Mellem stregerne 1
Ny dansk essaysamling om tegneserier spænder bredt og viser stort potentiale.
Dansk tegneseriekritik er døende, og findes i dag knapt nok længere i de etablerede medier. Ikke mindst derfor er jeg uendelig begejstret over et initiativ som Mellem Stregerne, der et tænkt som en årligt tilbagevende essaysamling om tegneserier.
Tilmed er den lækker: en lille kompakt bog i stift bind og smukt sat af Anders Gerning. Jeg ved ikke helt, hvad norske Jasons Frida Kahlo-tegning skal fortælle på forsiden, men flot gør den sig ud.
Karoline Stjernfelts illustration til Jokum Rohdes Daredevil-essay.
Stærk billedside
Og lad os bare starte der, med det allerbedste ved Mellem Stregerne: Kvaliteten af tegningerne, der illustrerer de forskellige essays — signeret Fred Tornager, Karoline Stjernfelt og engelske Mark Walker — er tårnhøj. Særligt er Karoline Stjernfelts illustration af drengen, der fortaber sig i en Daredevil-tegneserie, helt plakatagtig fremragende. Det varmer hjertet, når det nu er tegneserier, det handler om.
Essaykvaliteten er også ganske fin, om end lidt mere ujævn.
Silja E. K. Hendersons tekst om Hayako Miyazakis Nausicaä, animisme og den kommende natur- og klimakatastofe er lige lang og tung nok i det. Henderson er både forsker og poet, men hun måtte gerne have givet poeten mere plads på bekostning af den noget omstændige og evigt citerende forsker i teksten.
Jokum Rohdes tekst om Miller og Mazzucchellis Daredevil-run er til gengæld for kort og indforstået. Nok tæt på uforståelig, hvis man ikke er godt inde i Frank Millers overlegne oeuvre som superhelte-auteur i 1980’erne.
Det er jeg heldigvis, så når Rohde taler om fire billeder i Daredevil 233, der bliver definerende, for hvordan superhelte forstås fremadrettet og for hele Marvels filmiske univers (et postulat, der slet ikke foldes ud som argument), så ved jeg godt hvilke billeder der tales om. Men mange vil nok blive efterladt på de uforståendes perron.
Her savnes også billedeksempler, som der generelt gør det i de artikler, der omtaler konkrete værker. Det stiller krav til skribenternes evne til at fremmane billederne hos læseren.
Men efter den lidt vaklende start løfter samlingen sig. Videnskabsjournalisten Anders Høeg Nissens lange essay om AI og kreativitet har ikke meget med tegneserier at gøre, men er ikke desto mindre spændende læsning. Nissen skriver ligefremt, med stort overblik og uden fordomme, om den AI-revolution, der synes at være ved at løbe os over ende, og som har store konsekvenser for arbejdslivet hos de tegnende og skrivende kreative. En tekst, der både har gjort mig klogere og stillet mig de rigtige spørgsmål at tygge videre på.
Nissens essay balanceres af en lille sektion med pingnominerede Jon Skræntskovs AI-kritiske satiretegninger. Godt tænkt, og igen: Ros til tegningerne.
Tomas Lagermand Lundmes fine erindringsessay om sin barn- og ungdoms tegneserielæsning er en lille tidskapsel for os, der voksede op dengang Asterix- og Lucky Luke-album lå overalt, og vi nærmest boede mellem bibliotekernes tegneseriekasser. Måske en bedre indledning til samlingen end den tunge Nausicaä-tekst?
Gerne mere tegneseriefaglighed
Samlingen afsluttes med en tekst og en tegneserie hånd i hånd.
Pogo (1948-1973) er en af verdens bedste avistriber. Den er noget så sært som en politisk stribe om en gruppe dyr i en sump, skrevet og tegnet overlegent lækkert i klassisk funny animal-stil af Walt Kelly.
Den er også, i dag, stort set ulæselig.
Dels fordi den løbende satiriserer hårdt over datidig dagsaktuel amerikansk politik, som de færreste husker, og dels fordi den fonetiske og dog højpandede sumpslang, figurerne taler, er svært dechifrerbar for en dansksproget læser.
Redaktørerne har derfor taget det kloge valg at lade et vidende essay af dansk tegneseriekritiks grand old man, Søren Vinterberg, supplere striberne. Det gør Vinterberg vanligt godt; han giver kontekst til læsningen med forståelse for både det historiske og det tegneserie-formmæssige, herunder hvad der gjorde Pogo god og nyskabende i sin tid.
Man kunne dog have ønsket sig, at striberne var genoptrykt i større format (fx på langs), og at man, nu man havde den dygtige oversætter Vinterberg ved hånden, havde fået dem fordansket. For både størrelse og sprog gør stadig striberne svære at læse.
Søren Vinterberg er den eneste af de fem essayister, der er vant til at skrive om tegneserier, og for en læser som mig, der interesserer sig for kunstformen i sig selv (det historiske, formsproget og så videre), kan det ærgre, at der ikke er flere bidragsydere med stærk tegneseriefaglighed i tegneserieessaysamlingen.
På den anden side er det velgørende med nye stemmer og den strækken sig i perspektiver, som bogen byder på.
Samlet set er Mellem Stregerne, som det ofte er tilfældet med antologier af den slags, en lidt blandet pose bolsjer. Der er enkelte redaktionelle ting at arbejde med, men også meget, der er virkelig godt at holde fast i, ikke mindst på billedsiden. Potentialet er stort, og jeg glæder mig allerede til næste ombæring – gerne med endnu mere tegneseriefaglighed i teksterne.
