Jeg tilbragte for nyligt nogle uger i Japan. Turen var dels forskningsrelateret og dels ferie, men det blev også til en hel del besøg i diverse mere eller mindre lyssky manga helligdomme. Hvad følger her, er en række relativt uorganiserede tanker og observationer fra turen samt nogle gode ideer og anbefalinger til dem, der måtte have lyst til at besøge den opgående sols land. Det er værd at bemærke, at min smag går mest i retning af lettere uortodoks eller alternativ manga og at dette selvsagt vil farve mange af mine betragtninger.
Velkommen til Japan
Japan er først og fremmest et fantastisk flot, forvirrende, spændende og gæstfrit land, og der er nok at se og lave her til at fylde ugevis uden nogensinde at lægge vejen forbi en boghandler eller et kunstmuseum. Men hvis man nu befinder sig i Astroboy og Totoros hjemland, hvorfor så ikke taget et kig dybere ind i mangas bankende hjerte?
En af de første ting man som besøgende skal vænne sig til i Japan er, at tegneserier er populære. Ikke populære som DC og Marvel er populærere, men rigtig populære. I 2012 var den bedst sælgende tegneserie i USA ”The Walking Dead” #100, der med sine knap 384000 skabte overskrifter både indenfor og udenfor industrien. Den bedste sælgende superhelte tegneserie var ”Uncanny Avengers” #1, der også rundede de 300 000 eksemplarer. Sammenlig dette med den bedst sælgende manga i Japan i 2012 – ”One Piece” #65 – der solgte i omegnen af 3,3 millioner eksemplarer. Der bor 314 millioner mennesker i USA og 127,5 millioner mennesker i Japan. Så ja, tegneserier i Japan er populære.
Tegneserier og tegneseriesymboler er allestedsnærværende. Alle virksomheder og brands, fra det lokale renseri til globale firmaer, benytter sig af cool eller nuttede logoer og maskotter, der alle tydeligt er inspirerede af mangaæstetikken. Man kan købe alt fra tandbørster til sodavand til kondomer med kendte animekarakterer påklistret. En af de mere populære popidoler, Hatsune Miku, er animeret. Det er efterhånden noget af en kliché, at man ikke kan stige på en metro i Tokyo, uden at støde på nogen med en manga i hånden, men det er ikke desto mindre sandt og værd at nævne. Ikke bare bød næsten hver eneste metrotur på mangalæsere, men de bød på alt fra grupper af skolepiger, der deltes om en enkelt bog, til midaldrende salarymen der henkastet bladrede sig vej igennem udpenslet bondageporno. Hvornår så du sidst en fyr læse ”Morbus Gravis” i toget?
Og det er ikke bare action, skolepigeromantik og porno der bliver langet over disken. Der er virkelig manga for enhver smag og for enhver målgruppe. Tag for eksempel serien ”Hotel,” der strækker sig over mere end 40 bøger og har affødt mindst én spin-off serie. Den handler i al sin enkelthed om den daglige drift af et luksushotel og minder mest af alt om en afdæmpet og meget høflig sæbeopera. Eller hvad med serien om Kosaku Shima, den altid succesfulde forretningsmand der igennem sin lange karriere er steget i graderne fra nyligt ansat salaryman til præsident for sit firma og i øvrigt er blevet dækket i både The Comics Journal og The Economist. Og så er der den nye og lovende indietitel ”Samuel,” der omhandler en lejemorder, hvis eneste våben er en dødelig vatpind – deraf hans øgenavn ”the earpick killer.”
Denne diversitet leder til en anden vigtig pointe omkring manga kultur, som ofte er svær at se i den vestlige debat – tegneserier i Japan er allemandseje, og kvinder er ikke bare storforbrugere af manga og anime, de er ofte mindst ligeså engagerede i fankulturen omkring disse som deres mandlige sidestykker. Selv i Japan er den herskende forståelse af en stereotypisk otaku næsten altid en ung fyr i 20erne, men på trods af dette, er piger og kvinder i praksis at finde overalt i markedet både som skabere, kritikere og forbrugere og i mainstream såvel som undergrund. Det er interessant, at de to demografiske genrer, der primært henvender sig til kvindelige læsere – shōjo for piger og josei eller redikomi for ældre teenagere og kvinder – historisk set har budt på nogle af de mest grænsebrydende og eksperimenterende manga. Tag for eksempel den tidlige bølge af redikomi magasiner i 1980erne, der på det tidspunkt var mere seksuelt eksplicitte og frisindede, end langt størstedelen af, hvad der var målrettet mænd på samme tidspunkt. Noget lignende gør sig gældende for banebrydende shōjo-skabere såsom Moto Hagio, der i deres serier i 1970erne udforskede psykologisk og sociale temaer, der var langt mere komplekse og tabubelagte, end hvad man kunne finde i samtidens shōnen titler (nyligt oversatte ”Heart of Thomas” fra Fantagraphics er et åbenlyst eksempel).
