Statens Kunstfond har tildelt Sigvaldi-prisen for 2025 til forlaget Fahrenheit
Onsdag 17. december blev årets Sigvaldi-priser uddelt af Statens Kunstfond. Det skete ved en overrækkelsesceremoni hos boghandelen Thiemers Magasin på Vesterbro i København. Den ene af årets to priser gik til tegneserieforlaget Fahrenheit og forlægger Paw Mathiassen.
Sigvaldi-prisen tildeles hvert år til to små danske forlag, der har gjort en særlig indsats for kvalitetslitteraturen.
Motivationen fra Projektstøtteudvalget for Litteratur hos Statens Kunstfond lyder blandt andet:
I mere end en menneskealder har forlaget Fahrenheit og Paw Mathiasen været med til at gøre tegneserier til en del af det danske boglandskab. Med kærlighed, kvalitetssans og befriende genreblindhed har Fahrenheit introduceret et væld af udenlandske tegneserier til danske læsere og ikke mindst givet danske tegneserieskabere mulighed for at udfolde talentet.
Paw Mathiasen har i høj grad været med til at forme tegneseriemiljøet, og legenderne om ham og enmandsforlaget Fahrenheit er talrige. Fra starten som teenager til i dag som Godfather og Grand Old Man. Med kasketter som redaktør, udgiver af tidsskrifter, anmelder og forlægger har Paw Mathiasen arbejdet utrætteligt for billedbårne udgivelser. Altid toneangivende uden at være højtråbende. Altid åben for at se kvaliteterne på værkets præmis, hvilket kan aflæses på forlagets hjemmeside, hvor Klassikere og Smølferne, Faglitteratur og Superhelte, Videnskab og The Walking Dead står side om side. Hver med sin særlige kvalitet. […]
Som reaktion på prisen skrev forlægger Paw Mathiassen på facebook blandt andet:
Tak til alle tegnerne, forfatterne, oversætterne og grafikerne for at yde deres bedste og ikke mindst læserne for at være med på legen. Arbejdet fortsætter ufortrødent og en masse nye udgivelser er i støbeskeen.
Sigvaldi-prisen er opkaldt efter digteren og forlæggeren Otto Sigvaldi. Prisen blev uddelt for første gang i 2020. Med prisen følger et beløb på 75.000 kroner.
Årets anden Sigvaldi-pris gik til Forlaget Kronstork.
Billede øverst: Foto: Carsten Olsen.







