List (th.) sammen med forlægger Paw Mathiasen. Foto: Torben Dalhof
Forfatter Henrik List udsendte i 2001 sin novellesamling “Pussyland – Historier fra Amerika”. Sammen med tegnere Søren Mosdal, Pedro Lopez og Jørgen Bitsch har List nu skabt “Pussyland Express”, hvor tre af novellerne er blevet til tegneserie. Vi har interviewet List og de tre tegnere om bogen. I denne første del af fire snakker vi med List selv.
Siden 2001 har List fået udgivet i alt 17 bøger, senest den satiriske spændingsroman ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”.
“Pussyland – Historier fra Amerika” er en samling noveller fyldt med med moteller, ludere og stripbarer. En cirka 35 år gammel udlændings syrede, kompromisløse blik på USA underside og mindre befærdede veje, gader og gyder. Tegneserieudgaven “Pussyland Express” er ikke overraskende OGSÅ fyldt med moteller, ludere og stripbarer, men denne gang bragt visuelt til live af de tre tegneres forskellige tilgange til grafisk fortælling. Tidligere er novellesamlingen i øvrigt også udkommet som spoken word-CD med bl.a. Jokeren og List selv, så der er efterhånden tale om et rigtigt multimedieprojekt. Men nu gælder det altså tegneserieudgaven.
Jeg kan forstå, at det var Forlaget Fahrenheit, der fik ideen til at lave en tegneserie/graphic novel ud af Pussyland. Hvordan foregik det, og skulle du overtales?
Nej, jeg var ikke spor svær at overtale, da Paw (Mathiasen, red.) fra Forlaget Fahrenheit spurgte, da jeg egentlig længe har haft lyst til at prøve kræfter med tegneserielitteraturen. Eftersom jeg selv har læst tegneserier, siden jeg var 6-7 år, og stadigvæk køber en del især amerikanske seriehæfter og trade-paperbacks, er udtryksformen jo bestemt ikke fremmed for mig – jeg elsker faktisk tegneserier! Samtidig følte jeg også, at en af styrkerne ved novellerne i netop min bog ”Pussyland” er det visuelle, det sanselige, det deskriptive – i beskrivelserne af mennesker og miljøer i sådan nogle ret noir-agtige, dramatiske situationer i de amerikanske storbyer – samt at teksterne indeholder rimelig meget action og sex, drugs & rock’n’roll i forhold til det meste danske, nutidige skønlitteratur. Hvilket i sagens natur gør disse noveller nemmere at ombryde til billed- eller filmsekvenser end f.eks. nogle meget minimalistiske tekster.
Jeg kendte Paw i forvejen og har blandt andet oversat Charles Burns’ mesterlige graphic novel ”Kuben” for Fahrenheit i 2014, og jeg er ret overbevist om, at vi kommer til at lave flere projekter sammen. For tiden er jeg faktisk også ved at oversætte en stor graphic novel af Ed Piskor for forlaget …
Hvordan udvalgte du novellerne?
Jeg valgte selv de tre noveller til vores graphic novel-projekt: Titelnovellen ’Pussyland’, ’Mig & Mickey’ samt ’76 lande og 17 moteller’. Nok fordi det er dem, der umiddelbart er mest visuelt deskriptive, cinematiske og action-prægede – og endda i to af tilfældene har nogle gode sexscener, hehe!
Jeg overvejede dog også meget en novelle fra bogen, der hedder ”Bukowskis dame”, hvori den unge jeg-fortæller har et forhold til en langt ældre kvinde i L.A., som engang har været forfatteren Charles Bukowskis elskerinde … En anden meget action-præget novelle, ”Jackpot baby”, kasserede jeg hurtigt som mulighed, fordi den simpelthen ville blive for kompliceret at tegne, da den dels foregår meget på gaderne og i casinoerne i Las Vegas, og dels også har vigtige scener i Death Valley og til sidst i Los Angeles. Arkitekturen og naturen som scenografier spiller en afgørende rolle, og derfor skulle denne novelle have være tegnet meget omstændeligt realistisk, hvis det var. Dét ville have været et kæmpemæssigt arbejde i sig selv.
