Midgårdsskrøner bog 4 - Gudernes orden
To kvinder strander på den engelske kyst under vikingeinvasionen i 870. Gudernes orden er er en brutal, spændende og såre realistisk vikingefortælling.
I Stephen Kings bog On Writing, der er halvt selvbiografi, halvt skrivetips, fortæller verdens mest læste gyserforfatter om det simple greb, han bruger til at skabe historier: han tager en eller flere personer, sætter dem i en knibe — jo værre, jo bedre — og forestiller sig, hvad der sker, når de forsøger at komme ud af den.
Kings metode kom mig i hu, mens jeg læste Gudernes orden, fjerde bind i Bjørk Matias Friis’ vikingeserie Midgårdskrøner. For en hæslig knibe er præcis, hvad de unge kvinder Ciraita og Gerd kommer i, da de strander på den engelske kyst og straks tilfangetages og mishandles af invaderende vikinger.
Ciraita var kun biperson i de tidligere bind, men nu er seriens oprindelige hovedperson Rod formodet død, og med ingen fremtid for sig i Norge rejser hun mod England i håbet om at skabe et nyt liv. Med på rejsen er hendes beskytter Raste og den jævnaldrende Gerd, der er af ædel byrd og under oplæring til Vølve.
Men snart er Raste død, og de to kvinder viklet ind i en Game of Thrones-agtig magtkamp blandt de invaderende danske stormænd under vikingeinvasionen omkring år 970. Her er frænde frænde værst, og de to kvinder kun bønder på skatbrættet — nemme at ofre for både den ene og anden konge eller dronning. For at overleve må de finde resurser frem i sig selv, som de knapt vidste, at de havde. Mod, viden, snarrådighed.
Omsorg.
Ciraita vil blot have en lille gård med æbletræer, men i en verden, hvor magt er ret og en ung kvinde af lav byrd intet regnes for, må hun spørge sig selv, om det er gudernes vilje, at hun ingenting har og ingenting får, eller om hun selv kan påvirke sin skæbne? Og kan hun få, uden at andre betaler prisen?
Det er en blodig historisk virkelighed af krig og plyndring, Friis lader sine hovedpersoner strande i, og det er grundspændende helt ned i maven, ikke mindst fordi de to kvinder fremstår så såre menneskelige, at man holder med dem hele vejen.
Samtidig er den til tider komplicerede historie fortalt med forbilledlig klarhed. I et rigt og stort persongalleri fascinerer især den snedige vølve Skuld og den kyniske enøjede Ragnhild. Kvinderne står stærkt her.
Som tegner er Bjørk Matias Friis dygtig. Der er masser af dynamik og variation i hans sideopbygning, uden at det på noget tidspunkt går ud over fortællingens klarhed, og han vælger klogt, måske af hensyn til yngre læsere, at holde de mest voldsomme hændelser uden for billederne. Men udtrykket er også en smule fersk, og skulle jeg savne noget, var det at mudderet, snavset og dunsterne i hans vikingetid stod tydeligere frem i tegningerne.
Til gengæld er nøjagtigheden i tidsbilledet uforlignelig. Man fornemmer, at Friis har researchet vikingetiden i bund, hvad end det handler om tøj, skibe, lægekunst, geografi, politik eller mytologi. Som når en operation udføres med fjer som tang eller pincet, eller når de lokale engelske bønder taler oldengelsk.
Det er ganske enkelt fremragende. Man savner ingen horn i hjelmene.
Gudernes orden er det hidtil bedste bind i en i forvejen meget fin serie, der måske ikke helt har fået den opmærksomhed, den fortjener. Bjørk Matias Friis har tidligere fortalt, at han har planlagt serien til fem bind, og da albummet slutter med en vaskeægte cliffhanger, er der lagt op til en dramatisk finale. Der gik seks år mellem bind tre og fire. Lad os ikke vente lige så længe på det femte.
