OPI9ON: Hvordan ser tegneseriekulturen ud udefra? Frivilligheds-forsker Cecilie E. L. Johansen var for første gang med til Copenhagen Comics. Vi bad hende fortælle om oplevelsen og det blev til en hyldest af det særlige nørdede frivilligheds-fællesskab man kan finde på festivalen.
Cecilie E. L. Johansen er analytiker og forsker i frivillighed hos Kulturens Analyseinstitut.
I Kulturens Analyseinstitut er vi i øjeblikket i gang med en større undersøgelse af kulturfrivilligheden i Danmark. Kultur er mange ting – og det samme kan man sige om frivillighed – så vi er på noget af et benarbejde for at nå rundt til frivillige, der skaber oplevelser indenfor musik, teater, litteratur, museer, billedkunst, dans, rollespil med mere.
Allerede da vi støbte grundstenene til undersøgelsen vidste jeg dog, at et af de temaer, jeg gerne ville kigge nærmere på, var ”nørd-frivilligheden”. Nicherne. De dér fællesskaber, hvor man skal grave lidt for at finde dem, fordi det måske ikke er det første, mange af os tænker på, når nogen siger ”kultur”. Derfor rakte vi ud til Dansk Tegneserieråd, ligesom vi har talt med rollespillere, niche-forlag og vikingeskibsbyggere.
Undersøgelsen er stadig i gang, og i juni havde jeg fornøjelsen af at besøge Copenhagen Comics. Det var første gang for mit vedkommende. Og hvad lagde jeg så mærke til?
Stande på Copenhagen Comics. Foto: Carsten Olsen.
Hensynsfuld stemning og tålmodige mennesker
Det allerførste var den lange kø! Den meget ordentlige lange kø, hvor folk var bemærkelsesværdigt rolige og hensynsfulde. En ting er, at ingen maser og generelt opfører sig pænt – det ser jeg også mange andre steder – men der var heller ingen, der var fortravlede og utålmodige. Det samme gjorde sig gældende, da jeg senere stod i en foodtruck-kø, som rykkede sig noget trægt. Også her blev stemningen ved at være helt rolig, og måske siger det noget om det nørdede fællesskab, der befinder sig fint i det ikke-forhastede og bruger ventetiden på at tale sammen i små klynger?
Indenfor var stemningen lige så hensynsfuld, selvom der var mange mennesker. Børn, unge, voksne og ældre gik på opdagelse. Ofte lidt introvert. Nysgerrigt. Det var et virkelig behageligt rum at være i – og så var det fyldt med kunst og kultur! Fortællinger og visualiseringer af i alle mulige udgaver. Unge som har gjort sig umage med kostumer og som samles i små grupper af cosplayers og måske en tur på scene, hvis man tør i sidste øjeblik.
Det var et virkelig behageligt rum at være i – og så var det fyldt med kunst og kultur!
I tegneserierne fandt jeg historiske fakta, rørende autoetnografisk litteratur, utopier, detaljeret skønlitteratur og skarp humor. Alt sammen illustreret og visuelt formidlet. Tegneserie er en niche, fortæller I, selvom I mener potentialet er bredt og stort, og sikke en fortælleevne I havde samlet i Valbyhallen.
Undersøgelse af frivilligheden
Fra mit perspektiv handler vores undersøgelse især om, hvordan frivilligt engagement skaber kultur i hele landet. Min kollega Amelie Mannerup og jeg har interviewet Malene Hald (næstforperson for Dansk Tegneserieråd, red.), Mads Bluhm (projektleder for Copenhell Con og Bogforum Comics, red.) og Sandra Sundquist (Cph Zine Fest, red.) i den forbindelse, og når jeg nu skriver for Nummer9, så forestiller jeg mig, at jeg ikke behøver at introducere de tre yderligere, fordi I allerede kender dem. Og det er netop én af pointerne om kulturfrivilligheden, som passer så utroligt godt til nørdfællesskaberne: ret ofte kalder de kulturfrivillige fællesskaber sig for ”en familie”. Især på musikfestivaler og på teatre er det netop ordet ”familie”, der går igen.
Der var flere på Copenhagen Comics, der beskrev Tegneserieland (aka jeres fællesskab) som ”den fætter-kusine-fest, man GODT gider med til”. I beskriver, hvordan I kender hinanden godt, hjælper hinanden med sparring og netværk. I er knyttet sammen på tværs af alder, profession og personligheder – og I er knyttet sammen af et fælles tredje. Om jeres passion.
Cosplayers på Copenhagen Comics. Foto: Carsten Olsen.
Festivaler hvert år på trods
I fortæller, at I knokler på for at skabe Copenhagen Comics, Pingprisen osv. og at det ret ofte er så stort et arbejde, at styregruppen stopper efter et år, og så må I omgruppere igen-igen. Eller som én sagde: ”man skal huske, at vi mest af alt er en flok rimeligt introverte mennesker, der godt kan lide at sidde lidt for os selv og fordybe os, så vi mangler nok lidt flere af de dér ekstroverte go-getter projektledertyper”. Og så kan man brænde ud.
