Tegneseriefolkets ubestridte favorit er endnu et mesterstykke fra salig Claus Deleurans hånd.
Før dette års Copenhagen Comics spurgte festivalen en lang række tegneserieskabere, oversættere, anmeldere, gallerister, forlæggere og andre, der beskæftiger sig professionelt med mediet, om deres danske tegneseriefavoritter. I alt 250 titler fandt vej til bruttolisten, og de 20 mest populære endte på udstillingen.
Bagefter blev nogle af stemmeafgiverne bedt om at begrunde deres favoritter. Teksterne, de skrev, kan nu læses her på Nummer 9.
Den danske tegneserie er først i nyere tid blevet begunstiget med ærværdige institutioner af den slags, som kan levere krudt til en rigtig kanon – professionelle uddannelser, specialiserede kritikere, akademiske tegneserieforskere og så videre. Derfor er der heller aldrig opstået en bredt anerkendt dansk tegneseriekanon. Listen her giver et bud på, hvilke værker, der nyder højest agtelse i tegneseriemiljøet.
—
2. Rejsen til Saturn
af Claus Deleuran, 1977
Rejsen til Saturn er på mange måder et ganske udsædvanligt værk. Claus Deleuran tegnede første gang på den, da han var seksårig, og næste gang som tolvårig. Siden vendte han igen og igen tilbage til den, inden han fik muligheden for udvikle den endelige version til det satiriske tidsskrift Corsaren i 1976.
Jeg husker ikke præcis, hvornår jeg selv stiftede bekendtskab med Rejsen til Saturn for første gang, men eftersom den er udkommet i 1977, har jeg sikkert læst den et par år efter. På det tidspunkt slugte jeg alt, hvad jeg kunne slæbe hjem fra Svendborg Bibliotek, det var udelukkende udenlandske albums som Tintin, Asterix, Linda & Valentin, Will Eisner osv. – så da der pludseligt dukkede et dansk album op, var jeg naturligvis ekstra interesseret. Jeg drømte på det tidspunkt om selv at blive udøvende tegneserietegner, så et vidnesbyrd om et dansk marked var lige noget, jeg kunne bruge.
Og hvordan var den så? Ja, den var anderledes. Uden farver, og tegningerne var ikke så polerede og imponerende. Men den havde noget helt andet, den havde et helt utæmmet handlingsforløb og forrygende humor. Overalt var der små talebobler med folk, som kom med platte bemærkninger og fortalte vittigheder og pludselig var Gud, Jesus, Sankt Peter og Lucifer med.
Rejsen til Saturn satte i dén grad nye standarder herhjemme for, hvad man kunne med tegneserier. Når jeg læser den i dag, slår det mig hvor dansk, jeg stadig synes, at den er. Den er uhøjtidelig, afslappet, jovial og rar, folk drikker hele tiden øl og tager ikke det hele så alvorligt. Danskerne fremstilles som en stor hyggelig bodega, og selvom det er 70’erne, som beskrives her, synes jeg også Deleuran indfanger noget nationalt, danskheden.
Rejsen til Saturn er for mig en udødelig klassiker, hvis position som en hjørnesten i dansk tegneseriehistorie er ubestridelig.
– Lars Horneman, tegneserieskaber