Det var med meget blandede forventninger man åbnede Jean Girauds første helt selvstændige Blueberryalbum, Mister Blueberry (1995), fire år efter det noget ujævne Arizona Love, som var baseret på et plot af seriens medskaber og forfatter siden 1963, Jean-Michel Charlier, der døde i 1989. Man havde under læsningen af seriens forudgående 25 bind aldrig været i tvivl om, at det var Charlier der sikrede intrigen, stringensen og fremdriften i seriens historier. Han lagde en struktur og en styring indover Girauds fabulerende kunstneriske temperament, som når det fik frit spil i de mange serier han skabte under aliaset Moebius var idiosynkratisk på en måde, der ikke syntes at passe ordnen i Blueberrys univers.
Den cyklus Giraud startede med Mister Blueberry, fortsatte i albums’ne Ombres sur Tombstone (1997), Géronimo l’apache (1999), O.K. Corral (2003) og i 2005 afsluttede i Dust, viste sig da også at være markant anderledes end det, der var gået forud og ikke helt igennem vellykket, men alligevel overraskende gennemført. Den er det måske mest interessante forløb i serien, og Girauds/Moebius’ nok væsentligste værk de seneste 10-15 år. En sær, legesyg konstruktion, der postulerer genreundergravning og socialkritik, men nok snarere er at karakterisere som en uforpligtende, metakritisk soap, hvis liv først og sidst er at finde i det bjergtagende, levende billedunivers den skaber omkring sine aktører og som i sidste ende overbyder fortællingen på en måde, der sætter spørgsmålstegn ved selve Girauds valg af form og genre.
Klassisk Giraud-landskab, rigt på tekstur.
Historien finder sit grundlag i et af det gamle Vestens mest sejlivede og mytologiserede begivenheder; opgøret mellem Earp-klanen, hjulpet af vennen Doc Holliday, og familierne Clanton og McLaury i byen Tombstones OK Corral. Den fortælling, Giraud drejer over dette sagnomspundne drama er langt fra den historie, de ret omfattende fakta overleveringen fra hin oktoberdag i 1881 har givet eftertiden, fortæller. Men det er der intet nyt i — episoden i OK Corral er i over et århundrede blevet brugt til at berette om alt muligt mellem himmel og jord. Det måske dybeste stik i denne brønd er John Fords film My Darling Clemetinefra 1946 med Henry Fonda i hovedrollen som Wyatt Earp. Hos Ford bliver Tombstone en mikrokosmisk spejling af menneskelige samfund til alle tider, og det amerikanske i særdeleshed, og historien om opgøret bliver en fortælling om civilisationens usikre grundlag.
Giraud når ikke så langt i historien om “Mister Blueberry”, selvom den godt kan ses som en kommentar til nutidens USA og dets rolle i verdenssamfundet. I hans Tombstone forsøger brødrene Earp, der er ansat som sheriffer i byen, at holde ro og orden i et samfund plaget af indre splid. Mens borgmesteren er en svag medløber, ligger den reelle politiske magt hos den anløbne bankmand og mineejer Strawfield, der indgår en uhellig alliance med den brutale Clantonfamilie. Skylden for alle det lille samfunds dårligdomme tværes naturligvis af på de apacher, der anført af den legendariske høvding Geronimo befinder sig i bjergene omkring den, mens en stadigt voksende hob kræver byens tabte moral og anstændighed genoprettet og lytter til politisk motiverede demagogers mistænkeliggørelse af de retskafne Earp’ers motiver. Sideløbende med dette får vi en fortælling fra Blueberrys fortid — før tiden i første albums Fort Navajo — hvis centrale konflikt bag al ramasjangen udspringer af de hvide kolonisatorers forsøg på at civilisere indianerne ved at fratage dem deres børn og anbringe disse i skoler, hvor de undervises i vestlige… øh europæiske værdier og kultur.
Analogierne til samtiden er således til stede, uden de dog på noget tidspunkt bliver didaktiske eller pågående, og ret beset er de også ganske overfladiske. Giraud er her i sit legesyge hjørne og der er sådan set ikke det store han vil fortælle os, men han nyder at lade som om det. “Mister Blueberry”-cyklussen svælger i såvel genrens klicheer, som i intertekstuelle og metarefleksive gimmicks og stiller sig i det hele taget sofistikeret an, mens gavtyven Giraud i al stilhed sidder og krydser sine fingre.
