Læs seks sider af den finurlige franske biografi om socialismens store faderfigur, Karl Marx.
I 2009 fik vi en mangaudgave af Karl Marx’ tre-binds hovedværk, “Kapitalen”, og nu kommer så tegneseriebiografien “Marx”. Socialismens hoffilosof har kronede dage på de danske tegneseriereoler!
“Marx” er skrevet af schweiziske Corinne Maier, der tidligere har gjort sig internationalt bemærket med bestselleren “Bonjour Paresse” (“Goddag dovenskab”) om sin indsats for at lave mindst muligt på jobbet som økonom i Electricité de France. Tegner er franske Anne Simon, som blandt andet har gjort sig bemærket med en Freud-biografi, endnu et samarbejde med Maier.
De to har sammen begået en Marx-fortælling, der nok forholder sig loyalt til mandens levnedsforløb, men ikke er blinde for dets små ironier. Som for eksempel, at både han og kumpanen Friedrich Engels levede af deres forældres penge, mens de gik og dyrkede deres solidaritet med det arbejdende folk …
Læs om det og mere i uddraget nedenfor, der dækker side 15-20 af “Marx”: