En af de helt store hædersmænd i den danske tegneserie branche fylder 60 i dag. Carsten har udgivet tegneserier i en halv menneskealder og kan således også prale af at have 40 års jubilæum på den front.
Et kæmpe tillykke med de “100 år” til Carsten Søndergaard som stadig er yderst aktiv på den danske tegneseriescene. Han slår til dagligt sine folder som forlagschef på Cobolt, ligesom han bestrider en bestyrelsespost i Dansk Tegneserieråd.
I denne festlige anledning bringer vi portrættet fra Carstens festskrifts, krevet af Thomas Thorhauge:
I dag føles det som om Carsten Søndergaard er ham, der startede det hele.
Det er jo dog nok en tilsnigelse, siden tegneserier mindst – mindst! – har eksisteret siden Rodolphe Töppfers ‘Histoire de M. Jabot’ fra 1833, og danske tegneserier mindst – mindst! – har eksisteret siden Storm P.s ‘De tre smaa Mænd og Nummermanden’ fra 1913, efterfulgt af en syndflod af tegneserier i stribe-, hæfte- og bogformat.
Det skabte heller ikke ligefrem en revolution, da Carsten Søndergaards første udgivelse, Kanibalske Tidende så dagens lys i 1964. Måske fordi Kanibalske Tidende kun udkom i ét eksemplar.
Men tag nu sådan en som mig. Jeg er født meget tæt på det tidspunkt, hvor Carsten blev ansat i det legendariske forlag Interpresse. Jeg begyndte omtrent at læse tegneserier, da Interpressetoget for alvor kørte, og blev som mange andre naturligt revet med af den uimodståelige kulørte energi der fulgte. Der var andre forlag, Carlsen for eksempel, som Interpresse senere fusionerede med, Winthers og Williams og Egmont Gutenberghus/Serieforlaget eller hvad det nu hed, med flere. Men tænker jeg tilbage, var det som om at alle tegneserier, jeg læste, var forsynet med en kolofon, hvori der stod:
“Tilrettelagt af Carsten Søndergaard”
I dem alle sammen. Det gjorde der jo nok ikke, for eksempel var det jo Carstens tegneseriebror Henning Kure, der blandt meget andet fik Valhalla til verden. Den stod Carstens navn jo ikke i. Men Carsten har sat så mange publikationer i verden, at hans bløde selvforståelse som bæredygtig humanist er under stort pres fra den kendsgerning, at enorme skovområder på jordens overflade er eroderet i kølvandet på hans næsten uendelige liste over publikationer i små, mellemstore, store og gigantiske oplag.
Mine egne unger var en del af mangabølgen i slut-halvfemserne og start-nullerne, og søreme om ikke Carsten Søndergaard også havde “tilrettelagt” mange af dem. Og sådan er det stadig. Det er ikke umuligt, men dog ret besværligt at købe en tegneserie, der ikke er “Tilrettelagt af Carsten Søndergaard”.
Ud over at det var Carsten Søndergaard, der næsten egenhændigt havde tilrettelagt alle danske tegneserier, kunne man dengang i 80erne også forstå at alle tegneserier mere eller mindre kom fra Bagsværd. Selvom man måske ikke interesserede sig specielt for det tekniske og logistiske i tegneserieproduktion, spekulerede man af og til over hvem denne Carsten Søndergaard mon var. Tilsyneladende havde han to brødre, en meget dygtig oversætter ved navn Niels, og et topnørdet superhelteorakel ved navn Morten (eller: Marvel-Morten, som godt nok stavede familienavnet med å i stedet for dobbelt-a).*
* Flere årtier senere fandt jeg til min store overraskelse og moderate skuffelse ud af, at de slet ikke var brødre.
Jeg mødte Carsten Søndergaard første gang for omkring ti år siden, da Matthias Wivel og jeg selv i nogle år havde udgivet tidsskriftet eller fanzinet Rackham, kronet med bogen ‘Forandringstegn’, der introducerede det, vi lidt vagt kaldte ‘de nye tegneserier’. Vi viste eksempler fra Marjane Satrapis ‘Persepolis’, David B.s ‘Det store onde’ og mange andre tegneserier, og Jens Trasborg og Carsten Søndergaard hyrede os som konsulenter til at komme med input til det, der blev Carlsens graphic novel-linje.
Der sad han så, Carsten Søndergaard, iført en smart lyserød Lacoste-polo ved siden af Jens Trasborgs nazi-yuppie-syntese. De var meget professionelle og erfarne, syntes vi, måske endda lidt kølige. Men det var et fantastisk møde, en stor dag for os opkomlinge, der var blevet set og anerkendt af parnasset. Ikke mindst fordi invitationen kom efter vi havde drillet dem på nettet ved at kalde Carlsen for “Danmarks næstmest visionsløse tegneserieforlag”. Kort efter udgav Carlsen en lang række spændende graphic novels, naturligvis tilrettelagt af… Carsten Søndergaard.
Nogle år senere rumsterede der uafhængigt af hinanden intentioner om at skabe en form for aktivistisk organ i den danske tegneseriekultur. Matthias Wivel og jeg selv snakkede om det, og tog det første initiativ, men det viste sig at Carsten Søndergaard (der i kølvandet på den uudgrundelige EU-dom, der påbød Egmont at frasælge hovedparten af Carlsens tegneserier på grund af monopolfrygt, stod tilbage som en-mands-publicist med den dertil indrettede forlagskonstruktion Cobolt) også havde tænkt tanken i dialog med Steffen Maarup fra det lille feinschmeckerforlag Aben Maler.