Var det forlaget, der foreslog tegnere… eller kendte du dem i forvejen?
Søren Mosdal var forlagets casting, da jeg ikke kendte andet af ham end hans fine album ’Lost Highways’ i forvejen. Det var lidt et eksperiment, fordi hans stil er mere syret, kunstnerisk og ekspressionistisk, men jeg forsøgte så også at påvirke ham til at tegne bare en smule mere stramt og realistisk til dette projekt – hvilket jeg håber har været en positiv oplevelse for ham at prøve. Det fungerer i al fald og ser jo knaldgodt ud på siderne!
Pedro Lopez havde jeg på afstand holdt lidt øje med i tegneserieundergrunden, på nettet og sociale medier osv., fordi jeg var vild med hans streg, der minder en del om tegnestilen i Hernandez-brødrenes ’Love & Rockets’; en af mine absolutte yndlingsserier siden 80’erne. Bitsch derimod har jeg kendt personligt i en del år, især fra værtshusmiljøet på Vesterbro, og jeg vidste jo, at han er en teknisk sindssygt dygtig og perfektionistisk tegner, bl.a. fra hans ’Lawman’-album og mange års satire- og retssalstegninger i Ekstra Bladet. De er tre stilistisk meget forskellige, men på hver deres måde også meget seriøse, originale og professionelle tegneseriekunstnere, som faktisk passer rigtig godt til hinanden i ”Pussyland Express”. Det er netop en graphic novel i tre dele, et sammenhængende tegneseriealbum med en gennemgående historie, tematik og konceptuel ramme i den dér fortløbende on the road-fortælling – ikke blot en tegneserieantologi med tre tilfældigt sammenkastede historier.
Hvad for en form arbejdede du med i forhold til manuskript? Hvor specifik var du i forhold til det visuelle?
Meget specifik, vil jeg sige. Jeg lavede et breakdown på de originale novelletekster fra ’Pussyland’-bogen, hvor jeg først og fremmest skrællede alt det overflødige skrift væk. Først de fleste af metaforerne og adjektiverne – ud! Dernæst røg en masse af de regi- og locationbemærkninger, der er nødvendige i litteratur, fordi man konstant må forklare læseren, hvor fortælleren befinder sig nu, om det er dag eller nat osv. Al den slags basal information slipper man som forfatter for at bruge en helvedes tid på i tegneseriemediet, fordi det nemt kan vises på tegningerne i stedet for at blive fortalt via teksten, og det er noget af det, jeg elsker mest ved tegneseriemediet. Både som forfatter og som læser!
Omvendt har jeg skrevet et rimelig traditionelt tegneseriemanus med anvisninger om paneler, formater, synsvinkel, beskæring, scenografi, stemning, karakterernes humør/opførsel/påklædning/gestik, antal billeder med dét og dét indhold pr. side samt forslag til samlet layout af hele siden, som er temmelig udførligt. Og de tre manuskripter har tegnerne stort set fulgt som narrative guidelines, eftersom der ikke skulle ændres ved de enkelte historiers grundlæggende plots, pointer, karakterer eller tematikker. Til gengæld er tegnerne hver især så tit kommet op med andre (og ofte bedre!) løsningsmuligheder i forhold til, hvad jeg foreslår i manuskriptet, og det er blandt andet dét, som de er skidegode til: at formidle en historie eller en karakter, en følelse eller en stemning visuelt, uden alt for mange ord. Når der har været ændringsforslag, jeg ikke kunne acceptere – eller nytilføjede elementer i et billede eller en sekvens af billeder, som jeg følte ramte ved siden af min vision som albummets forfatter – har jeg brugt en garvet tegneserie-tilrettelægger som Paw Mathiasen fra Fahrenheit som kompetent kreativ sparringspartner, fordi han jo har redigeret (og læst!) et utal af tegneserier igennem årtier.
Nogle gange var der da uenighed om nogle anale detaljer med tegnerne, men egentlig mindre end jeg havde forestillet mig. Vi arbejdede også sammen på ret forskellige måder med hver tegner, Paw og jeg. Mosdal og Bitsch arbejdede vi f.eks. ret tæt sammen med og holdt IRL-møder med undervejs – dem åndede vi mest i nakken! – mens Lopez vel var den, der havde ’friest’ tøjler, fordi allerede hans første skitser var så tæt på, hvad jeg selv havde forestillet mig, mens jeg lavede breakdowns og skrev de færdige tegneseriemanuskripter.
