Tigerpiger
Tankeeksperiment: Hvad-nu-hvis piger der er født i det forkerte år, ikke har ret til at bestemme over deres eget liv..?
Suling bor sammen med en flok tigerpiger på et skjult sted. For at være født i Tigerens år er det samme som at få en dødsdom. De patruljerer hver dag for at sikre, at ingen fremmede finder deres hemmelige sted.
Suling er historieskriver, mens veninden Nadia er en del af vagtpatruljen. En dag afbryder Nadia Sulings undervisning, fordi der er dukket en fremmed kvinde op på stranden. Suling tager afsted med Nadia for at finde ud af hvem hun er og ikke mindst, hvor hun kommer fra.
At være tigerpige
De finder frem til, at den fremmede nok kommer fra fastlandet, men spørgsmålet er så, hvordan hun har fundet frem til tigerpigerne, der gemmer sig. Er hun sendt dertil som spion af censorerne, eller er hun på flugt? I bogen bliver det ikke udspecificeret hvad eller hvem “censorerne” er, men det lader til at være en form for politi eller ordensmagt, der indfanger familierne med tigerbørn og jagter dem, der forsøger at stikke af.
Den kinesiske dyrekreds er en 12-årig cyklus, og hvert år har tilknyttet et bestemt dyr. Et tigerbarn er derfor et, der er født i tigerens år.
Indskrænkningen af rettigheder for tigerpigerne startede, da en pige vandt et skoleløb. Det blev drengenes forældre sure over, og piger måtte herefter ikke konkurrere med drenge. Så måtte piger ikke have langt hår, herefter måtte de ikke svede, ikke have bare fødder – slet ikke have brug for fødder, og derfor blev de bundet ind.
Tigerbørn blev set som uheldige og for at sikre freden, blev det i orden at slå tigerbørnene ihjel, men ikke alle ville bøje sig – og nogle kæmpede imod.
Ideen til historien
I forordet til tegneserien står der, at denne fiktive historie bygger på mange nyhedshistorier, samtaler og oplevelser, som forfatteren har haft. Alle historier om hvordan kvinder får frataget deres rettigheder til selv at bestemme, til selv at tænke, til selv at vælge.
Den vrede som forfatteren beskriver, kan man godt mærke i Tigerpiger – især i tilbageblikket hvor det hele startede med pigen Safiya, der vandt et kapløb. Jeg kan især godt lide ordene: “Så de magtfulde mennesker talte med andre magtfulde mennesker, og snart blev der vedtaget en lov om, at piger og drenge ikke måtte konkurrere mod hinanden”.
Magtfulde mennesker der snakker med andre magtfulde mennesker og vedtager love, der kun har de magtfulde mennesker som fokus – det synes jeg, vi har oplevet siden…
Hvor ville verden være et bedre sted, hvis evnen til at vælge selv var en ret og ikke noget, der var bundet op på penge eller magt.
Får flere følelser i spil
Historien bærer meget præg af inspiration fra østen, i både mytologien om Tigerens år, men også med hensyn til tegnestil og udseende på personerne.
Stilen føles manga-agtig med især udtryksfulde ansigtsudtryk, men samtidig er der også sider, der sprænger den traditionelle tegneseriestil – som billedet ovenfor, hvor de tre øverste striber på den højre side næsten føles som stofstykker i vinden, mens den venstre side er mere traditionel i opbygningen.
Tonerne er meget jordagtige og stemningen er dunkel, men det er heller ikke nogen solskinshistorie, der fortælles – snarere tværtimod.
Som en lille bonus er der en novelle bagerst i bogen, som foregår tre dage efter tegneseriens slutning. Den er ikke tegnet, men skrevet og indeholder kun to illustrationer. Det fungerer overraskende godt, at historien fortsætter på den måde.
Det er en spændende historie, der rammer dig som læser på forskellig vis. Jeg blev både vred og frustreret over den uretfærdighed, som tigerbørnene oplever. Samtidig blev jeg rørt over, hvor langt nogle af kvinderne er gået for at beskytte deres børn. Venskabet mellem Suling og Nadia er også en solstråle i sig selv, selvom de har deres uoverensstemmelser – men hvem har ikke det med deres bedste venner?
Der lægges op til en efterfølger, og jeg håber den kan give svar på nogle af de spørgsmål, jeg er efterladt med.
