Marvel Studios tager frygtløst et spring ud i den dybe ende med deres mest risikable film nogensinde, ”Guardians of the Galaxy”. Talende vaskebjørne og levende træer er blot nogle af de sære ting, der mødte Mads Bluhm og Michael Lindal, da de tog turen ud i verdensrummet med Marvel.
I filmens første scener møder vi jordboknægten, Peter Quill, der er ved at tage afsked med sin døende mor. Allerede få minutter efter bliver han bortført af et rumskib, hvorefter filmen springer i tid, og vi møder ham som voksen. Peter er nu blevet en intergalaktisk skattejæger i bedste rum-Indiana Jones-stil. Han er på jagt efter en dims, som det naturligvis viser sig er temmelig vigtig for galaksens overlevelse. Den voldsomt onde og fanatiske skurk Ronan og hans lige så voldsomt onde kumpanere er også på jagt efter dimsen, og det er først, da Peter – også noget så beskedent kendt som Star-Lord – møder fire andre rumrødder i form af den grønne og dødsensfarlige kvinde Gamorra, den talende vaskebjørn Rocket (tænk Bruce Willis som gnaver), muskelbundtet Drax og det fåmælte, men levende træ Groot, at han får lidt vind i sejlene. Men kan de sære antihelte magte at redde hele galaksen? Vi siger ikke noget.
Michael: Jeg vil starte med en måske lidt vovet påstand: Det her er Marvels første film, der ikke er en superheltefilm. Historien er i bund og grund typisk Marvel: Ond fætter vil have fat i en dimmer, så han kan gøre rigtigt onde ting, og nogle helte skal stoppe ham. Det kunne have været historien til en hvilken som helst film i Avengers-universet. Men alligevel er der tale om et genreskift for Marvel og et massivt hop fra den mere “jordbundne” Captain America-film, vi så tidligere på året. Det er en space opera, der er en slags Star Wars for DAMP-børn. Så selvom plottet er simpelt, så synes jeg, at filmen er et frisk pust i Marvels filmiske univers. Den er fyldt med skæve figurer, særheder og en lidt rock’n’roll-agtig anything goes-attitude. Det er dens største styrke. Det og så figurerne.
Mads: Jeg må langt hen ad vejen erklære mig enig. Det er længe siden, jeg har set så topcharmerende en blockbuster, og det er rigtigt at “Guardians of the Galaxy” føles mere beslægtet med klassisk Star Wars, end den gør med de fleste af de superhelte film, vi er blevet præsenteret for hidtil. Jeg tror at det til dels skyldes, at næsten alle de figurer/personer vi bliver præsenteret for har overmenneskelige kræfter på en eller anden måde, og så også det, at filmen konstant flirter med at være en rendyrket komedie a la “Galaxy Quest” eller “Paul”, men hele tiden sørger for at holde sig på den rigtige side af ligningen. Og så er jeg altså helt solgt på musikken som veksler perfekt mellem fede firserhits og et veloplagt klassisk score. Det er helt klart også en af filmens helt store styrker.
Michael: Det er nok rigtigt, at når ALLE er specielle, så er ingen specielle. I en verden af supervæsener er superhelten bare et almindeligt menneske. Og det er faktisk det, som vores hovedpersoner er: Almindelige “mennesker” med meget menneskelige problemer. Så kan det godt være, at de er rumvaskebjørne og kvinder med grøn hud. Men de er også ægte personer, der enten er meget trætte af at være anderledes eller bare gerne vil væk fra en dominerende fars hjerngreb. At faren så er Marvels topskurk nummer et er en bagatel.
Og så er filmen bare sjov. Men ikke FOR sjov. Nogle vil måske mene, at den er så hipsterironisk, at det kommer i vejen for alvoren, men det virkede for mig. Jeg havde regnet med, at Rocket Raccoon ville stjæle filmen – og det gjorde han også ganske ofte – men jeg havde ikke regnet med at grine så meget af gruppens muskelmand, Drax. Hans overpompøse tale og manglende evne til at forstå ironi og metaforer var guddommeligt morsom. Og så fik han og Rocket filmens mest rørende scene.
Mads: Præcist, og det er netop filmens smarteste træk, at den formår at krydre al den buldrende ramasjang med fine følelsesmæssige øjeblikke som bl.a. det, som du omtaler, men lidt tidligere er der også en fin Groot/Rocket scene, som ikke er set bedre siden Spielbergs “E.T.” Og så er jeg vild med, at filmen ikke insisterer på at forklare alting hele tiden, men kækt siger “Sådan er det bare!” Derfor falder den heller ikke i den omstændelige fortællemæssige faldgrube som bliver mange “origin” fortællingers skæbne.