Girauds træmandsudgaver af Earp-brødrene og Doc Holliday.
Man må derfor konkludere, at historien om opgøret i OK Corral i sidste ende ikke bruges til at fortælle noget af substans. Girauds Earp-brødre og hans Holliday er et sæt indbyrdes udskiftelige og stive træmænd uden noget, der bare ligner personlighed (til gengæld hedder virkelighedens Morgan Earp her af en eller anden grund Simon — idiosynkrasien fornægter sig ikke!). Og Clanton-banden er et slæng vaskeægte tegneseriebøller anført af den obligatoriske, altdominerende matriark, Ma Clanton, der kunne lignes med en skurkagtig version af Mammy Yokum fra Al Capps klassiske hillbilly stribe Li’l Abner og står for en stor del af fortællingens karikerede comic relief. Alt sammen et tydeligt valg fra Girauds side; hvis han havde ønsket et mere nuancerede persongalleri, er virkelighedens Earp- og Clantonfamilier rig på sammensatte og af livet martrede skæbner.
Campbell forsøger at falde i med lokalkoloritten.
En anden af de bærende klicheer i plottet er forfatteren fra den civiliserede vestkyst, der rejser vestpå i sin søgen efter Myten og finder noget ganske andet. Han er her personificeret i den på lignende vis karikerede, talentløse knaldromansforfatter Campbell, som kommer til Tombstone for at interviewe vor helt om hans bedrifter i tiden under Charliers pen. Og han finder ganske rigtigt noget ganske andet end han havde forventet, men ikke på en måde der beriger vores forståelse af Myten om det Vilde Vesten eller noget som helst andet storladent af den art, man fx. så samme fortællegreb brugt til i Clint Eastwoods mesterlige The Unforgiven(1992). Det han finder er Girauds smukt orkestrerede blændværk — Blueberry har ikke noget tøj på!
Blueberrys faste position, rygvendt og passiv.
Med hensyn til Blueberry selv har Giraud, nu Charlier er ude af billedet, besluttet sig for at lave ham om til en mellemting mellem Will Eisners Spirit og Hugo Pratts Corto Maltese. I det første album vender han i bogstaveligste forstand de dramatiske begivenheder ryggen ved pokerbordet nede bagest i Tombstones prægtigste saloon, The Dunhill, og lukker og slukker ved uforvarende at blive nedskudt fra samme vinkel. Han dør ikke, men spenderer til gengæld de næste par albums i en seng på saloonens førstesal, fra hvilken han, i stedet for at berette om de heltemodige bedrifter vi ved — eller tror vi ved? — han har begået i de tidligere albums i serien, fortæller Campbell den allerede omtalte historie om indianerbørnene. En historie der også indeholder hans første møde med sin overmand på alle niveauer, Geronimo.
Denne er, måske blot i kraft af sin overlegenhed, måske på grund af sin betydeligt større mytologiske status — der jo er funderet i virkeligheden — som Blueberry selv beskriver det, blevet hans “røde hval”, med reference til Herman Melvilles episke roman om Kaptajn Ahabs altfortærende jagt efter den Store Hvide Hval, Moby-Dick (1851), som Blueberry da også har liggende ved sit sygeleje. Man finder kun vanskeligt en mere prægnant fortætning af den store, amerikanske fortælling end Melvilles mesterværk, hvorfor Girauds kække brug af den til afleveringen af endnu en pointeløs pointe med glimt i øjet, mildest talt må siges at være at spænde hanen en anelse stramt.
Andre steder er legesygen mere uforpligtende, fx. når Campbell pludselig tropper op i et karnevalsagtigt cowboykostume med flæser og hele pibetøjet for som en anden Dupond/t at erklære, at man jo må gøre sit for at falde i ét med lokalkoloritten. Eller når hans unge protegé, den naive, uspolerede Billy Parker, der i det barske Tombstone lærer ét og andet om livet — en anden fuldfed kliché — tegnes meget lig John Romitas udgave af navnebroren Peter, som til dagligt gemmer sig bag Spider-Mans maske. Eller når Clanton’ernes unge hjælper Claybourne render rundt i en mundering, der til forveksling ligner Goscinnys og Morris’ Lucky Lukes.
Johnny Ringo.
