Dansk tegneseriehistorie for begyndere. I tre artikler gennemgår Erik Barkman og Kristian Bang Larsen de danske tegneseriers historie. I tredje og sidste del ser vi på tegneserierne efter årtusindeskiftet, der bringer nye mangfoldige udtryk med sig.
I marts 2014 udkom Desertør, det første bind i det, der skulle blive kendt som Halfdan Piskets Dansker-trilogi (2014-2016). Her deserterer den navnløse hovedperson, halvt tyrkisk, halvt armensk, fra den tyrkiske hær, bliver fanget, tortureret, flygter ud af landet og ender illegalt i Danmark i 1970’erne.
I de to næste bind, Kakerlak og Dansker, følger vi manden, der tager navnet James, som først en af mange gæstearbejdere på fabrikkerne, og siden som kriminel hashhandler med base på fristaden Christiania. Han får børn med to forskellige kvinder, men kan ikke leve med sine familier.
Han er traumatiseret og lever et vaklende og voldsomt liv på kanten af samfundet. I slutningen af Kakerlak bliver han overfaldet af lokale indvandrer-gangstere, bliver stukket ned med knive og smidt ud ad et vindue fra 3. sal. Han mister det ene øje.
Halfdan Pisket: Kakerlak.
Det er en sand historie. Halfdan Pisket er en af hovedpersonens børn, og trilogien er baseret på en række lange samtaler mellem far og søn.
Det Danmark, der fremmanes i Piskets markante, træsnitsagtige sort-hvide streg er mørkt, koldt, råt og institutionelt, og hans billedsprog er symbolmættet, fyldt med sorte sole, mytiske labyrinter og hætteklædte mænd.
Vi er så langt fra det bløde, humoristiske, antiautoritære land, vi har set i serier af Storm P, Jørgen Mogensen og Claus Deleuran, som man overhovedet kan komme.
Her er alvor, fremmedgørelse, vold. Ingen hygge.
Hvor tidligere tiders store danske tegneserier har betragtet det danske indefra, fra den joviale Carlsberg-drikkende gennemsnitsdanskers parcelhus-perspektiv, ser Pisket på nationen med den fremmedes blik. James Pisket er desertør i Tyrkiet og kakerlak i Danmark. Et uønsket skadedyr. Inden han til sidst, i en form for stille katarsis, bliver en ny slags dansker.
En rebelsk dronning i herretøj
Et andet nyt blik på det danske findes i Karoline Stjernfelts I morgen bliver bedre, også en trilogi (2015, 2020, 2025).
Historien er baseret på virkelige historiske begivenheder: Det unge kongepar, kong Christian den 7. og dronning Caroline Mathilde, er ulykkeligt gift, men finder en fortrolig i kongens livlæge, Struensee. Han bliver konges nærmeste ven, og indleder samtidig en affære med dronningen. I 1770 tager Struensee magten i Danmark, og gennemfører en lang række radikale og progressive reformer: ytringsfrihed, afmilitarisering, afskaffelse af totur, osv. Revolutionen varer dog kort. I starten af 1772 arresteres Struensee, og snart efter bliver han henrettet.
Det er velkendte begivenheder, der indeholder stort menneskeligt og politisk drama, men Karoline Stjernfelt fortæller historien frisk ved at se den fra dronning Caroline Mathildes perspektiv. I tidligere fremstillinger er hun oftest den passive i fortællingen, men hos Stjernfelt er hun en handlende aktør på linje med livlægen og kongen, og udvikler sig over serien fra en purung, frygtsom kvinde til en rebelsk dronning i herretøj.
Karoline Stjernfelt: I morgen bliver bedre 2: Dronningen
Både tegneserier og historiefortælling har traditionelt set været mænds domæne, men Stjernfelt insisterer på, at der er en anden historie, der ikke er fortalt endnu. Ligesom Pisket gør det. De beskæftiger stadig med det danske og med danskheden, men deres blikke er nye.
Stjernfelt og Pisket er to af de fremmeste eksponenter for en ny generation af tegneserieskabere, der i det nye årtusinde indvarsler en ny mangfoldighed i dansk tegneserie. Det sker blandt andet i kraft af en række markante kvindelige stemmer, der bringer nye sensibiliteter, tematikker og æstetikker med sig.
