Fars jul
Thomas Bugge har skabt en absurd og morsom voksenjulekalender med Fars Jul, men historien snubler på målstregen.
Vi har en rig tradition for skøre og uhøjtidelige voksenjulekalendere i Danmark, som sørger for at tage lidt pis på hele juleræset og at give et grin til de voksne i en tid, der ellers er domineret af familiearrangementer og underholdning til børnene. Tænk bare på Jul På Vesterbro, Canal Wild Card eller Andersens Julehemmelighed.
Netop sådan en uhøjtidelig fortælling finder man i Thomas Bugges nyeste tegneserie Fars Jul, en del af hans serie om forældreparret Sven og Anna (kendt fra debutbogen Fars Kamp), og den er en værdig tilføjelse til traditionen. Til hver decemberdag op imod jul er tilegnet et lille sjovt kapitel på 5-8 sider, der centrerer sig om Svens konflikt med hans nye nemesis – den manipulerende Nissefar, som har infiltreret familien.
Grundpræmissen i Fars Jul er simpel, og den er julekalenderens største styrke. Nissefar udfordrer og underminerer Sven, alt imens Sven forsøger at få sparket nissen ud af hjemmet. Og Nissefar skyer ingen midler. Der benyttes både dårlig samvittighed, passiv aggressivitet og afpresning til at opnå det, han gerne vil. For eksempel foregiver han at være mere progressiv og pædagogisk end Sven for at så tvivl hos Anna, men i virkeligheden er han den inkarnerede parasitiske ondskab. Han er en herlig komisk figur af den allermest mest øretæveindbydende skuffe, og han fungerer særligt godt i historien, fordi Sven selv er så uperfekt og almindelig.
Sven ved jo godt, at der er sandhed i Nissefars kritik af ham. Men hvorfor kan ingen andre se, hvad den djævelske nisse selv er ude på?
Konflikten er egentligt meget klassisk på en Tom-og-Jerry-agtig måde, men bygget på temaer, der taler til voksne mennesker i 2020’erne. Det fungerer godt til en julekalender, fordi hvert korte kapitel typisk dækker over en ny nissestreg eller et modangreb fra Sven, der i længde lige passer til to slurke af en kaffekop. Fars Jul er således en overskuelig julekalender at finde tid til, og i formatet passer den godt til at have med på farten.
Hen imod slutningen bliver historien dog mere kompliceret og utilregnelig, idet man får nissernes baggrundshistorie og ambitioner forklaret.
Her lykkes Fars Jul fint med at parodiere den overdramatiserede stemning, som man kan finde i flere børnejulekalendere, og der er et par sjove referencer til dansk kulturhistorie. Men det, der fungerer så godt i begyndelsen af kalenderen, bliver glemt, og konflikten mellem Nissefar og Sven rundes ikke af på nogen tilfredsstillende måde. Ganske vist er der tale om en fjollet komedie, men i min optik fortjener selv fjollede komedier en forløsende slutning. I dette tilfælde særligt, fordi man har siddet og ventet på, at Nissefar skulle ned med nakken.
Her havde det fungeret bedre, hvis Bugge begrænsede sig til sit bærende koncept frem for at bruge for meget tid på gakket world building.
Stregen i Fars Jul er selvfølgelig en forlængelse af den, man finder i forgængeren Fars Kamp og på Thomas Bugges instagram-side. Hans stil er simpel, men udtryksfuld, karakteristisk og rig på visuelle referencer. Den føles ofte bevidst ”grim” på samme måde som f.eks. South Park, og den passer godt til Bugges absurde, smågrimme og regnvejrsgrå univers.
Selvom Fars Jul måske ikke kommer helt i mål som samlet fortælling, så er den fuld af gode grin til december måned, og jeg har allerede skænket min egen far et eksemplar.
Det er en tegneserie, man kan have liggende fremme i juletiden, og som gæster nemt kan bladre i og grine lidt af, uden at de behøver læse resten. Som voksenjulekalender gør den det, som genren skal – og så behøver man ikke overtænke resten. Som en lille bonus har forlaget Cobolt og Bugge desuden lavet en lille kravlenisse af den forfærdelige Nissefar, som man kan printe selv, hvis man gerne vil gøre julen lidt mere upassende.