Nogle gange er grænserne dog mere slørede, både mellem demografiske kategoriseringer og mellem mainstream og undergrund. Særligt for et vestlig publikum, der er vant til langt hen af vejen at definere tegneserier på basis af hvilken amerikansk eller europæisk forlægger, der udgiver dem, kan det være svært at gennemskue præcist, hvor en given japansk titel oprindeligt hørte hjemme. Tag for eksempel gysermesteren Kazuo Umezu, der på vores kanter er bedst kendt som en kultklassiker og horrorforfatter på linje med eksempelvis Junji Ito. Denne sammenligning ville dog næppe give meget mening for et japanske publikum, hvor den nu aldrende herre er mere pop end kult. Umezus mest berømte værk ”The Drifting Classroom” blev oprindeligt udgivet i Weekly Shonen Magasine, målrettet mod drenge i alderen 10-15, hvorimod hans næste lange serie, ”The Left Hand of God, The Right Hand of the Devil,” blev udgivet i seinen magasinet Big Comic Spirits. I begge serier benytter Umezu alle tricks i boksen med ultravold og sleaze, men hans oeuvre spænder langt bredere end dette og inkluderer både falde-på-halen komedier og verdensmusik (i mangel på en bedre definition). I dag er den nu 77-årige Umezu noget af en legende i sit hjemland og hans rød-og-hvid stribede hus i midten af Tokyo er et pilgrimsmål for valfartende fans.
På trods af det gigantiske marked for manga er vestlige tegneserier bestemt ikke svære at opstøve i Japan. Selvom langt de fleste titler ikke bliver oversat til japansk, er der et relativt bredt udvalg af engelsksprogede bøger og serier på hylderne i de fleste større butikker og dette inkluderer både de bedre superhelte serier (særligt klassikere som Miller, Morrison og Loeb) og en række indie klassikere. Der er desuden en voksende interesse i europæiske tegneserier og jeg var overrasket over, hvor mange titler af folk som Moebius, Enki Bilal, Régis Loisel og Juanjo Guarnido der i øjeblikket bliver oversat og udgivet i Japan. Det virker til, at interessen for både nye og ældre europæiske serier næsten er større i Japan, end den er i USA.
Kyoto International Manga Museum
Kyoto er en af Japans smukkeste byer og uden tvivl et besøg værd for sin arkitektoniske og historiske rigdom, men for tegneseriefans er Kyoto International Manga Museum et seriøst must-see.
Museet inkluderer et imponerende stort bibliotek af manga, som alle besøgende er frie til at læse (inklusive en lang række bøger oversat til andre sprog), en permanent udstillinger der fortæller kunstformens historie og udvikling, samt en spøjs kollektion af gipsafstøbninger af besøgende tegneres hænder (inklusive Moebius’ knyttede næve!) Museet har også en farverig og lettere kitschet skulptur af Osamu Tezukas fønix samt en lang række mindre kunstværker af berømte japanske mangaka.
Udover den permanente samling bød mangamuseet på en midlertidig udstilling af originale sider fra mesteren Yoshihiro Tatsumi. Tatsumi, der har været aktiv i over 50 år og er en af ophavsmændene bag gekiga genren, er nok mest kendt på disse kanter for en række nyligt oversatte bøger udgivet af Drawn and Quarterly inklusive selvbiografien ”A Drifting Life”, der vandt både Tezuka prisen i 2009 og regards sur le monde-prisen ved Angoulême i 2012. Et vigtigt element i den relativt lille udstilling var en hylde med et udvalg af de mange internationalt oversatte udgaver af Tatsumis værker. Det var i det hele taget tydeligt igennem hele museet, at dette er noget, som mange japanske mangaka og fans sætter højt – international anerkendelse og deltagelse i en global samtale om tegneserier som kunstform.
