Den lange strid om Jack Kirby-anerkendelse finder ny næring forud for storsatsningen ‘Avengers’.
I et stort opsat essay i det amerikanske magasin Slate forklarer James Sturm, studierektor på tegneserieskolen Center for Cartoon Studies og serieskaberen bag roste graphic novels som “The Golem’s Mighty Swing” og “Market Day”, hvorfor han vil boykotte den kommende Avengers-film.
Sturm understreger dels, hvor stor indflydelse Jack Kirby havde på stort set alt det ‘intellectual property’, som Marvel og Marvels nye ejer Disney tjener stort på, og dels beskriver Sturm nogle af de mange forudgående retslige tvister.
– Noget af det, der gør den uretfærdige behandling af Jack Kirby særligt ubærlig er, at Marvels imperium er bygget på skuldrene af helte, hvis kendetegn er kampen for retfærdighed. Det kræver stort corporate mod at knalde Captain America og Thor op på det store lærred, i kamp for ære, sandhed og retfærdighed, når moderselskabet samtidig opfører sig som en koldblodig superskurk. Som Stan Lee engang så berømt skrev: “With great power comes great responsibility”.
James Sturm, der i 2004 forfattede Fantastic Four-miniserien “Unstable Molecules”, giver samtidig udtryk for rødglødende begejstring for Marvel-universet, og læseren forstår, at det er en tung beslutning at boycotte Joss Whedons kommende “Avengers”-film:
– En boykot af “The Avengers” og andre Marvel-film kan muligvis ramme det eneste sted, hvor det virkelig gør ondt på et stort firma: på bundlinjen. Jeg har imidlertid ikke store forhåbninger om, at det vil ske. Jeg tror de fleste mennesker har det sådan, at hvis man prøver at undersøge, hvordan en stor pølsefabrikant laver sine pølser, så finder man noget rimeligt klamt. Og det er nok de færreste mennesker, der føler så stærkt for Jack Kirbys sag, at det vil afholde dem fra at se en af sommerens mest populære film.
Link: James Sturms essay på Slate.