Rim og tegninger får lov at lege med hinanden, når Signe Parkins laver billedbog for voksne
Det er heldigvis noget nær umuligt at klemme en kategori omkring tegner og forfatter Signe Parkins’ seneste udgivelse Tusindfryd, der med undertitlen Rim og Tegninger er præcis det: En bog med tegninger, bundet sammen af ord, der rimer.
Det er en billedbog for voksne, hvor ord som ‘erogen’ og ‘tusindben’ får lov at gøre hinanden selskab og rimes videre til ‘alle for en’ og ‘over stok og sten’. Hvor Parkins i sin helt særegne streg leverer kvinder med ‘pukkelpatter’, der med smøg og pibe i mund siger ‘hva’ så skatter’ til en mand på en bjergtop.
Tusindfryd er på en og samme tid underfundig, morsom, kropslig og både umulig og let at forstå. Den er en visuel leg, som vi har taget en snak med Signe Parkins om.
Når vi snakker rim og tegninger, er det umuligt at komme udenom Halfdan Rasmussen. Er der for dig en relation eller rød tråd mellem hans ting og din bog?
Jeg elsker Halfdan Rasmussens ABC og mange af hans andre rim og digte. Jeg lytter også meget til musik, hvor der rimes en hel del. Det er svært at sige, hvorfra sådan noget opstår. At bruge rim, var en måde at få vredet nye tegninger ud af tekst. Et bespænd, som både virkede som en billedoplukker og en god afgrænsning i processen med at lave bogen.
Når jeg bruger tekst er det altid som et middel til at få sat ekstra gang i tegningerne. Aldrig omvendt. Teksten er vigtig, men tegningerne er vigtigere. Når det af og til lykkes, at tegning og tekst skaber nye meninger i samspil med hinanden, er det helt perfekt. Men tegningen kommer først og er det vigtigste.
Selvom tegningerne kommer først, som du siger, er slår det mig alligevel hvor ofte det er de modsatrettede kræfter i din tekst og billede, som skaber en oplevelse?
Jeg prøver altid at få tekst og billede til at skabe en ny mening i samspil med hinanden. De skal ligesom trække i hinanden. Væk fra hinanden, så der opstår noget nyt. En ny mening.
Når jeg tegner, er jeg meget optaget af at prøve at tegne noget nyt, som jeg ikke har set før, det samme prøver jeg med tekst og billede. Jeg vil overraskes. I bogen er der også steder, hvor det ikke sker. Der bliver teksten og tegningen et ekko af hinanden. I Tusindfryd er det centrale udvekslingen mellem tekst og tegning.
Når jeg siger at tegningen kommer først, mener jeg, at jeg ikke kan skrive noget uden at have tegnet noget. Det er sådan alle mine projekter starter. Når jeg først er i gang med en bog, så kan det godt ende med at være omvendt.
Benspændet er meget centralt for bogens fabulerende tegninger. På hvilke måder føler du, at rimene har åbne din billedfantasi, og har billederne, der er dukket frem, overrasket dig?
Mit udgangspunkt for at gå i gang med bogen var en meget stærk trang til at tegne. Jeg har et stort behov for at skabe billeder. Jeg ville gerne finde en form, hvor jeg kunne tegne meget frit og stadig få lavet en nogenlunde sammenhængende bog.
Da jeg gik i gang havde jeg ikke nogen plan eller idé. Ret hurtigt kunne jeg se, at jeg gennem sproget kunne skabe en form for ramme og et benspænd samtidigt. Rimene kunne skabe en rytme og de kunne vride billeder frem, som jeg ikke vil kunne finde på ellers.
For eksempel ville jeg aldrig have tegnet en rytter i et stykke rav, hvis det ikke var fordi, at jeg skulle finde noget, som rimede på trav. Så rimordene kuppede projektet og gav arbejdet retning og form. Og nye uventede tegninger.
Når jeg så læser Tusindfryd, fornemmer jeg en fortælling gennem bogen, omend jeg godt nok ville være stærkt presset, hvis jeg skulle genfortælle den. Ser du selv bogen som en samlet historie?