Michael: Det er faktisk ikke uinteressant, at filmen i den grad IKKE bruger tid på at banke forklaringer, baggrundshistorier og sammenhænge fast med syvtommersøm. Det bliver nævnt i en sætning, at Kree-racen har sluttet fred med Nova-korpset (og så må man selv regne ud, at Nova-korpset er en slags politikorps), og så forventes det, at du som tilskuer kan huske det! Det er befriende. De fleste af figurernes baggrundshistorier berøres kun en lille smule, men det har jeg svært ved at se som andet end en styrke. Du behøvede heller ikke at høre om Chewbaccas skoletid i Star Wars for at elske ham. Vi får lov til at hænge ud med Guardians of the Galaxy og lærer dem at kende på den måde.
SKAL jeg nævne svagheder – og hvis vi skal tages seriøst, så slipper vi ikke udenom – så kan man godt argumentere for, at tempoet måske er lige lovligt højt visse steder. En scene med den tidligere nævnte superoverskurk er lidt for hurtigt overstået til at give den oplevelse af Marvelsk storhed og world building, som den kunne have givet. Skurkene ikke ret meget andet end bare megaonde. Der er ikke meget kød på dem, selvom Karen Gillan gør en yderst god figur som Gamorras onde stedsøster. Men ligesom med den meget enkle historie, så er der nok tale om et offer på den relative enkeltheds alter. For der er RIGTIGT meget stof, som tilskueren skal lære at kende.
Mads: Præcist og filmen strør om sig med hints til figurenes fortid og fremtid, så man er ikke i tvivl om, at der er substans nok til flere film.
“Guardians of the Galaxy” er måske ikke helt perfekt, men efter den topvilde efter-rulletekstscene så min bifledsagerske og jeg hinanden i øjnene og udbrød spontant i kor “En gang til!”, og det sker altså ikke ved mange film. All right, der er højt tempo, og jeg synes at introsekvensen med Peter og hans mor var lidt (for) skinger, men derfra var det hurtig, men smooth sailing. Indrømmet skurkene er superonde, men jeg kan godt lide den måde, de med meget korte scener får opbygget Thanos som den vildeste über-bad-guy a la Blofeld fra James Bonds univers. Jeg var ikke så vild med den onde stedsøster, hun blev lidt for endimensionel, men det var en lille æv-dråbe i et stor juhu-hav.
Michael: Ja, det kan godt anbefales at blive siddende til efter rulleteksterne. Uden at afsløre, hvad der sker, så kunne jeg godt tænke mig at se filmen sammen med en, der IKKE kender baggrunden for den sidste scene. Den vil nok virke mere sær end nogen David Lynch-film kunne gøre sig håb om. Den slags vildhed kræver nosser, og det har både Marvel og filmens instruktør, James Gunn.
Gunn kommer fra indiefilm, og det kan godt mærkes. Der er en befriende skævhed og ligegyldighed over for en blockbusterfilms normale spilleregler, som er med til at hæve filmen over, hvad man normalt ser af tjubangfilm om sommeren. Derudover åbner filmen en dør til et hjørne af det filmiske Marvel-univers, som vi før kun har set glimt af. Og det er filmens store præstation, at vi STADIGVÆK føler, at vi langt fra har set det hele. Man sidder tilbage og glæder sig til de næste ti kosmiske Marvel-film – og det på trods af, at Guardians er en ret afsluttet og tilfredsstillende filmoplevelse – også som enkeltstående film.
Og så er Rocket Raccoon sandsynligvis en kommende filmlegende, som alle vil elske for evigt. Hvis bare man kunne få ham som plysbamse.
Mads: Enig, Rocky og Groot kan uden at skamme sig slutte sig til legendariske makkerpar som Han og Chewie, Butch Cassidy & the Sundance Kid, Jay & Silent Bob, Frodo og Sam m.fl. Og jeg tør godt garantere en plysbamse i den nærmeste fremtid.
Vi kommer ikke udenom, at “Guardians of the Galaxy” er den skæveste, sjoveste og mest charmerende blockbuster man kan se i biffen i år, og at den samtidigt på meget vellykket vis tilføjer det filmiske Marvel univers en helt ny dimension, som man før filmen godt kunne have frygtet ville mavelande med et stygt plask, men som i stedet har efterladt os begejstrede og hungrende som Galactus efter mere.
Michael: Amen til det!
Karakter fra Mads: 4/5
Karakter fra Michael: 4/5
Instruktør: James Gunn
Længde: 121 minutter
Premieredato: 31/7-2014
Del på
