Mira 10 #drama #snegleslim #fest
Teenageren Mira har 10 bogs jubilæum – vi ser tilbage på de første 9 bøger i serien og anmelder den nyeste.
I 2017 udkom den første bog om pigen Mira. Mira er en helt almindelig pige, der bor alene sammen med sin mor, hun går i skole, har veninder og hverdagsproblemer, som mange andre børn og tweens har.
Mira ved ikke, hvem hendes far er, så det faktum at hun ikke gør det, fylder en del i de efterfølgende bøger, både med opbygningen af deres relation, og at Mira pludselig skal vænne sig til at have to forældre frem for en.
Tematikkerne
Temaer som familie, den første forelskelse, nye klassekammerater, nye fritidsinteresser, venskaber – og når disse venskaber sættes under pres, bliver behandlet på fineste vis i bøgerne.
Tematikkerne bliver behandlet troværdigt, relaterbart og som noget man som ung læser kan sætte sig ind i. Selv som voksen læser kan jeg sætte mig ind i følelserne. Når ens veninde også kunne lide den dreng jeg kunne, når ens veninder fik nye interesser, men jeg ikke gjorde og så videre.
Det er problematikker, der ikke går af mode, men som jeg vil mene er eviggyldige.
I en af bøgerne dør Miras bedstemor, og de samtaler, Mira har med sin mor om at miste, om at mindes og om at huske dem vi har mistet, er igen troværdige og giver et billede af at sorgbearbejdning ikke er en nem proces, men noget der kan tage lang tid.
En af de andre styrker ved bøgerne er blandingen af tegninger, striber og ”almindelig” tekst. Så læseren bliver både præsenteret for små doodles og dagbogsindlæg, tegneseriestriber med talebobler og felter eller tekst som i en roman.
Det medfører at karaktererne står tydeligt frem og har nogle meget tydelige karakteristika, og Ramus Bregnhøis streg er meget genkendelig. Bøgerne kan også føles mere indbydende og overskuelige at gå til, fordi udformningen af indholdet er blandet.
Bog nummer 10
Mira – #drama #snegleslim #fest er den 10. bog i serien, i hvert fald hvis vi fokuserer på tegneserierne, dertil kommer en del letlæsningsbøger og kreabøger.
I den nyeste bog skal Mira holde fødselsdagsfest – men mor vil gerne blande sig, og Mira skal have sagt fra, så det bliver hendes fest. Samtidig ender hun i problemer, da pigerne laver en liste med drenge, de synes er lækre – og det forstår Miras kæreste, Gunnar, overhovedet ikke.
Samtidig er der grus i venskabsmaskineriet, for den ene halvdel af vennegruppen pludselig laver ting uden den anden del.
Så Mira har nok at se til, men mon ikke en stor fest kan samle alle?
Som jeg har nævnt tidligere er en af styrkerne ved Mira-bøgerne at den er troværdig og autentisk – og det niveau holdes i Mira – #drama #snegleslim #fest. Hvor mange nok vil mene at Mira-bøgerne primært er for piger, synes jeg, at der kommer flere og flere emner med som drengene også kan spejle sig i. Nok ikke så meget skincare, men når ens venner får nye interesser, og man ikke helt ved, hvor man står i venskabet.
Samtidig viser historien også, hvor vigtige de svære snakke er. Både snakkene med mor om festen og vennerne om de nye hobbyer. Det kan være ubehageligt i situationen, men når man som læser ser, at Mira kan klare det, så kan det give styrke til, at man selv kan tage de svære snakke i ens eget liv.
Historien er af den slags, der vil være eviggyldig. Selvom vi er i en rivende teknologisk udvikling, vil der stadig om 10-20 år være børn og unge, der deler de tanker og bekymringer, som Mira har i bøgerne, og måske kan man endda finde ideer til ting, man kan lave sammen med sine venner, der ikke involverer skærme.
Bonus sider
Fordi det er en jubilæumsbog, er der også en ekstra bonus, i form af 50 ekstra sider bagerst i bogen.
Her fortæller Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi om, hvorfor og hvordan de fandt på historien om Mira. De fortæller deres tanker om, hvorfor de ville skabe Mira, hvilke ting de har plukket fra deres egne hverdag, og hvad der er opfundet.
Samtidig tages vi som læser med ind i maskinrummet og ser, hvordan striberne bliver til. Hvad der kommer først, hvordan tilpasningen er fra skitse til færdigt resultat, og hvilke ting man skal være opmærksom på, hvis man selv vil skabe en tegneserie. Der er også sider, hvor man selv kan prøve at tegne specifikke ting.
Fremtiden for Mira
Hvad bringer fremtiden så for Mira?
Ja, som jeg læser det, så forlader Mira – #drama #snegleslim #fest Mira et godt sted i hendes liv, og hun skal nu bruge tid på at finde sine ben i en tilværelse i stor forandring.
Forhåbentlig kommer der flere bøger i Miraserien. Det er bøger, der behandler mange fine og autentiske tematikker, som har masser af læsere og som er meget populære på biblioteket.
Imens vi venter på en eventuel ny bog, kan vi gå i biografen og se filmen der bygger på den første bog i serien.