I den færdige bog er omkring halvdelen af alle de tegninger, jeg har lavet, med. I lang tid tegnede og rimede jeg uden retning eller forsøg på at skabe et sammenhængende forløb. Da jeg skulle begynde at sætte det hele sammen til en færdig bog, pillede jeg meget fra, som faldt udenfor.
Der var sekvenser som tydeligt handlede om et ægteskab og et spor med en meget liderlig Kong Edward VII. Det blev kasseret sammen med en del andet. Kvinder, hekse, planter, rygning og sex var gennemgående temaer, og bogen blev spundet ud fra det. I sidste fase af arbejdet forsøgte jeg at skabe en form for sammenhæng og lavede en del nye ting eller ændrede i tekst og tegning i nogle af de kasserede tegninger, så de fik ny mening.
I begyndelsen og slutningen af bogen ser man to kvinder i blå kjoler ved et murstenshus. Ud af et hul i trappestenen rider en anden kvinde på en flue på en hest. I løbet af bogen dukker kvinderne op, de ændrer form og skifter ham gennem bogen, men det er deres verden. Jeg ville have bogen til at være en slags messende strøm af ord og billeder, som minder om en trancelignende tilstand. Som om det er en drøm.
Kan du ikke fortælle mig lidt mere om, hvordan du tegner. På mig virker det meget som om, at du leger det frem?
Ofte arbejder jeg meget løst med tegningen. En tegning kan ændre sig mange gange, mens jeg laver den. Jeg arbejder direkte, så jeg bruger ikke skitser eller storyboard. Det er derfor man ofte kan se ‘affaldsstreger’ eller overstregninger i mine færdige tegninger. Jeg går tit bare i gang og så udvikler tegningen sig.
Jeg oplever det som en samtale mellem mig og tegningen, når jeg arbejder. Andre gange ved jeg ret præcist, hvad jeg vil tegne, men det er ikke så tit. Jeg vil gerne have, at noget vokser frem af sig selv, noget jeg ikke helt er herre over. De bedste tegninger, er dem, hvor jeg er blevet ved med at tegne en tegning færdig, selvom den på en eller anden måde er kikset.
I forhold til materialer er jeg meget konservativ. Jeg arbejder med pen og tush og tynde sorte tushpenne fra 0.1. til 0.5. Og så farvelægger jeg med akvarel.
Du har en række tilbagevendende emner i dine ting omkring blandt andet kvindelighed og sex. Er det bevidst valg du foretager eller mere en underliggende nerve?
Jeg er optaget af kroppen. Særligt kvindekroppen. Kvindekroppen som kan være alt muligt andet end en krop. Kroppe som overtages og omformes af noget andet, en indre kraft, et begær, en vildskab. Jeg vil gerne vride kroppen ud i nye stillinger og tage den nye steder hen.
Det seksuelle er en del af den undersøgelse af kroppen og det kvindelige. Det er ikke en underliggende nerve, det er i høj grad bogens omdrejningspunkt. Kvinder i en form for konstant kropstransit.
Og så er det sikkert fordi jeg er håbløs, men på mig virker dine tegninger af menstruerende kvinder både stærkt og provokerende. Hvad er din intention, når du bevæger dig derhen visuelt?
Vildt nok, at det virker stærkt provokerende på dig med tegninger af menstruationsblod. Min intention er ikke at provokere. Jeg er optaget af at undersøge kvindekroppen. Det er en ret stor del af det at være kvinde.
Elsker/hader ordet ‘trusseindlæg’, og ville gerne have det med. Og det rimer på ‘skæg’, så det var oplagt at kombinere ‘skæg’ med en tegning af kvindelig kønsbehåring. Og så med blod ned af benene.
Endelig er du nødt til at forklare mig det med piben – hvorfor ryger kvinderne pibe?
Jeg elsker selv at ryge pibe, gjorde det som helt ung. Hvis jeg ikke var bange for at dø, ville jeg uden tvivl ryge pibe dagligt.
Det er skønt at kunne lade mine tegnede kvinder ryge løs. De dør kun, hvis jeg bestemmer det. Og så ville de nok dø mere sådan sejt – i kamp med nogen onde kræfter for eksempel. Ikke af kræft i mundhulen.
Tusindfryd er udkommet på Forlaget Cobolt.
Del på
