Mira
Sabine Lemires og Rasmus Bregnhøis børnetegneserie Mira har siden 2017 gået sin sejrsgang blandt børnelæsere. Nu skal seriens univers stå sin prøve som film i landets biografer.
Det er bestemt ikke hverdagskost, at danske tegneserier finder vej til det store lærred. Så selvfølgelig kalder filmatiseringen af Sabine Lemires og Rasmus Bregnhøis elskede børnetegneserie på en anmeldelse her på Nummer 9.
Jeg tog derfor i biografen med hele familien, som meget relevant tæller to piger, en tween og en teenager, der begge har læst alle seriens bind og, som deres far, har et blødt punkt for Mira.
For serien er vigtig og betyder noget for rigtig mange børn. Det har jeg selv oplevet gennem mine døtre, og jeg oplever det også ofte på mit arbejde på et større bibliotek.
Her er det tydeligt, at serien fortsat har rigtig mange læsere, primært piger, der knuselsker Mira og flittigt låner de efterhånden 10 albums med hjem.
Det er altså arvesølvet inden for det seneste årtis danske børnetegneserier, som manuskriptforfatter Ida Åkerstrøm Knudsen og instruktør Marie Limkilde har sat sig for at vække til live i biografmørket, begge med Mira som deres spillefilmsdebut.
Og lad det være sagt med det samme: de løser opgaven virkelig flot!
I den vigtige og altoverskyggende hovedrolle som 12-årige Mira har vi endnu en debutant i form af Ellen Edith Pultz-Hansen.
Hun spiller følsomt og troværdigt og er en fryd at opleve. Hende burde vi bestemt komme til at se mere til.
Generelt er der sat et godt hold med fine skuespilpræstationer over hele linjen.
Både rutinerede kræfter som Signe Egholm Olsen og Jytte Kvinesdal som hhv Miras mor og mormor og mere uprøvede børneskuespillere, der spiller Miras klassekammerater med overbevisning.
Filmens handling er løst baseret på forskellige situationer fra tegneseriens bind 1-3. Er man hjemmevant i dem, er det sjovt at genkende dem i filmen.
Som i tegneserien bakser filmens Mira med den svære overgang fra barn til teenager. Dén der midt-i-mellem fase som tween er nemlig svær at finde rundt i. Dét må Mira sande, da den nye, tjekkede pige Beate, kendt fra make-up tutorials på Instagram, pludselig begynder i klassen og driver en kile ind mellem Mira og bedste-veninden Naja.
Pludselig er alting svært og kompliceret. For du kan hurtigt føle dig udenfor, hvis du aldrig har været forelsket og ikke er interesseret i al dén sladder og snak om kærester, Beate bringer med sig.
”Jeg tror ikke, jeg er skabt til at blive teenager” sukker Mira i en scene, hvor hun grådkvalt søger trøst hos sin forstående, hyggestrikkende mormor.
Arven fra tegneserien er tydelig gennem hele filmen.
Folkene bag har nemlig klogt sørget for, at Bregnhøis streg dukker op i scenerne på forskellig vis, når det giver mening, at den understreger Miras tanker og følelser via tegninger.
Når hun føler sig trist, falder der f.eks. pludselig tegnede regndråber ned over hende, og når hun bliver rasende på Beate og de andre piger i klassen, bliver de udtværet af sorte skraveringer.
Det er godt set, at koblingen mellem tegneserieforlægget og filmen på denne måde hele tiden udgør et underliggende spor.
Det viser også, at afsættet i tegneserien tages alvorligt.
Det er i det hele taget tydeligt, at folkene bag filmen har lagt energi og hjerteblod i projektet.
Én ting er dialogen og skuespillet, noget andet den lækkerheds-faktor og autenticitet, der præger scenografien og valg af locations.
Det er med til at skabe et helhedsindtryk af en gennemarbejdet og flot udført film. Mira lugter af alt andet end hurtigt udført venstrehåndsarbejde eller af et cash grab uden respekt for de yngste seere. Det kan du ellers nogle gange godt få følelsen af, når det kommer til børnefilm.
Tværtimod oplevede jeg at Mira tager børnene virkelig seriøst i sin behandling af alt dét, der kan føles svært, forvirrende og uoverkommeligt fra et børneperspektiv.
Men måske tager filmen også det hele lidt for seriøst?
Hvis jeg skal pege på noget, der skurrede lidt, så er det graden af alvor. Flere af tegneseriens mere gakkede indslag og pinlige optrin havde pyntet som komisk kontrapunkt undervejs.
For eksempel havde det været oplagt at skrue mere op for det pinlige ved Miras mor som i tegneserien. Eller lade den livsglade, ubekymrede og fjollede side af Mira træde mere frem.
Det er dog småting, som ikke ændrer ved vores kollektive oplevelse af at have set en virkelig god og vellykket børnefilm.
I en tid, hvor mange børn ser en masse indhold, som de egentlig er for små til — på Tik Tok, youtube, instagram og andre platforme — er det prisværdigt, at nogle prioriterer at lave en børnefilm af høj kvalitet, som er helt i øjenhøjde med målgruppen og behandler deres hverdagsproblemer med stor sympati og respekt.
I bilen hjem fra biografen snakkede vi om, at vi alle fire var positivt overraskede. Både vi forældre og vores to døtre, der efter at være vokset op med tegneserien vel nok burde være de, der kunne tænkes at bedømme filmatiseringen hårdest.
En hurtig runde viste, at vi hver især ville give 5 stjerner ud af 6, hvis vi skulle anmelde. Mira har fået den film, hun fortjener.
I biografsalen lige foran os sad også to piger ca. på alder med filmens Mira, der var alene i biografen. Efter rulleteksterne benyttede jeg mig derfor af muligheden for at spørge dem, hvad de ville give filmen ud af 6 mulige stjerner?
5 og 6 stjerner var svaret. De havde ligesom os haft en rigtig god filmoplevelse.
Derfor føler jeg mig sikker på, at Mira fortjener sine 5 flotte stjerner. Der er tale om en fin og vellykket børnefilm, som forhåbentlig får et stort publikum. Og jeg håber, vi får flere film om Mira.
Der er i hvert fald masser af gods i seriens album nr. 4-10 til mere af samme skuffe!
