Flere og flere webtoons udkommer i bogform – her er Line Dalbros syv favoritter.
Flere og flere børn og unge læser tegneserier på engelsk og på nettet, og her er de sydkoreanske webtoons blevet enormt populære.
Der er ofte tale om episke, eventyrlige og romantiske serier i en stil der ikke ligger langt fra manga, der for tiden igen danser en sejrsdans gennem hele verden. Men hvor manga (næsten) altid er i sort-hvid og skal læses bagfra, er de online-baserede webtoon-tegneserier i flotte farver og skal læses oppefra og ned (på skærmen) eller bare forfra (på tryk).
Webtoons udgives på store koreanske digitale platforme som ”WebToon” og ”Tappytoon”, men med genrens voksende popularitet er flere af de mest populære serier også begyndt at udkomme som fysiske bøger på blandt andet engelsk og på det seneste også dansk.
Oprindeligt var webtoons alle koreanske, men med formatets voksende udbredelse og popularitet, er tegneserieskabere fra hele verden begyndt at lave webtoons og blive udgivet på de populære platforme. Den danske forfatter der skriver under pseudonymet Lucius Merryweather står for eksempel bag en række populære webtoons, hvoraf første bind af Goth Girl & the Jock for nyligt er udkommet på dansk.
Listen herunder indeholder syv af mine personlige favoritter. De er meget forskellige i deres stil og udtryk, men har det til fælles at de alle indeholder en spændende historie.
Arven fra Lore Olympus
En af de første web-tegneserier der kom som fysisk bog, og som nok har været med til at bane vejen for alle de andre, er Rachel Smythes Lore Olympus. En storslået og episk genfortælling af myten om Hades og Persephone. Myten går oprindeligt på at Hades bortfører Persephone, datter af gudinden for landbrug, Demeter. Persephone spiser af et granatæble og er derfor bundet til underverdenen, hvor hun er en tredjedel af året, mens hun er på overfladen to tredjedele af året – hvilket medfører årstiderne, det er vinter når Persephone er hos Hades, mens det er forår og sommer når hun er på overfladen.
Læsere – heriblandt mig selv – har ventet i spænding på sidste bog i serien der er netop er udkommet.
Ikke alene er det en flot illustreret historie hvor Smythe leger med farver der er tilpasset hver gud og med sidernes opbygning, så det ikke føles som en ”almindelig” tegneserie. Det er også en historie der sætter fokus på svær kærlighed, kommunikation, rivalisering og et fysisk overgreb, der sætter sine spor i Persephones liv.
Helvede tur-retur
I Graveweavers I’m the Grim Reaper er vi ovre i den noget mørkere ende af skalaen. Vi møder den unge pige Scarlet der er død og befinder sig i den inderste af Helvedes cirkler, hvor hun er dømt til evig lidelse.
Satan har dog en plan med hende, og tilbyder hende at hun kan få hans kræfter og komme tilbage til Jorden, hvor hun hver dag skal slå en synder ihjel. Synderne vil være markeret med et rødt kryds. Scarlet accepterer tilbuddet.
Men Scarlet vil også bruge sin nye chance til at finde ud af hvorfor hun er havnet i Helvede, for hun ved ikke hvilken forfærdelig synd hun har begået for at ende i den niende cirkel af Helvede.
I I’m the Grim Reaper er der ikke sparet på vold, blod og afrevne lemmer, men der er også en snert af håb, tillid og måske endda loyalitet. Men intet er gratis og Scarlet kommer helt sikkert til at betale en pris for at få sandheden at vide.
Tør du spille spillet?
Både Suols Villians Are Destined To Die og Chugongs Solo Leveling (der også udkommer på dansk) tager udgangspunkt i tanken om at leve i en computerspil-verden, hvor man kan bekæmpe monstre og få det fede udstyr som i spillene.
Villians Are Destined To Die er historien om en pige der en dag vågner og befinder sig i det mobilspil hun har spillet hele natten. I det virkelige liv har hun haft en hård baggrund og har aldrig følt sig elsket, men heller ikke i spillet tilsmiler lykken hende. Hun skal nemlig spille skurken, Penelope Eckhart og hvis hun ikke kan vinde spillet, vil hun dø.
Hun skal derfor få en af spillets mandlige karakterer til at forelske sig i hende – men det er ikke så nemt når de kun ser hende som skurken.
