Med tryk på Huskmitnavn (udstillingskatalog)
Det danske hverdagsliv er hovedpersonen i HuskMitNavns fanfare af et museumskatalog, der godt kunne minde om en tegneserie. Museum? Katalog? Så ved man, at gadekunsten er blevet anerkendt.
Ikke helt tegneserier, men lutter tegninger, streger, farver, situationer og personer. Sådan ligger vores alle sammens HuskMitNavn sig altid li-ige en lille smule skævt på det helt gængse.
Hans første solo-udstilling nogensinde hedder “Med tryk på” og løber til 19. oktober på Kastrupgård Samlingen. I dén forbindelse har Forlaget AFTRYK produceret en rigtig fed og lækker bogudgivelse af kataloget. Indbundet i lærred for at minde os om, at selvom der er tale om serigrafi, etc., er der en stoflighed, noget materielt over hver enkelt komposition. Derfor er udstillingen også ret fantastisk at besøge: De store vægmalerier og forskellige slags 3D-værker – især silketrykkene i sort-hvid, hvor han leger med indholdets forhold til rammerne – skal helst ses live. Alt i alt er udstillingen som at tage et øjebad i friske farver.
Det er snart blevet en hel mytologi, Huskmitnavn har fået skabt. Med popkulturelle referencer holdes der sammen på den socialdemokratiske danske drømmehverdag, piben der vender nedad (ha-ha) og far, der sidder på lokum med mobilen (tø-hø). Mød Familien Danmark i så mange velkendte situationer.
Indimellem opstår der decideret poesi i de rene farver, den stærke streg og hele begrebsapparatets sikkerhed – især, synes jeg, de scener der udspiller sig om natten, f.eks. drengen der bliver båret ind fra bilen og kun sover rævesøvn. Læst som en slags panoramisk tegneserie bliver hovedpersonen os alle sammen i vores skøre, sjove danskhed, skildret i HuskMitNavns efterhånden ikoniske socialrealisme tilsat en knivspids surrealisme, to dråber postmodernisme og store doser symbolik.
Ingen er så ferm som HuskMitNavn til at fange de store små øjeblikke i livet med sin enkle palet: ”visuelle påmindelser om det kærlige, absurde, grinagtige eller tankevækkende i vores hverdagslige gøremål, i det levede liv (…) værkerne er et lille reservoir af dagligdagsscener, der kan minde os om vores egne behov for kærlighed eller opmærksomhed, om vores forfængelighed eller glemsomhed” som Peter O. Pedersen formulerer det i artiklen ”Glem mit navn”.
Skulle man prøve at smide en lille kritik efter det meget helstøbte værk, skulle den sigte efter selve helstøbtheden. Det er stensikkert spil fra start til slut. Den samfundskritik, HuskMitNavn bærer på, bliver lidt kras at se og høre på, netop fordi den ikke bliver kras nok. Den bygger på en lidt uklart afdæmpet nostalgi, der aldrig helt finder sin plads i – øh – den totale tonalitet.
Den kære eftertanke og glimtet i øjet sørger hele tiden for, at det skarpe blik og rappet over nallerne ikke bliver for hårdt, men det gør efterhånden ikke noget. Stilen er hvad stilen er, hvad den gør. Alle kan være med her, hvor kærligheden er større end kritikken. Enhver kan se sig selv et eller andet sted i hans univers.
HuskMitNavn viser med udstillingen og kataloget, at han har været med så mange årtier nu, at hans rige produktion under det uforglemmelige pseudonym er blevet folkeeje, og hans umiskendelige udtryk en stemme til og fra Folkedybet.
