Forfatter Morten Dürr om at skrive tegneserier med meget få ord, at have succes med melankoli, og om at fortælle historier om børn udsættes der for overgreb.
Makkerparret Morten Dürr (tekst) og Lars Horneman (tegninger) er aktuelle med deres tredje tegneserie sammen. Og ligesom forgængerne Zenobia og Ivalu, tager også nyudkomne Liv favntag med hvordan store samfundsmæssige problemer påvirker børn.
I forbindelse med udgivelsen har jeg interviewet de to skabere. I går bragte vi interviewet med tegner Lars Horneman – læs det her –, og dag følger min samtale med forfatter Morten Dürr.
Morten Dürr og Lars Hornman i 2017, da de modtager en Pingpris for Zenobia. Foto: Carsten Olsen.
Hej Morten, lad os først snakke om Liv. Hvad handler Liv om?
Liv er tredje udspil fra Lars Horneman og jeg. Zenobia var historien om en pige på flugt fra krigen i Syrien. Ivalu var en fortælling om selvmord og seksuel vold mod børn i Grønland. Men i Liv holder vi os til Danmark – skønt det ikke er det Danmark vi kender – for historien udspiller sig i fremtiden. Bogen handler om skolepigen Felicia, som ikke klarer sig så godt i skolen. Læreren foreslår, at Felicia kan få indopereret en hukommelseschip, så hun kan huske sin lærdom bedre. Men chippen har bivirkninger som giver Felicia skræmmende syner, der både handler om en faretruende fremtid og om at miste hendes lillesøster Liv.
Hvordan er det gået med udgivelsen, lanceringen og modtagelsen af Liv i de her første par uger?
Jeg vil helst ikke “anmelde anmeldelser” – men på det personlige plan har jeg oplevet, at mange kender de første bøger og har forventninger til, at den nye bog ligger i forlængelse af de to første udgivelse. Det synes jeg også, at den gør – på sæt og vis – da også denne bog handler om at være barn i krise. Det er en bog for alle læsere, men ikke mindst håber jeg, at større børn kan spejle sig i bogen – så ved den netop afholdte Lærfest 2025 oplevede jeg, at rigtigt mange lærere glædede sig til at introducere bogen i skoler.
Både Liv, Ivalu og Zenobia er meget ordknappe fortællinger der i høj grad er båret af det visuelle. Du har skrevet mange billedfortællinger, billedbøger, tegneserier osv. gennem årene, men er det en særlig udfordring at skrive med så relativt få ord?
Da jeg har en fortid som radiojournalist er jeg skolet i at skrive i korte, mundrette sætninger. Jeg er ikke som sådan forelsket i sproget for dets egen skyld, og forestiller mig mere sproget som et nypudset vindue, der skal give adgang til at “kigge ud” på historien. Så at skrive til tegneseriemediet er en spændende udfordring der ligge i forlængelse af min skrivestil. Ligeledes elsker jeg filmmediet – og en tegneserie er nok det tætteste man kommer på at lave film uden at skulle bakse med et millionbudget.
I Liv eksperimenterer du og Lars igen, og i endnu højere grad end i Zenobia, med tidsforskydning i fortællingen. Og i denne bog er det ikke bare et greb, men et tema. Hvad fik jer til at vælge den vej?
Ja, det var strukturen helt fra start. Men fremfor at sige, at tidsforskydningen bygger et tema, vil jeg sige, at plottet bygger tidsforskydningen. For du kan ikke fortælle historien kronologisk uden at miste læserens fornemmelse af et plot i Liv. Vores hovedperson kan ikke selv styre sin egen tidsoplevelse. Det ligger i forlængelse af en af de bøger, som, da jeg var helt ung læser, gav mig et nyt blik på hvad litteratur må og kan, nemlig Vonneguts Slagtehal nr. 5, hvor hovedpersonen Billy er såkaldt “tidsspastiker”. En anden reference kunne være Chris Markers kortfilm La Jetée, hvor hovedpersonen også ufrivilligt væves ind i en tidslinje, han ikke kan styre. Det plot og det tema synes jeg spiller sammen med oplevelsen af klimanødsituationen og den galopperende udvikling inden for AI – at vi har mistet styringen.
De her tre bøger har været en del af dit liv i 10 år, og de har været aldeles succesfulde. På tværs af TegneserieDanmark, børnelitteraturen, teaterforestillinger, prisuddelinger, filmatisering og sågar en Oscar-nominering. Hvad har det været for en rejse indtil nu?
De 10 år gik hurtigt! Men nej, det føles jo ikke, som om vi har været i gang i 10 år, for der har været længe mellem bøgerne – hvor vi hver især har lavet andre ting. Men det har været spændende at bøgerne kunne bredes ud: til film og teater – og til andre lande. Det var nyt.
Og opfølgende (hvis du ikke allerede har svaret på det); hvordan var det at være en del af hele halløjet med Oscarnomineringen?
Bizart, fordi bogen er meget trist og Oscarfesten er skæg og ballade. Men jeg er da utrolig glad for at bogen kunne give inspiration til filmmagerne, som har lavet en flot film.
Det er tre bøger som med rette kan kaldes den ”triste trilogi”, men det er også tre bøger der vil sige nogle specifikke ting om virkeligheden omkring os. Om krig og katastrofer, om flygtninge og klimakrise, om børn der har det rædselsfuldt. Hvordan har Lars og dig valgt de her tematikker? Er det personlige interesser eller er der også noget nærmest strategisk i valget?
Vi har blot gået efter vores egne interesser. Det strategiske ville jo være at planlægge en serie fra start og så sprøjte bøgerne ud med 9 måneders mellemrum. Måske kommer der en fjerde bog – men kun hvis vi fanger et plot og et tema som vi nødvendigvis skal lave. Som sagt handler bogen om børn i krise. Børn er jo interessante, da de ikke har magt i samfundet og naturligvis ikke ansvar for de ting, der foregår bredt i samfundet. Dermed bliver det jo desto mere dramatisk, når børn udsættes for overgreb. Måske er en udvidet pointe med bøgerne at minde voksenlæseren om, at de også har været børn en gang. Det at være barn er jo at tilhøre en magtløs minoritet. Men det er en minoritetsgruppe vi alle sammen har tilhørt og siden vokser ud af – men det synes nogle voksne helt at glemme senere hen. Måske kan man vække de voksne empati for andre minoritetsgrupper ved at pege på barnet i dem selv.
Hvorfor tror du at netop Zenobia, Ivalu og nu Liv har vakt særligt meget opmærksomhed?
De tre bøger er lidt specielle, da de er “alle aldre-bøger” – altså både til børn og voksne. Så dermed har de fra start lidt bredere appel. De tages op i skolen … men kan også blive udgivet i udlandet som tegneserier, der ikke bærer børnebogsprædikatet. Og så er de ret så enslydende i deres melankolske stemning. Melankolien er ikke noget, Lars og jeg har afstemt med hinanden, sådan er det blot blevet. Faktisk har vi et ret teknisk sprog i processen – skal dette slettes, er den farve rigtig, skal dette byttes rundt? Men resultatet er alligevel blevet tre bøger hvis lavmælte plot egentlig er ret voldsomt men alligevel opleves melankolsk. Og det tiltaler måske læseren … men det må andre vurdere!