Jeg vil vove påstanden, at farvelægningen er med til at binde albummet sammen. Var det noget, I snakkede meget om? Det er jo tre forskellige, der har farvelagt, men det er meget lækkert og homogent at se på?
Det er egentlig meget forskellige farvelægninger, men eftersom alle tre historier delvist foregår i skumle storbykvarterer med natteliv, neonskilte, ludere og lommetyve, er der jo en gennemgående noir-stemning, der gennemsyrer hele albummet fra start til slut. Selvom det selvfølgelig er noir på en senmoderne 21st. century-måde … Jeg tror dog også, at albummets grafik, layout og indpakning er med til at skabe et smooth flow fra historie til historie, så det hele smelter sammen til én graphic novel – f.eks. de ensartede, sorte fire-siders-opslag med et billed, titel og tegnernavn (samt et helsides uddrag fra den originale novelle), der indleder alle tre kapitler i den.
Den tredje historie illustreret af Jørgen Bitsch er i en slags førstepersonsperspektiv. Var det en del af dit manuskript, eller var det Jørgens ide?
Det var faktisk oprindeligt Søren Mosdals idé. Jeg fandt den skideinteressant, fordi tegneserier jo stort set ellers altid bruger en ophøjet, ’olympisk’ fortællerinstans, hvor vi ser alle fortællere/karakterer nogenlunde lige meget. Det endte så med at blive Bitsch’s historie, ’76 lande og 17 moteller’, som blev tegnet og fortalt med sådan et subjektivt point-of-view, hvilket gør den visuelt meget effektfuld og suggestiv, fordi læseren uvægerligt identificerer sig med det dér blik udefra og ind i historiens univers. Fortælleren og læseren bliver så at sige smeltet sammen, og dermed bliver læseren også nødt til at forholde sig til, hvordan han eller hun selv ville have handlet i en tilsvarende presset, moralsk tvivlsom situation. Hvilket godt kan være lidt urovækkende lige i denne historie – især da hvis man er en (slem) mand, der indimellem ikke kan lade være med at vende sig om og kigge efter en smuk teenagepige i en kort sommerkjole på gaden!
Hvert kapitel starter med et udsnit fra prosanovellen. Hvad er tankerne bag dette valg?
Det er egentlig mest tænkt som en dokumentation eller et indblik i den kunstneriske skabelsesproces, så læseren har en mulighed for selv at vurdere, hvordan en prosatekst er blevet transformeret til grafisk fortællekunst/tegneserie. Samtidig er ”Pussyland” efterhånden blevet et sammenhængende multimedie-univers, bestående af både en bog, en spoken word-cd (med bl.a. Jokeren), der er stukket ind i den nye udgave af bogen fra 2009, og nu altså også en graphic novel – eller et tegneseriealbum, som vi kaldte det i de gode, gamle dage.
Nogen sidder måske og tænker “Pussyland… den har jeg sgu da læst”. Hvad kan du sige, der kan få dem til også at samle tegneserien op? Hvad tilføjer den til projektet, som bogen eller CD’en ikke kan?
Selv hvis man har læst novellesamlingen forfra og bagfra, vil der være nuancer, nye vinkler og overraskelser gemt i graphic novel-versionens fortolkninger af tre af historierne. Og så er det to vidt forskellige udtryksformer, prosalitteratur og tegneserie, hvor sidstnævnte jo tilføjer farver og streger, billeder og bevægelse, klip, lydord og synsvinkelskift og så videre. Så et enkelt svar på spørgsmålet om, hvad ’Pussyland Express’ har, som hverken ’Pussyland’-bogen eller ’Pussyland Connection’-cd’en besidder? Tre fremragende danske tegnere og 100 siders flotte billeder med sex, drugs & fuld knald på color-paletten!
Bitsch, List, Lopez og Mosdal nyder en kold for at fejre projektet. Foto: Paw Mathiasen.