Men ikke desto mindre så afvikles der tegneseriefestivaler år efter år, og det er også kulturfrivillighedens væsen. Det er en skaberfrivillighed, hvor man hele tiden skaber nyt eller omskaber det eksisterende. Der er en stolthed og en insisteren, som indimellem driver os ud til eller over kanten – og som genfødes på trods igen og igen. Det sker også i frivilligheden på musikfestivaler, som jeg har undersøgt grundigt. Ildsjælene er helt udmattede efter hver festival. De siger, ”jeg gør det aldrig igen”, men så bliver det oktober og næste års festival begynder at røre på sig, og så kan man alligevel ikke lade være. Fordi det betyder noget!
Kultur- og ildsjælefrivillighed er en ild, der brænder stærkt, men kunsten er selvfølgelig, at den ikke brænder individer ud.
Efter corona var den trods-følelse også i spil. 2022 var ikke et godt festivalår, og afviklingen på mange festivaler var utroligt vanskelig, fællesskabet og rutinerne var rustne og afviklingen hård at komme igennem. Man skulle tro, at det ville slå kulturen ihjel, når dét, man holder af, opleves som en fiasko eller en alt for stor mundfuld. Men det gør det ikke. I stedet siger ildsjælene i frivilligfamilierne: ”det kan ikke være rigtigt. Vi SKAL altså lige vise, at vi kan gøre det bedre” – og så står det der igen, fællesskabet. Det samler, løfter, omskaber og finder på nye løjer undervejs. Kultur- og ildsjælefrivillighed er en ild, der brænder stærkt, men kunsten er selvfølgelig, at den ikke brænder individer ud.
Dansk Donaldist-Forenings stand. Foto: Carsten Olsen.
Stort nichefokus
Det fine ved det nørdede frivilligfællesskab er, at det er SÅ fokuseret på en niche. Der er en passion, som man ikke kan lade være med at falde lidt for. Jeg kan i hvert fald ikke. Også selvom jeg somme tider ikke aner, hvad I taler om, når I henkastet refererer til en tegner eller et værk, som om det er helt givet, at ”man” kender det. Men det er alligevel nogle af de bedste dage i mit arbejdsliv, når jeg kan se jeres stolthed og glimtet i jeres øjne. Jeg lærer noget hver gang! Det kræver ofte, at jeg fanger jer på to eller tre-mandshånd, når vi taler nørdfrivillighed, for vi skal lige se hinanden an, inden guldkornene kommer.
Det fine ved det nørdede frivilligfællesskab er, at det er SÅ fokuseret på en niche. Der er en passion, som man ikke kan lade være med at falde lidt for.
Så det kan godt være, I i den lidt mere niche-prægede kulturfrivillighed ikke råber meget højt eller sælger 100.000 billetter, men det er stadig gode dage for mange mennesker, når der sættes vikingeskibe i søen og bæres 13 ton sten ned i bunden ved håndkraft. Eller der samles 180 udklædte børn og voksne i en skov for at træde ind i en rollespilsverden, der blev skabt for 20 år siden og stadig udvikler sig med dem, som møder op. Når naturvidenskab og digte mødes fordi nogen nørder med at forstå komplekse sammenhænge med både hjerne og sjæl. En parasit f.eks. – er den god eller dårlig? Snylter eller økosystem? Her kan naturvidenskaben og kunsten tilsammen give os nuancer, sprog og en bredere forståelse for vores fælles verden. Det samme kan tegneserierne. I fortæller historier til hjerne og hjerte og næsten alle kan være med, fordi jeres litterære værker skaber verdener, man kan SE fra allerførste side.
Når I som frivillige insisterer på at samles og åbne den fortællekraft op for flere, så bidrager I til, at dansk kultur kan nå bredt ud. For det er en tredje pointe, vi ved om kulturfrivilligheden. Ofte er den mest tilgængelig for unge på gymnasier og voksne med lange eller mellemlange uddannelser – og meget, meget ofte kommer man kun med, fordi man bliver aktivt inviteret af nogen, man kender i forvejen. Det kræver altså, at vi rækker hånden ud og inviterer ind, hvis kulturen og de kulturfrivillige fællesskaber skal nå ud til mange. Derfor er Copenhagen Comics også vigtig, fordi det er en måde at gøre en farverig del af vores verden tilgængelig. Et sted, hvor man kan være, den man er – med dét, man brænder for. Og et sted som kan noget andet end en dag på kontoret eller skolebænken.
Tak for at jeg måtte kigge med!
Frivilligholdet ved Copenhagen Comics. Foto Carsten Olsen.
OPI9ON er Nummer 9’s klummeformat. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
