Min ven Nietzsche
Kornums filosofiske sammenbrudsbiografi emmer af vanvid og venskab, men er nok bedst, hvis du har været på mindst én rustur
Ingen filosof, død eller nulevende, har vel samme fascinationskraft som Friedrich Nietzsche (1844-1900). Det er svært at tilskrive hans popularitet en enkelt årsag. I stedet er der nok tale om en perfect storm, som har skabt et billede af Nietzsche som filosofiens romantiske og vanvittige enfant terrible:
De mange portrætfotos med den høje pande, de dybe øjenhuler og, frem for alt, det buskede overskæg. De betagende og poetisk-polemiske bogtitler – et udpluk: Tragediens fødsel, Menneskeligt-alt for menneskeligt, Morgenrøde, Således talte Zarathustra, Hinsides godt og ondt, og ikke mindst: Afgudernes ragnarok – eller hvordan man filosoferer med hammeren(!).
Og dertil myten om den iltre, omflakkende rakker-filosof, der rejste rundt og lå sine venner til last, plaget af sygdom, indtil han endelig bukkede under for syfilis* og vanvid og måtte lægge sit liv og sine værker i hænderne på sin ultranationalistiske og antisemitiske søster, som sørgede for, at begreber som “Übermensch” kom til at klinge mere af nationalsocialisme end af moralfilosofi.
Det kan ikke undre nogen, at Anna Laurine Kornum, som har læst biologi og filosofi, elsker hyæner og arbejder med dyrevelfærd, og hvis værker emmer af eksistentielt mørke, nu har forvandlet sin fascination af Nietzsche til en tegneserie. Og god er den også!
Monokrome skyggebilleder
I modsætning til Kornums andre tegneserier, den Ping- og Claus Deleuran prisvindende Mit indre øje (2022), og opfølgeren Valmuemarkens paradox (2024), er Min ven Nietzsche tegnet i sort/hvid. Det egner sig godt til temaet. Nietzsche, og måske navnlig myten om ham, fremstilles mest logisk i strenge kontraster, uden farver.
Farve(fra)valget og spillet mellem tekstur og blanke overflader er helt oplagte til en tegneserie om filosoffen som elskede modsætninger og konflikt. Og helt ærligt, når man kan tegne skygger som Kornum, ville det næsten være synd at tage farvepaletten i brug.
Alligevel må jeg tilstå mig nysgerrig på, om en spotfarve, à la den okseblodsrøde titel på omslaget, kunne have tilføjet noget dynamik. Nietzsche kaldte sig selv for dynamit – det måtte man godt kunne mærke på flere af tegningerne.
Stilmæssigt er Min ven Nietzsche præget af variation. Ofte tegner Kornum nærmest fotorealistisk. Det føles som at være der selv eller som at kigge på et nyrestaureret arkivfoto. Det er flot, teknisk imponerende, og lidt uncanny, især når hun forfladiger perspektivet og skruer op for konturstregerne. Det får billederne til at ligne, at de kunne være sammenklippet med collageteknik.
Jeg ved ikke, om Kornum har tegnet efter historiske fotografier eller måske oven på dem. Under alle omstændigheder er det karakteristisk og effektfuldt, især når det kombineres og kontrasteres med en klassisk sort/hvid undergrundstegneseriestil, der tilfører energi til de nogle gange lidt statiske billeder ved at overdrive og karikere.
Legesyg skravering
På nogle af de bedste sider udnytter Kornum tegneseriens formsprog og lader en diskret legesyge trænge igennem den ellers dystre billedfortælling. For eksempel da Nietzsche svinger hammeren over den apollinske kulturarv (selvsagt i form af Platonstatuen ved Athens Akademi) mens sidens ruder brydes og fragmenteres.
Og når Nietzsche drages af afgrunden i Torinos bjerge – for selvfølgelig gør han det! – i en sekvens der leger med referencer, lader onomatopoietikon hvirvle i luften, og hvor den voldsomme skravering næsten trækker læseren med ned i dybet.
I det hele taget er skravering et gennemgående og virkningsfuldt formgreb. Næsten ingen sider er fri for en omfattende krydsskravering, der spreder sig fra baggrunde, henover arkitektoniske detaljer og udover figurernes tøj, kroppe og ansigter. Som en gennemtrængende kontekst, hverken figurer, læsere eller papiret i bogen kan vaske af sig.
Der er noget organisk, labyrintisk og kalejdoskopisk over Kornums krydsskraveringer, der går igen i de tilbagevendende hjerne-tegninger (her mærker man igen hendes baggrund som illustrator) og i Torinos spiralagtige brosten. Kun oppe i bjergene slipper vi og Nietzsche kortvarigt fri af krydsskraveringen, et øjeblik fri af kulturens omklamrende bånd, men selvfølgelig kun for en tid. Dét er fortræffelig billedfortælling!