Men også gennem en ny formel og tematisk frihed: serierne er ikke længere begrænset af stribeformatets fire daglige ruder, eller af albummets 48 eller 64 sider til at fortælle deres historier.
De frigør sig også fra genreseriernes konventioner, og således kan man nu fortælle historier om alting, lige så kort eller langt som man vil, med de tegneteknikker, redskaber og virkemidler, man ønsker.
Hvor stribeserierne især var inspireret af amerikanske avisserier, og albumboomet især af de franske og belgiske serier, trækker de nye danske tegneserier på mange forskellige inspirationskilder: Amerikanske independentserier, de nye franske tegneserier omkring forlaget L’Association, tyske art comics og japansk manga er bare nogle af ingredienserne i retten.
Nybruddet
Den måske første vellykkede længere væk, der for alvor bryder med album-formen, er Thomas Thorhauges Kom hjem (2009), en historie om en enlig mor, der flytter ind i et kollektiv med en gruppe venstrefløjs-aktivister, og her får en kæreste, der ser terror som det næste naturlige skridt for aktivismen.
Thorhauge tegner historien i en funny animal-stil, med en lækker tyk konturstreg, der står i gæld til de fransk/belgiske serier, men fortælleteknisk spiller han på hele klaveret, og her er arven fra nye generationer af alternative amerikanske tegneserieskabere som Daniel Clowes og Chris Ware tydelig.
Thomas Thorhauge: Kom hjem
Et mere radikalt brud med den klassiske tegneserieform kommer to år efter med Rikke Barkmans Glimt (2011) og navnesøsteren Rikke Villadsens Ind fra havet (2011).
Fortællingen i den autobiografiske Glimt er forholdsvis simpel og lineær: den følger pigen Rikke og hendes familie en sommerdag på stranden. Men formen er radikal for en tegneserie: den er fortalt med kun ét kvadratisk billede per side, og tegnet udelukkende med farveblyanter i en streg, der mimer børnetegninger.
Også i Ind fra havet er blyanten hovedværktøjet og processen en del af det færdige værk – korrektioner og udstregninger i tegninger og talebobler er tydelige. Historien er en surreal skrøne om en sludrende sømand og en kvinde, der har sex med et fyrtårn.
Serierne lignede intet andet i Danmark, og med de to gange Rikke indfandt modernismen sig for alvor i de danske tegneserier. Rikke Bakman har aldrig siden lavet en længere tegneserie, men Rikke Villadsen er fortsat med at fortælle idiosynkratiske og vildt fabulerende historier, hvor maskuline arketyper bøjes, bokses med og begæres. I Et knald til (2014) må cowboyen stå for tur, og i Tatovøren og Klitoris (2019) er det selveste Tintin.
Rikke Villadsen: Tatovøren og klitoris
Endnu mere radikal er Signe Parkins i Tusindfryd (2017), Et slags associerende tegneserie-langdigt, hvor hver side består af fire tegninger, med fire rimende, tilhørende ord. Der er genkommende visuelle temaer, langbrystede, benbehårede, menstruerende kvinder, heste, piber, sværd og skyggemænd.
Beslægtet, men langt mere tilgængelig er Line Jensens populære dagbogs-tegninger på Instagram. Hun startede med at poste i en periode, hvor hendes musikermand var på tur og hun var alene hjemme med tre børn og en skadet fod. Det tegnede hun om med humor og desperation – et frontalangreb på den perfekthedskultur, der hærger tiden Line som dødtræt, uperfekt, bitter kvinde var noget, hendes medsøstre kunne spejle sig i. I dag sælger hun T-shirts og tote bags med slogans som ”Gu vil jeg røv” og ”Alle kan ikke alt altid”.
***
Den grafiske børneroman
Med den grafiske roman fulgte også den grafiske børneroman. Her er hverken plusfours-klædte journalister, eller overmennesker med undertøjet udenpå. I stedet almindelige børn med genkendelige problemer, også når det bliver voldsomt eller vildt.
Gennembruddet for den grafiske børneroman kom med Lars Horneman og Mortens Dürrs Zenobia (2016). Den tackler et af tidens store politiske emner: de mange flygtninge fra verdens brændpunkter, der søger mod Europa. Her pigen Amina, der flygter fra borgerkrigen i Syrien kun for at drukne i Middelhavet.
