SORTE TANKER
Kamila Slocinska har udgivet en bog – eller et økosystem? SORTE TANKER præsenterer en samling intime og vildtvoksende billeddigte, hvor mennesker, blomster og mørke gror sammen i nye metaforer for det menneskelige sind.
En billeddigtsamling, en skyggebog, en udkrængning.
Det er nogle af de betegnelser, som Kamila Slocinska sætter på sit seneste værk. Få sider inde, kan man som læser hurtigt bekræfte, at SORTE TANKER er et eksperiment, der kalder på nye betegnelser og nye læsninger. Bogens indhold og tilblivelsesproces har rod i Kamila Slocinskas mangeårige virke som illustrator og børnebogsforfatter. For imellem de mange bogprojekter har Slocinska sideløbende ført private skitsebøger, hvor hun har nedfældet sine ufiltrerede tanker akkompagneret med små, vitale tegninger. En slags fordøjelsesproces uden retning eller endemål. I denne udgivelse samles et udvalg af disse skitser under titlen SORTE TANKER, hvor læseren kan opleve en anden side (en slags skyggeside) af Slocinskas billedunivers og kreative proces.
I billeddigtsamlingen møder vi skitser, papirklip og håndskrevet poesi, scannet og sammensat fra skitsebøgerne. Stregen består af mange forskellige elementer, som er kendetegnende for Slocinskas stil; flydende blæk, sirlige tynde streger og fede markeringer i tusch forenes i ét og samme motiv. Men denne gang er alt sat i sort og sammen med skitsens rå udtryk, stråler der en vildere, til tider vred, energi fra siderne, som adskiller sig fra kunstnerens tidligere finurlige børnebogsuniverser.
Der er mange interessante opslag, der i sig selv udgør et helt kunstværk. Sjove og stærke billeder, der samler kategorier, motiver og følelser, som vi ellers holder adskilte, i nye forbindelser. I et billeddigt ses en kvinde med blomster strakt ud ad ryggen, og fra lænden har hun groet en lang, behåret hale. Ovenover står der kun: “Træt”. På sin egen mystiske måde, hænger tekst og tegning helt perfekt sammen for mig. At man kan blive så træt.
Hos Weekendavisen beskriver tegneserieanmelder, Erik Barkman, meget præcist den indforståethed man møder i digtende: “At læse Sorte tanker er som at få små, underfundige og hudløst ærlige beskeder fra en nær ven.” Men også i selve værket finder vi kommentarer på den indbyggede mystik. “Vi kan forstå ting uden at de giver mening”, står der på en af siderne, og det er denne logik, som det virkelig lykkedes værket at kommunikere.
Ved første øjekast er det dog svært at finde ud af, hvor sammenhængen mellem siderne lige findes. Man opsluges af ét billeddigt, men så snart man bladrer til næste side, har stregen og stemningen flyttet sig et nyt sted hen, og man må starte forfra i sin forståelse af værket. Manglen på inddelingsmarkører (overskrifter, kapitler, dele) inviterer ellers hele tiden læseren til en lineær og sammenhængende læsning i ét flow. Men illustrationer og tekst signalerer det komplet modsatte; skift, afbrydelse og diskontinuitet. Afbrydelsen og gentagelsen af skift føles som en bevidst pointe, der skal spejle den kunstneriske proces og livets vægelsind. Alligevel synes digtene at kæmpe en unødig kamp mod bogens format. Rækkefølgen får mere vægt end intenderet i læsningen, og det føles lidt som om, man har proppet en udstilling ind i en bog, uden de store tilpasninger.
Her kunne man have arbejdet med kreative twists af formatet, fx indsat udfoldelige sider, løse ark, eller noget så simpelt som at vende op og ned på siderne engang imellem – bare for at bryde med det lineære bogformat og styrke en mere dynamisk læsning af universet.
Forbindelsen mellem billeddigtene skal ikke findes i bogens struktur, men i den stærke tematiske sammenhæng, som går igen i tekst og tegninger. De kredser alle om natur, skabelse og det menneskelige sind. Vi finder et jeg i teksten, som ofte beskriver sin sindstilstand ved hjælp af naturmetaforer som “jeg blomstrer i smug” eller “jeg skræller mig ud lag for lag indtil det er rigtigt”.
Derudover vender Slocinska igen og igen tilbage til særlige motiver, som gentages, men i forskellige settings. Et eksempel er de tynde, parallelle linjer, der det ene øjeblik ligner blomsterstilke, slyngplanter eller lianer og det næste øjeblik agerer tråde, tankespind eller hår, som vokser fra et hoved. Ved at gentage motivet opstår der en forbindelse mellem billederne. Tanker bliver til hår, hår bliver til planter. Naturen, kroppen og sindet vokser ind og ud af hinanden, som var de gjort af ét og samme materiale.
Billederne skaber nye, spændende og tvetydige metaforer for det menneskelige sind ved at inddrage naturens motiver. Men værket påpeger også de ligheder, der altid har eksisteret mellem mennesker og planter. Laver man en billedsøgning på det menneskelige nervesystem er det svært ikke at se sin egen krop som et stort rodnet af nerveender med samling i ryg og nakke; en plante.
Mennesket understreges som et organisk væsen i naturen, men her på lige fod (eller rod?) med blomster, græs, frø og jord. Og fortsætter vi ud ad den læsning, begynder vi først og fremmest at forstå jeget i værket, ikke som en strategisk fortæller, men som en plante, der slår rødder, spirer, spreder sine frø, muterer, visner, dør og genopstår om og om igen i en uendelig cyklus. Aldrig i et stramt tilrettelagt system. Mere som en famlende, søgende skabelsesproces, der påvirkes af verdens skift og tilfældigheder. Et jeg der vokser som et økosystem.
At læse Kamila Slocinskas SORTE TANKER er ligesom at se nogen så sine tanker og lade dem vokse vildt. Værket åbner op for et spændende økopoetisk univers, rig på nye og originale billeder, dog begrænset af et mere konventionelt format.
