesker til gavn, mens Apachahelikopteren i princippet kan tænkes at komme mange mennesker til gavn (og/eller mange mennesker til skade).

nogen vel skal eje dem

Tjah, altså ligesom Tele Danmark, DONG, Københavns Lufthavn, Datacentralen etc.?

Matthias Wivel

on10. November 2016

Ja, eller foreslår du en opløsning af al ejendom? Hvis ingen ejer dem (og vi ikke lever i en socialistisk utopi), så ender de jo i skralderen.

Tegneseriesocialist. Den kan jeg nu egentlig godt tilslutte mig. Især i dag.

Carsten Søndergaard

on10. November 2016

Nu findes der jo alternativer til at ophæve ejendomsretten og smide ting i skraldespanden. Museer, offentlige samlinger, donationer og den slags gammeldags begreber. Omend generøsitet og positive holdninger til almenvellet har trange kår for tiden.

Christian Aarestrup

Når noget kommer op i det prislag, så følger der selvfølgelig et vist omfang af spekulation og “jeg vil eje det, fordi det er dyrt” med, men udgangspunktet er jo, at folk finder glæde ved eller i hvert fald får en oplevelse ud af at se på de her sider. Det er en anden oplevelse end at læse tegneserien, men én som mange sætter pris på, deraf priserne.

Og som ikke er det samme som fx Lennons noder (var beatlerne ikke nodeblinde?). Det betyder noget, at det er originalen, en produktion frem for en reproduktion; lige som der er forskel på et maleri og et fotografi af samme.

(Men det udelukker ikke et tegneseriemusuem; gør det blot lidt dyrere at starte.)

Morten Tjalve

Okay, så John Lennons håndskrevne tekst da. Troede ellers ‘kun’ det var McCartney, der var nodeblind.

Er Storm P musseet i øvrigt ikke allerede Danmarks officielle tegneseriemuseum, nu hvor de har fået overdraget Anders Hjort-Jørgensens samling? Selv om der nok primært er tale om trykte tegneserier, mon så ikke det også rummer nogle originaltegninger, ligesom samlingen af Storm P’s originaltegninger vel må siges at være en flyvende start for ethvert dansk tegneseriemuseum. Mit bud vil da også være, uanset Carstens holdning til sine medmenneskers generøsitet, at mange danske kunstnere ville være interesseret i at bidrage, hvis der fandtes en fast udstilling a la CBBD i Bruxelles. Og andet end en dansk vinkel vil nok være urealistisk både økonomisk og publikumsmæssigt.

Christian Aarestrup

Det kan sagtens være, at det kun var McCartney; jeg er ikke beatles-ekspert, men skal spise med én i aften, så husker forhåbentlig at spørge. Jeg ved heller ikke, om Storm P. museet officielt har status af tegneseriemuseum, men jeg tror da næsten godt, at de ku’ tiltrække et større publikum ved at vinkle sig sådan.

Kristian Bang Larsen