Mere muntert er livet i Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøis serie om tweenpigen Mira (2017 og frem). De solidariske hverdagsfortællinger om venskaber, forelskelse, og sammenbragte familier med irriterende forældre er et stort hit blandt Miras jævnaldrende.
Det er dog ikke realisme det hele. Vildere og mere fantasifuld er Jeppe Sandholts morsomme og rørende Ørn (2023), hvor en dreng opildnet af sin vildmandsfar skyder en ørn, for så at adoptere ørnens unge som sin lillebror.
***
Farvel til lunen
Johan F. Krarup: Robin får et arbejde
Ser Villadsen, Parkins og Jensen på kvindeliv, undersøger Lars Kramhøft med et på én gang inderligt og satirisk blik den underprivilegerede unge mands vilkår. Noget frygteligt er altid ved at ske sætter spot på psykisk sygdom, mens Husvild tager udgangspunkt i det prekære liv som ung kunstner uden økonomisk eller kulturel kapital i bagagen.
Også Johan F. Krarup balancerer det inderlige med det satiriske i sine skarpe og pinligt morsomme dissekeringer af menneskelig dårskab. I den autobiografiske Det må du selv om (2021) finder den unge Johan en faderfigur i sin kiksede karatelærer, mens vanviddet for alvors foldes ud i Robin får et arbejde, en række historier om to unge mænd på overførselsindkomster, der klæder sig ud som Batman og Robin.
***
Fremtidens fortællere
I 2013 fik Danmark sin egen fireårige tegneserieskaberuddannelse, Graphic Storytelling, i Viborg. Her udklækkes hvert andet år omkring 20 danske og udenlandske ”grafiske fortællere”. Kønsfordelingen er typisk omkring 75/25 i kvindernes favør.
Talentmassen er enorm, om end de definerende værker endnu ikke har manifesteret sig. Det er en hård økonomisk virkelighed, de unge møder efter endt uddannelse. Mange finder jobs indenfor illustration eller i animations- og computerspilindustrien.
Det er svært endnu at fremhæve nogle på vegne af andre, men Emil Friis Ernst tegner med en vild ekspressiv energi i den subversive superskurkefortælling Dr Murder and the Island of Death (2020); Askel Adens Kh Misha (2025, udgivet i USA på det store young adult-forlag First Second) lader en mor og hendes fremmedgjorte barn finde sig selv og hinanden i en farefuld fabelverden; og Sofie Louise Dam har vist sig som en klarsynet og alsidig tegner og fortæller i blandt andet børnetegneserierne Hviskeleg (2021) og Team Vildmark (2024), samt den amerikanske nonfiktion-serie This Land Is My Land (2019).
***
Men det er ikke realisme det hele. Søren Mosdals kantede, deliriske, hypervoldelige grønlandske vikingeepos Fimbulvinter (2014) er på én gang et gennemresearchet historisk værk og en vild feberdrøm. Her strides Erik den Røde og sønnen Leif den Lykkelige på tro og økser.
Søren Mosdal: Fimbulvinter
Rune Rybergs Death Save (2019) er en energisk og pangfarvelagt coming of age-historie om to drenge, den ene en vild øgle, den anden en stille fugl, der lever deres liv i en flippermaskine-arkade.
I Efter København (2022) forestiller Christian Skovgaard sig landets hovedstad efter klimakatastrofen har ramt. Historien er hurtig fortalt, men bogen skal læses for de smukke billeder af byens ikoniske bygninger efter undergangen.
Og senest er udkommet et par effektive og stemningsfulde genretegneserier, der fusionerer det klassiske tegneseriealbum med den nye grafiske roman: Aksel Studsgarth og svenske Daniel Hansens roadmovie-thriller Alva i mørket (2024), hvor nordiske sagnvæsener spiller en stor rolle; og Christian Højgaard og Benni Bødkers historiske krimi Meschugge (2024), om en række bestialske mord i Københavns jødiske ghetto i starten af 1900-tallet.
Det lune må ofte vige, men optagetheden af danskernes kultur, historie og samfund er stadig en fællesnævner for mange af de tegneserier, der skabes i kongeriget.
