På Copenhagen Comics, langt hjemmefra og i regnvejr, fortalte Jiro Taniguchi Nummer 9 om vigtigheden af at høre til.
Jiro Taniguchi er overraskende lille.
I grafiske romaner som ”Min fjerne barndomsby”, ”Min fars dagbog” og ”Manden der går tur”, er Taniguchis hovedpersoner store mænd med kroppe, der er brede og rektangulære som køleskabe. Værkernes personlige og introspektive natur gør det oplagt at læse Tanguchis selv ind i hans hovedpersoner. Men de ligner i hvert fald ikke, for manga-senseien er lille, selv af en japaner at være, med fine, spinkle hænder og uregerligt, gråsprængt hår på et rundt hoved.
– Måske ligner de mig ikke udvendigt, men indvendigt deler jeg meget af personernes følelser og sind, siger han og smiler med trætte øjne.
Vi er til Copenhagen Comics, og Jiro Taniguchi sidder på en stabel paller bag Øksnehallen, hvor festivalen afholdes. Det sommerdrypper fra den gråmelerede himmel, og tegneren er tydelig slidt og jetlagged. Men Nummer 9s udsendte og Kristeligt Dagblads ditto har fået lov til at stille ham et par korte spørgsmål.
I Danmark har Jiro Taniguchi været murbrækkeren, der har åbnet de voksne tegneserielæseres øjne for japansk manga. Til festivalen er han både Pingpris-nomineret for ”Min fars dagbog”, en slags tvilling til gennembrudsværket ”Min fjerne barndomsby”, og udgivelsesaktuel med bind 1 af ”Senseis mappe”, en tegneserie over en roman af Hiromi Kawakami.
I ”Senseis mappe” er hovedpersonen til en afveksling ikke en stor mand, men en ensom kvinde i trediverne, Tsukiko, der indleder et forsigtigt forhold til sin forhenværende lærer. Alligevel undrer det ikke, at forfatteren Hiromi Kawakami opsøgte Jiro Taniguchi for at få ham til at lave en tegneserie over hendes roman, for Tsukiko er på mange måder en typisk Taniguchi-hovedperson – forsigtig, sansende, kontemplativ, viljestærk, og i en form for stille krig med sig selv.
Ikke ulig hovedpersonen i ”Min fars dagbog”, som vores korte samtale naturligt kommer til at kredse om, da jeg ikke havde mulighed for at læse ”Senseis mappe” inden interviewet. ”Min fars dagbog” handler om en mand, der efter 15 års fravær vender tilbage til sin fødeby Tottori for at deltage i sin fars begravelse. Under vågenatten må han tage forståelsen af sin fortid og sine fraskilte forældre op til revision.
Jeg spørger Taniguchi, der selv er fra Tottori, hvad motivationen bag ”Min fars dagbog” var?
– Den egentlige begyndelse havde at gøre med, at jeg ikke selv besøgte sin barndomsby i mange år, og ikke skrev til meget til min familie. Og så vendte jeg tilbage til min barndomsby, og det var en meget stærk oplevelse, der gav mig lyst til at skrive om min barndomsby på landet.
Hvad var det for en oplevelse?
– Det gav mig en stærk følelse af vigtigheden af at have et sted, man hører til, en fødeby. Da jeg kom tilbage, fik jeg en stærk følelse af at høre til på det her sted. Og en forståelse af, at jeg var den, jeg var, takket være det her sted.
Men ”Min fars dagbog” er ikke en nostalgisk øvelse alene. Både den og ”Min fjerne barndomsby” handler også om hovedpersonens problematiske forhold til forældrene, og i begge bøger er der én af dem, der forsvinder. I ”Min fjerne barndomsby” er det faren, i ”Min fars dagbog” er det moren. Det er ikke kun tabt tid, der skal indhentes. Det er også hovedpersonernes vrede, deres oplevelse af svigt, og hændelser der ikke gav mening som barn, der skal forstås på en ny måde.
– Du har ret, siger Jiro Taniguchi, og tilføjer:
– Og også en følelse af at hovedpersonen skulle have forstået sin fortid tidligere. Så det var et budskab, jeg havde behov for at give.
Nærmere kommer vi ikke. Tiden er kort, tegneren er træt, og bag det høflige og milde gemmer sig tydeligvis en stærk vilje og et reserveret væsen, der med al respekt afviser at læse manden alt for meget ind i værket. Taniguchi fremstår, sin spinkle statur til trods, som en klassisk Taniguchi-karakter.
Del på