Akihabara
”Deleto! Deleto!” råber en ung kvinde klædt i stuepigeuniform, mens hun tager to hurtige skridt hen til os med et tydeligvist påtaget surt ansigtsudtryk. Vi undskylder med det samme og viser hende telefonens display, mens de to fotos vi netop tog af hende bliver slettet. Det viser sig, at den slags fotografiske minder er reserveret betalende kunder på Maidreamin’ – Akihabaras bedste og mest eksklusive maid café (hvis man skal tro deres plakater). Som med et trylleslag er det gigantiske smil tilbage på stuepigens ansigt og hun deler igen flyers ud til de forbipasserende japanere og en lille håndfuld vestlige turister, der mest af alt ser ud til at være ramt af granatchok her midt i Tokyos knudepunkt for manga og teknologi og særegne kaffebarer.
Kvarteret Akihabara er berømt og berygtet som Tokyos største samlingspunkt for otaku af enhver art. Der er gigantiske butikscentre dedikerede til alt fra elektroniske gadgets til brugte konsolspil til legetøj og andre samleobjekter. Og så er der selvfølgelig manga. Masser og masser af manga.
Blandt de mest interessante mangabutikker er Toranoana, det nye Akiba Culture Zone og så selvfølgelig en lokal filial af den fantastiske Mandarake kæde. Mandarake er en af de største og bedste mangakæder i Tokyo og specialister i antikvariske varer. De er for nyligt også begyndt at udgive manga, blandt andet en række imponerende samlinger af tegneserier og kunst fra mesteren Kamimura Kazuo. Akihabara afdelingen er bestemt værd at kigge forbi, men er dog ikke nær så imponerende som den oprindelige butik, der ligger en halv time væk i Nakano (se nedenfor).
Toranoana er en butik i fem etager, der har specialiseret sig i dōjinshi – selvudgivne produkter skabt af fans og som oftest baseret på populærere serier eller karakterer, typisk i form af manga, kunst eller computerspil. Selvom der findes utrolig meget stuerent dōjinshi, er fristelsen for at se sine ynglingskarakter smide hæmningerne og kaste sig over hinanden som kaniner så stor, at mange af de mest populære udgivelser er pornografiske varianter af mainstream manga og anime titler. Tora har således en hel etage dedikeret til porno-dōjinshi for fyre og to etager (!) dedikeret til porno dōjinshi for tøser.
Akiba Culture Zone er et nybygget shoppingcenter og arvetager efter den berømte Radio Kaikan bygning ved Akihabara Station, der blev revet ned for et par år siden. Den nye kulturzone strækker sig over seks etager og inkluderer både mangabutikken K-Books, en række mindre butikker, der specialiserer sig i vinylfigurer og andre samleobjekter, samt en dedikeret cosplay café og karaokebar.
Udover at være et nørdet shoppingparadis er Akihabaras største attraktion den absolutte galskab, der hersker overalt. Det er et veritabelt cirkus af kostumeklædte cosplayere, lokale TV-rapportere der interviewer vesterlændinge på gadehjørner for derefter at lokke dem til at smage på nær-uspiselige ”japanske specialiteter” (ja, det skete faktisk), foruden et utal af forskellige mænd og kvinder klædt ud som anime-karakterer og maskotter, imens de deler reklamer ud eller på anden vis forsøger at få folk til at bruge penge i netop deres arkade, restaurant, eller spillehal. At gå ned af gaden en fredag aften i Akihabara er som at blive suget ind i den slags spektakel, der ellers kun er at finde på gulvet til New York Comic Con eller E3 – det bør afgjort opleves, men man får hurtigt nok.
Nakano Broadway
I den anden ende af spektrummet finder vi Nakano Broadway – et relativt beskedent shopping center i Tokyo, der byder på byens absolut bedste butikker for alternative manga og undergrundstegneserier. Og den eneste kostumeklædte kvinde, der aktivt forsøger at sælge dig noget hér, er den 70-årige spåkone, der har slået gesjæft op på første sal.
Som nævnt ovenfor huser Nakano Broadway den første og største afdeling af Mandarake kæden. Den strækker sig over mere end et dusin forskellige særskilte afdelinger, der er spredt igennem centret og specialiserer sig i alt fra kunstbøger til originale animationsceller fra berømte og mindre berømte film til de virkelige antikvariske skatte, der er næsten helt gemt væk på fjerde etage i Mandarake Maniacs.