Jeg elsker detaljerne og farverne i illustrationerne. Samtidig er det en ret cool feature at spille tilbyder hende valgmuligheder hun skal træffe undervejs.

Det med at træffe valg, må hovedpersonen Sung Jinwoo i Solo Leveling også gøre rigtig meget. Vi er i en fremtidsverden hvor store ”dungeons” åbner overalt i verden og hvor mennesker skal forsøge at bekæmpe dem. Forestil jer World of Warcraft, bare virkeligt – altså mennesker med store rustninger og magiske evner.
Sung Jinwoo er den lavest rankede hunter, men tager med på et raid hvor han ender med at være den eneste overlevende – kun fordi ”spillet” har tilbudt ham livet. Nu kan Jinwoo opgradere sig selv uden hjælp fra andre og det vækker opmærksomhed. Både fra andre jægere, organisationer og monstrene han forsøger at bekæmpe.
Som med I’m the Grim Reaper er der ikke sparet på vold, blod og kampscener, men det er også en interessant historie om, hvor langt man vil gå for at passe på dem man elsker.
BTS og 7Fates
Den voldsomt populære K-pop gruppe BTS har i samarbejde med Hybe Labels lavet en webtegneserie og nu udgivet bogserie der hedder 7Fates. Hvor meget eller hvor lidt hovedpersonerne i bøgerne er bygget på de syv medlemmer af BTS er vist op til individuel bedømmelse, men de har i hvert fald været med i udarbejdelsen af historien.
Som med et par af de tidligere nævnte serier foregår denne også i en verden hvor der er overnaturlige monstre og væsener, kaldes ”Beom”, der skal bekæmpes af ”almindelige” mennesker med ekstraordinære evner. Hver af karaktererne har deres egne styrker, svagheder og dagsordener, så en del af historien går også ud på at de skal finde ud af at arbejde sammen. Hver af karaktererne har deres egne bevæggrunde og tragiske baggrundshistorie, der gør at de vil være med i bekæmpelsen af de uhyggelige væsener.
Det er en meget koreansk serie, der har en del fokus på traditionel koreansk folklore og mystik, også selvom den foregår i en ”virkelig” verden.
Igen en flot, men voldelig tegneserie.
Drager og mystik
En af de webtegneserier jeg selv gik i gang med (og gik død i) er SubZero af Junepurr. Serien tæller indtil videre to fysiske bøger, der dækker over afsnit 0-25 og 26-45.
Hvor der ikke er meget romantik at finde i de tidligere nævnte serier, bortset fra Lore Olympus, så er der masser af drama, tension og trekantsdrama i SubZero, der er historien om prinsesse Clove, der skal giftes med prins Kyro for at stoppe en krig.
Begge stammer de fra drager og kan også forvandle sig til drager, men selvom Clove gerne vil gøre hendes slægt og familie stolt, er det svært at elske den egoistiske og stoiske prins, når han virker uopnåelig og ligeglad med hende. Måske vil det være bedre at vælge hendes bodyguard?
Som sagt har jeg læst den online, men gik død i den, eller nok nærmere glemte jeg at holde mig opdateret, så jeg er rigtig glad for at den nu kommer i fysisk form.
Illustrationerne er smukke og meget stemningsfulde. Der er flere flotte helsides illustrationer og jeg kan godt lide at vi ikke kun hører historien fra Cloves synsvinkel, men også fra de andre personer i serien. Som læser er man ikke i tvivl om at der er spirende følelser imellem flere at personerne, så der er i den grad lagt op til drama.
Samtidig er der også en hel del politik og intriger man skal have med i ligningen, for det er bestemt ikke alle der er lige begejstrede for det kommende ægteskab mellem prinsen og prinsessen, og nogen vil gå meget langt for at det ikke kommer til at ske.
Ikke kun fra udlandet
Det er ikke kun de udenlandske online tegneserier, der begynder at udkomme som fysiske bøger.
Den danske gruppe Snackbag Studio, der består af Cecilie Maintz Thorsen, Heidi Nat Holmeå og Line Z.P. Bechmann, har lavet Wayfinders-serien, der tidligere er anmeldt her på Nummer9 – både her og her.
Stilen ligner ikke en traditionel tegneserie, da der leges meget med opsætningen af siderne, så det ikke kun er de traditionelle rammer. Samtidig er der smæk på farver og detaljer og som læser suges man ind i en magisk fortælling i et stort univers.