Det bemærkelsesværdige ved alle disse brud på fortællingens autonome rum og grundlæggende stil er, at de ikke forstyrrer dem. “Mister Blueberry” kan sagtens læses uden at man kender til disse referencer og in-jokes, men endnu mere imponerende spolerer de kun det skin af realisme der ligger over løjerne, hvis man aktivt hæfter sig ved dem. Kun ét sted skurrer det for alvor, og det er i den næsten latterlige omkalfatring af virkelighedens gunman Johnny Ringo til en psykopatisk seriemorder i skeletantræk med tydelige aner i Thomas Harris’ Hannibal-trilogi. Han er et fremmedelement, der tager den ellers listige Giraud på fersk gerning med sjov hat, næse og klør fem nede dåsen med kransekage. Men hvis man sluger dén kamel kan man faktisk med sindsro læse “Mister Blueberry” uden ironisk distance og nyde den som medrivende cowboy- og indianerhistorie på linie med resten af serien om den usoignerede eks-løjtnant.
Den virkelige grund til at læse “Mister Blueberry” er imidlertid, at den markerer en sen, manieret kulmination af den naturalistiske tradition indenfor den europæiske albumtegneserie, Girauds lærermester Jijé — inspireret af de store amerikanske eventyrstriber af Crane, Caniff, Sickles, mv. — i efterkrigstiden var den væsentligste indstifter af, og som siden har karakteriseret så store dele af særligt den fransk-belgiske tegneserie. Giraud er ikke alene Jijés direkte arvtager, men den både stærkeste og mest fantasifulde eksponent for denne stil og i øvrigt en af mediets helt store tegnere.
Girauds bedrift i denne sammenhæng er, at han har formået at levendegøre et naturalistisk udtryk, der ellers sjældent fungerer optimalt i tegneserier. I hans arbejde opstår en fuldstændig naturlig syntese af det simplificeret cartoony og det omhyggeligt observerede. Hans nouveau-afledte, svalt løbende streg, hans generøst lagte, fyldige penselskraveringer og hans sirlige prikpatina er alle karakteristiske delelementer i en helt igennem eksakt og aldeles selvsikker grafik, der uproblematisk og med stor virkning sidestiller det stiliseret enkle og det gennemarbejdet detaljerede.
At denne stil er blevet manér, og muligvis altid til en vis grad har været det, vidner hans meget ujævne produktion de seneste 10-15 år om. De ganske få tegneserier han har signeret som Moebius har været præget af tomgang og vage gentagelser af tidligere tiders motiver og udtryk, mens hans mange illustrerede bøger og andre slige projekter næsten over en kam har været goldt eksekverede studier i overflade. Faktisk har denne, hans sene produktion på mange måder vist Giraud/Moebius som en i bund og grund overfladisk kunstner, hvis styrke altid har ligget i hans idiosynkratiske tilgang til fortællingen, hans visuelle opfindsomhed og — ikke mindst — selve hans grafiks kunstlede stoflighed. I takt med disse fortrin med tiden er løbet ind i en gentagelsens nedadgående spiral, er det blevet åbenbart, at der ikke er meget tilbage på den kistebund, der måske allerede fra starten ikke var dækket af meget mere end et dragende, men tyndt lag skin.
Men midt i det sørgelige syn dette arbejde har været, er “Mister Blueberry” en både overraskende og velkommen påmindelse om, hvorfor Giraud indtager en naturlig plads på tegneseriekunstens parnas, hvorfor hans skin når han er bedst alligevel skjuler uventet rigdom. Selvom cyklussen ikke er så mesterligt tegnet og især fortalt som mange af de tidligere Blueberry-albums, og da slet ikke seriens zenit i midt-70erne, er den på mange måder den mest interessante og udfordrende, fordi dens billedside i dén grad transcenderer dens noget rodede joke af en fortælling. Hele maskineriet er aktiveret og der er ikke sparet på noget — det her er simpelthen den aldrende Giraud på tur rundt i den europæiske albumtraditions parkanlæg på sin prægtige lusitano.
Tombstones manufakturhandel.
Således trakteres vi med miljøbeskrivelser af sjælden rigdom og rumlighed. I hans nærmest augustinsk iagttagende, altseende establishing shotsaf lokaliteter som Tombstones folkevarme hovedgade eller velordnede rådhusinteriør, The Dunhills trængte barområde, flashbackfortællingens regnvædede grænsefæstning Fort Mescalero eller køkkenet i Clanton’ernes ranchs prosaiske hovedbygning, er der plads til indlevelsen og sansningen. Giraud giver os en fornemmelse af skala, af handlingens rum, der er sjælden i tegneserier generelt og som giver os et Vesten med et nærvær, der selv på film er sjældent indenfor genren. Man har en klar fornemmelse af byens beliggenhed, de forskellige bygningers størrelse og placering i forhold til hinanden og aktørernes bevægelse rundt blandt dem.