En alvorsfuld historie om en alvorsfuld filosof
De monokrome sider spejler indholdet, der heller ikke er kulørt. Her er intet om Nietzsches damebekendtskaber, om spekulativ homoseksualitet eller bordelbesøg. Gudskelov undgår Kornum også på elegant vis at begå alle biografiske tegneseriers dødssynd: Den kronologiske trofasthed.
Fremfor en langtrukken travetur gennem Nietzsches barndom, opvækst, voksenliv og død, er Min ven Nietzsche anlagt som en stram undergangshistorie, koncentreret om årene umiddelbart før og efter nervesammenbruddet i januar 1989. Kontekst får vi gennem talrige og velvalgte flashbacks, også til barndommen, og via George Brandes interesse for og brevveksling med Nietzsche.
Historien er inddelt i kapitler, opkaldt efter Nietzsches talrige medicinske skavanker, som hver indledes af en mørk side med abstrakte, symbolske tegninger og citater fra filosoffens værker og breve. Det kan lyde formularisk, men Kornum forstår at variere udtrykket, og det fungerer overraskende godt som rammesætning af både de enkelte kapitler og af fortællingens fremgang mod undergangen.
Jeg spurgte engang en filosofiprofessor med speciale i had og folkedrab, om man skulle læse Nietzsche humoristisk – fulgtes al den provokerende patos ikke med et glimt i øjet? Han konsulterede en kollega og vendte tilbage: Nej, det var skam alvorligt ment. Således også hos Kornum. Her gælder det hammeren, harmen og fortabelsen.
Tysk filosofi for let øvede
Undervejs kommer vi igennem mange af Nietzsches filosofiske temaer, hovedværker, og begreber. De præsenteres i velvoksne kommenterende tekstblokke, suppleret med talrige filosofiske one-liners, især fra de senere værker. Her skal læseren nok selv være ven med Nietzsche for at få det fulde udbytte.
Det er lækkert for en kultur-nørdet lommefilosof som jeg, der har skrevet to-tre småtendentiøse universitetsopgaver om Nietzsches filosofi i min studietid på KUA, men hvis man er ny i forfatterskabet, bliver det nok langt i spyttet.
Nuvel, der er også dialog i klassiske talebobler, men ikke meget. Jeg forstår godt Kornum. Det er svært at holde balancen. Nietzsches ord er dragende, og fristelsen til at citere ham ad libitum er åbenbar, men Hunov & Haffgaard måtte godt have svunget hammeren i redaktionsarbejdet, og sprunget nogle tekstblokke i stykker (mens jeg her kaster sten fra mit glashus…).
Nietzsche mon amour
Det er uklart for mig, om fortælleren og vennen er Brandes, Kornum selv eller en tredje stemme. Sammensmeltningen er nok tilsigtet, Kornum afrunder i hvert fald fortællingen med et citat fra egen hånd, men jeg kunne godt tænke mig, at Kornum og hendes personlige relation til både filosofien og filosoffen blev skrevet, og tegnet(!), endnu mere frem.
Fascinationen og sympatien for Nietzsche er tydelig. Jeg genkender den fra mig selv, og fra generationer af forsigtigt indestængte filosofistuderende: Trangen til uomtvisteligt at have ret, til at fægte sandheden under næsen på magthaverne, til at være dynamit! Men også til venners kærlige omsorg, til anerkendelse for den altid slidsomme tænkning og læsning – Så. meget. læsning. – og til forståelse for, at man til tider bare er helt smadret.
Mit yndlingscitat af Nietzsche (sådan et bør man have) er fra en samling aforismer, der udgør fjerde kapitel i Hinsides godt og ondt fra 1886, “Hvad der gøres af kærlighed, sker altid hinsides godt og ondt”. Ligesådan føles det urimeligt at skulle sætte stjerner på et værk, der tydeligvis udspringer af kærlighed.
Jeg ender på fire 9-taller, for jeg savner dynamik i flere af Kornums ellers drønflotte tegninger, og selv en tegneserie om en kontinentalfilosof, bør ikke give helt så mange flashbacks til studietidens møjesommelige tekstkværnen. Når det er sagt; har du den mindste interesse for Nietzsche, for filosofi eller for tilværelsens evindelige genkomst, så læs den for fanden, min ven!
*Som Kornum bemærker, var det nok ikke syfilis, men snarere talrige mentale genvordigheder, som plagede ham – men det klinger godt, det med syfilis!