Maniacs er som sagt dér, hvor de virkelige fund er. Her er et næsten komplet stræk af gamle Garo numre, fra midt-1960erne til magasinets ophør i 2002, for ikke at tale om Garo-klonen COM, grundlagt af Tezuka i 1972 som en direkte konkurrent. Der er også en utrolig samling af førsteudgaver af klassiske bøger fra mestre såsom Tezuka, Umezu, Shigeru Mizuki, Shotaro Ishinomori og Seiichi Hayashi, der næsten alle går for uhyrligt høje priser.
Det sande skatkammer for nyere alternativ manga og undergrundskunstnere er dog ikke Mandarake, men derimod TACO ché – en lille bitte butik på tredje sal med et af de bedste logoer, jeg nogensinde har set.
Jeg kan ikke anbefale et besøg i TACO ché højt nok og det er uden tvivl min nye favoritbutik. Først åbnet i 1990erne og omtalt i datidens Garo-magasin som ”the Garo shop”, TACO er helt ude på kanten af det nyeste og mest eksperimenterende materiale i den japanske undergrund. I en butik, der i kvadratmeter er noget nær mikroskopisk, er det imponerende, hvad den nysgerrige besøgende kan støve op.
De vakkelvorne hylder er fyldt med alt fra Yoshiharu Tsuge-nøgleringe til den nyeste selvudgivne kunstbog fra Shintaro Kago; fra førsteoplag af Hideji Odas shōjo-manga til Suehiro Maruo-plakater eksklusivt designede til TACO ché. Og så er personalet forfriskende hands-off i en by, der ellers har taget kundeservice til et helt andet plan. Den japanske teenager bag disken (der reelt kunne have været alt fra 17 til 30) var mere optaget af at bladre igennem sit Makoto Aida katalog, end hun var af, hvad der foregik omkring hende.
Shibuya
Shibuya er et af de mest velkendte og ikoniske kvarterer i Tokyo, fyldt med stilbevidste universitetsstuderende og et mylder af designbutikker, pladeforretninger og izakayaer (japanske sake-barer med fantastisk mad). Der er også en række fede mangashops, i fald alkohol og kønne mennesker ikke er nok incitament til at lægge vejen forbi.
Shibuya har selvsagt en lokal afdeling af Mandarake. Denne filial ligger i kælderetagen af shoppingcentret Beam og er designet efter de originale arkitekturtegninger fra Minos’ labyrint på Kreta. Man bør dog ikke frygte at løbe ind i en minotauros her. I stedet for et tyrehovedmonster byder butikken på en lille karaokescene i labyrintens centrum – cosplay kostume påkrævet.
Den bedste og mest mærkværdige butik for alt, hvad der har med popkultur at gøre i Shibuya, er Village Vanguard. Den relativt store kælderetage byder på en mærkværdig blanding af amerikansk skatergrej, cool T-shirts, bizarre souvenirs, japansk og vestlig indiemusik (mest på vinyl), et overraskende godt udvalg af amerikanske og europæiske kvalitetstegneserier og selvfølgelig masser af manga.
Tegneserier og manga er dog ikke den egentlige grund til at aflægge en visit i Village Vanguard. Nej, den virkelige attraktion her er den forbavsende mængde af bizart habengut til salg. Der er iPhone covers med illustrationer af Suehiro Maruo og Shintaro Kago, Kitaro T-shirts, Ghost in the Shell-skateboards og sågar en automat ved indgangen, der sælger Kazuo Umezu-actionfigurer. Ikke modeller af hans karakterer, vel at mærke, men små versioner af mesteren selv, iklædt alt fra sin rødstribede trøje til en cheerleader pom pom’er.
Blandt al denne nye og eksperimenterende manga er det værd at ihukomme den lange tradition, som kunstformen har i Japan. Til dem med hang til mere klassiske manifestationer byder Ōta Memorial Museum of Art i Shibuya på en af de mest imponerende samlinger af klassiske ukiyo-e træsnit. Museet er småt, kun tre udstillingsrum samt en lille souvenir butik, men de roterende udstillinger, der viser tematisk udvalgte udpluk fra deres enorme samling, er altid værd at besøge. I oktober var temaet humor og ukiyo-e og her var alt, hvad hjertet kunne begære af både tanuki nosser, hjemsøgte majskolber og liderlige bodhisattvaer.
Del på