Interiørerne er helt ned i detaljen smukt realiserede påmindelser om det vilde vestens gradvise forandring. Giraud viser os civilisationens udstyr i al sin konkrete væren — den messingindfattede salgsmontre i byens manufakturhandel, den overfyldte jernpapirkurv i avisen “The Tombstone Gazettes” redaktionslokale, de to små farvede medicinflasker på den rekonvalescerende Blueberrys natbord og det vældige, løvefodsudstyrede støbejernskomfur hos Ma Clanton er blot nogle få elementer i den usædvanligt rige virkelighedstekstur, han forlener sin fortælling med. Til dette kommer en overdådigt realiseret, men alligevel følsom farvelægning, der akut sanseliggør alt fra en rytterkorteges opløsning i regndisens forsvindingspunkt, over den varme glans Earpernes retliniet strukturerede sheriffkontor fordeler ud i sommernatten, til lyset på en frostklar eftermiddag, hvor sneen knaser under hestenes hove.
Giraud og hans farvelægger fremmaner fornemt en frostklar vinterdag.
Forskellen mellem dette og tidligere Blueberryalbums’ virkelighedsgengivelse er ikke stor, men alligevel afgørende, fordi den her danner ramme om en ironisk ikke-fortælling og i sin nærmest overdrevne grundighed hæver sig over denne som om den var det egentlige, og efterlader læseren med en mærkelig fornemmelse af det surreelle. Det er i højere grad end nogensinde før Moebius, der er Blueberrys dukkefører og parallelt med Christian Braad Thomsens rammende beskrivelse af Hitchcocks virkelighedsskildringer kontra hans iscenesættelser af drømme, er den aldrende Moebius langt mere dragende når han tegner en “realistisk” virkelighed, end når han på mekanisk vis aktiverer kopimaskinen og syrer ud for 117. gang.
Dette accentueres yderligere af typiske Moebius-manierismer som — bevidst eller ubevidst? — sjusk med både enkelttegninger og iscenesættelser af narrative sekvenser. Til de grelleste eksempler hører den stærkt antiklimatiske beskrivelse af opgøret mellem Earp’erne og Clanton’erne, der afvikles med et klodset billede af meget stereotypt i alle retninger skydende pistoler.
Sådan afvikler Giraud det postuleret klimaktiske opgør i OK Corral.
Det er endvidere ganske morsomt at konstatere, hvorledes elementer fra de tidligere albums — først og fremmest selveste the OK Corral — pludselig har ændret udseende i de senere, formentlig fordi Giraud i al sin flid har været for doven til lige at dobbeltchecke med sit eget, forudgående arbejde. Men mens sådanne elementer blot er et kuriosum man med lidt god vilje kan ignorere uden de store omkostninger, er de mange ulogisk anbragte talebobler gennem hele fortællingen et decideret forvirrende problem for læseren, der ikke synes at tjene noget som helst formål.
The OK Corral som den tager sig ud i hhv. Mister Blueberry og OK Corral.
Blandt Girauds mere virkningsfulde, men stadig underlige tricks er fremmedgørende fritlagte fortælleransigter placeret over detaljerede baggrunde, punktvist lattervækkende og åndssvage karikerede ansigtsudtryk i scener, der ellers forsøger at opretholde pokerfjæs, eller uelegante krusseduller, der tjener som tekstur eller atmosfæreskabere i ellers umådeligt omhyggeligt udførte billeder. En mestertegners ironiske leg med sit eget udtryk.
På det rent fortælle- og underholdningsmæssige plan er der i “Mister Blueberry” langt op til det formfuldendte samarbejde med Charlier, og der er ligeledes langt til tidligere tiders Moebius-mesterværker, men serien er ikke desto mindre et fascinerende coda til den stolte europæiske albumtradition, disse voksede ud af, og som i lang tid har været sørgeligt hensygnende, mens det nye år er blevet skudt ind andetsteds.
Blueberry er bare glad for at være i live.
Oprindeligt bragt på Rackham.dk i 2005.
