Afføring smurt ud over skrivebord, smadret printer og brugte menstruationsbind indgår i anklagerne.
New York Post beretter om et tegneserierelateret og noget opsigtssvækkende sagsanlæg. Frank Millers personlige assistent siden 2008, Joanna Gallardo-Mills, anklager Miller og særligt Millers kæreste, Kimberly Cox, for at terrorisere hende i sit daglige arbejde.
Millers kæreste anklages bl.a. for at have smurt Gallardo-Mills skrivebord ind i afføring, smadret en printer med en hammer, efterladt et brugt hygiejnebind på skrivebordet og for at have kastet en mobiltelefon mod hende flere gange.
Derudover blev assistenten bebrejdet, at hun talte med accent – “Jeg kan ikke forstå din funky accent, tal fucking engelsk”, skulle Cox bl.a. have sagt, på trods af at den fillipinskfødte Gallardo-Mills har boet mere end 20 år i New York, og taler flydende engelsk.
Millers kæreste er chokeret over sagsanlægget:
– Vi så ikke sagsanlægget komme, fordi hun blev tilbudt et meget generøst forlig, som hun afviste, siger Kimberly Cox til New York Post.
Frank Miller har ikke kommenteret sagen, men har tilsyneladende forsøgt at mægle mellem de to kvinder ved bl.a. at tilbyde Gallardo-Mills at kunne arbejde fra et andet sted.
Præcis hvad konflikten går ud på, meldes der ikke noget om.