“Grandville” og “Grandville – Mon Amour” af Bryan Talbot.
De første to bind af Bryan Talbots Grandville-serie viser gode steampunkede takter, men kløjs desværre i en række småpinlige insider-vittigheder og en ultravoldelig kopi af detektiven fra Baker Street.
Bryan Talbot er en britisk tegneserieveteran, der startede karrieren på sen-60’ernes undergrundsscene. Han har tegnet for britiske klassikere som Judge Dredd, Slaíne og Neil Gaimans The Sandman, og hans egen The Adventures of Luther Arkwright ligger højt på mange læseres hitliste. På dansk har vi kun hans ufortjent oversete ”Den uartige rotte”, der behandler emnet incest meget taktfuldt og med stor indlevelse i offerets vilkår.
Efter monsterpræstationen ”Alice in Sunderland” fra 2007, hvor Lewis Carrolls ”Alice i eventyrland” indgik i et frugtbart samspil med byen Sunderland og Talbots eget liv, udgav serieskaberen i 2009 første bind i en ny serie, der formentlig kommer til at rumme 5 af slagsen. Der er tale om en lang, fortløbende fortælling, men de enkelte bind kan sagtens læses for sig selv.
Bind 1, “Grandville”, starter midt i et hæsblæsende handlingsforløb, hvor det hurtigt står klart, at en alternativ virkelighed er på spil. Hovedpersonerne er de for tegneserien så klassiske dyrefigurer, og omgivelserne ligner en steam-punk udgave af Paris, komplet med Eiffeltårn og futuristiske luftskibe. Hurtigt klip til engelsk landsbyidyl med mystisk mord, hvor vi første gang møder vores helt, grævlingen DI LeBrock. Han belærer i bedste Sherlock Holmes-stil de tumpede betjente om tingenes rette sammenhæng og tager derpå sin assistent Ratzi med til titlens kerne, den franske by Grandville.
Herfra er intrigen godt skruet sammen, og især Talbots brug af de forskellige dyr imponerer. Talbot er en ferm tegner, og han forstår at skabe stemninger og skifte tempo efter behov, når de to helte vælter sig igennem det viktorianske noir-univers, der på én gang er genkendeligt og meget fremmedartet.
Det er muligt, at ikke alle læsere irriteres af de mange indforståede ordspil og referencer til europæiske tegneserier, men jeg blev hurtigt træt af Splint (fra Splint og Co.) som piccoloen på hotellet og terrieren ”Snowy Milou” (Terry fra Tintins engelske og franske navn), der ligger i en junkierus og fabler om den blå lotus og ”Captain Havoc”. Tegneseriens svar på corny bedstefar-jokes, der i bedste fald ikke bringer noget til historien og i værste fald er tåkrummende pinlige.
På samme måde har jeg det med Sherlock Holmes-pastichen LeBrock og hans sidekick Ratzi, hvis far i øvrigt hedder Papa Ratzi (hø, hø). Hvorfor lave en udgave af Sherlock Holmes som jernpumpende grævling, der jævnligt eksploderer i voldsorgier? Ørerne flyver, blodet sprøjter og folk bliver skødesløst brændt levende.
Sherlock Holmes-kopien fortsætter i andet bind, “Grandville – Mon Amour”. Her er åbningssekvensen næsten identisk med den scene i den nyeste Holmes-film, hvor den frustrerede detektiv lukker sig inde på sit værelse, husholdersken bider negle og Watson må hive vores helt ud af sin selvvalgte isolation og sammenbrud.
Jeg ville ønske, at Talbot havde valgt at koncentrere sig om sit eget univers og de karakterer, der virkelig er originale og nye bekendtskaber. I bind to er den luvslidte, sønderrevne hundeskurk afskyeligt ulækker, og flodhesten er præcis så dovent sensuel og slagkraftig, som vi forventer af en bordelmutter. Talbot har skabt en verden, der sagtens selv kan bære historien, og der er ingen grund til at lade Anders And og Spirillen spøge i krogene.
Grandville-serien er superflot og absolut en læsning værd, men der en er overhængende risiko for, at referencerne og den overdrevent voldelige Sherlock-klon bliver trættende i længden.
Karakter: 3/5
Værkets titel: Grandville og Grandville – mon amour
Seriens titel: Grandville
Forlag: Jonathan Cape
Forfatter/tegner: Bryan Talbot
Farve og form: farve og hardcover
Sidetal: 98 sider
Pris: ca. £11 på amazon.co.uk
ISBN: 9780224084888 og 9780224090001
Udgivelsesår: 2009 og 2010
Udgivelsesland: England
Del på