Carsten spillede en stor rolle i etableringen af tegneserierådet, og ikke mindst var Matthias og jeg glade for hans tilstedeværelse, fordi Carstens modne myndighed, hans salomoniske humanisme og så videre konstituerede en naturlig autoritet, der kunne slukke de brande, vi andre brushoveder af og til antændte i debatten. Carsten holder nemlig (næsten) altid hovedet koldt (undtagelsen er de anti-amerikanske rants, der af og til popper op på hans Facebookside) – han forholder sig fornuftigt og pragmatisk til tingene, men er samtidig idealist. Han tror på tegneserien og har formået at holde sig frisk i sin indstilling til den ind i en alder, hvor langt de fleste er blevet koldkrigere. Han deltager tålmodigt i debatten på Seriejournalen, fordi han elsker tegneserier så meget, at han tolererer… øhh, selv meget nørdede fans’ anstrengte logik. Trawler man tegneseriediskussioner på nettet, kigger man altid efter Carstens posts, uanset hvor dum eller urimelig præmissen for diskussionen er. Det er fremragende og unikke kvaliteter, både for et menneske sådan generelt, men også for et bestyrelsesmedlem i Dansk Tegneserieråd specifikt.
Et andet træk i den sammenhæng er Carstens ego. I modsætning til en del af de redaktører, tegnere, oversættere eller forfattere, han har samarbejdet med (ingen nævnt, ingen glemt!), handler det sjældent om Carsten selv, når han arbejder. Det handler om tegneserien, både som udtryksform og som produkt. Han er en standhaftig forlægger, altid parat til at forsvare sine udgivelser, selv når de tydeligvis er tvivlsomme: fra dekadent indavlede albumserier som Bouncer og Blacksad til håbløst udvandede properties som nutidens Garfield og Smølfer, Carsten er altid klar med et velovervejet og ærligt rationale for deres eksistensberettigelse i hans portefølje.
Mange af de månedlige bestyrelsesmøder i Dansk Tegneserieråd er blevet holdt i Carstens lejlighed på Carit Etlarsvej på Frederiksberg, hvor man har mulighed for at kigge ind i det Søndergaardske cockpit, der, hvor Carsten helt konkret tilrettelægger sine udgivelser. Et ret stort tegneseriebibliotek (spredt over flere rum), et stort skrivebord med en stor iMac, foran et mellemstort sofabord, hvor nye fortrinsvis franske titler altid ligger til gennemsyn og overvejelse.
Og hvad er det så han gør? Jeg ved det ikke helt nøjagtigt. Men til en start laver han alt det, almindelige redaktører laver: han er med til at bestemme hvad der skal udgives, finde en kompetent oversætter, sørge for at få redigeret oversættelsen og den slags – oven i det forsyne billedfilerne med den danske tekst, ændre lydord, tegne tekst i plakater, avisopslag (altså plakater og avisopslag i selve tegneserierne) og andre dødirriterende visuelle elementer, versionere forsiderne, skrive bagsidetekst og den slags, klargøre filer til tryk, aftale pris og levering, og ikke mindst kvalitetssikre i alle led. Carsten har et exceptionelt højt bundniveau, samtidig med at han kan håndtere det, der på afstand kunne ligne en enerverende, mekanisk proces, stort set alene.
Carsten Søndergaard er Zelig og Nestor på én gang. Zelig (fra Woody Allens film) er tilstede overalt, Nestor (fra Illiaden, ikke ham fra Tintin) den ældste og klogeste, hvis visdom får tingene til at ske. Carsten er nemlig mere end tilrettelæggelse. Han medorganiserede de tidlige tegneseriefestivaler i Huset i Magstræde, han publicerede de første rigtige fanzines, og etablerede den første egentlige fankultur i Danmark i for eksempel miljøet omkring Asterix-fanklubben (en ressource Interpresse omfavnede ubetinget ved blandt andet at lade Carsten styre Seriemagasinets og andre blades brevkasser – ligesom det var Carsten, der indførte læserfotos i Basserne!), en utrættelig, stærk og fokuseret kraft i hæfterne i 70erne, albumboomet i 80erne, mangaen i 90erne og graphic novels i 00erne, og endelig 10ernes fornyede interesse for klassiske tegneserier.
Og så er der jo hans viden. Carsten ved alt. Han kender alle detaljerne, alle menneskene, alle anekdoterne. Derfor er det på mange måder helt galt, at han ikke skriver sit eget festskrift, for han er den rigeste kilde her til lands udi viden om dansk tegneseriekultur og sig selv. Ikke bare fordi han har stået fuldstændig centralt i kulturen og branchen i mere end fyrre år, men også fordi han har en fantastisk hukommelse, stærkt understøttet af stort nærvær og passion.
Så det er på mange måder en fejl at disse linjer ikke er skrevet og tilrettelagt af Carsten Søndergaard.
Tekst af Thomas Thorhauge, med indspark af Matthias Wivel og Henning Kure.
Del på
