Drome
Hvad er bedre end når en tegneserie overrumpler visuelt? Dromes over 300 tætpakkede sider bombarderer dig med en himmelstræbende ambitiøse skabelsesberetning om en gådefuld fantasyverden, flot udført af den amerikanske tegneserieskaber Jesse Lonergan.
Dromes forside
Det kræver fortællemæssigt mod at lade sin historie starte i det store, tomme intet og herfra langsomt bygge en verden op. Uden velkendte rammer eller miljøer at hænge sin fortælling op på.
Men dét tør Lonergan med Drome, der starter med to almægtige guder. Fra deres ophøjede position langt ude i universet skaber de ud af ingenting en helt ny verden.
Herefter oplever læseren et samfund, der langsomt tager form i takt med at siderne vendes.
Især i Dromes første tredjedel føles det til tider som om Lonergan udfolder en tegneserieudgave af computerspillet Civilization.
Det er world building på den helt store klinge. Både fascinerende og syret at være vidne til.
Som ikke-tegner har jeg ofte tænkt, at en af de største manddomsprøver for en tegneserieskaber må være at turde vælge at fortælle via tegningerne alene. Fravalget af talebobler eller anden forklarende tekst stiller jo store krav til, hvad tegningerne skal kunne formidle – og selvfølgelig også til læserens indlevelsesevne.
Derfor vil jeg kalde Drome for en modig tegneserie. For Lonergan vælger bevidst en udpræget ordløs form. Bevares, der er talebobler her og der, men de er meget få og kortfattede.
Samlet set rummer Drome langt mindre tekst på sine mange sider end de fleste, langt kortere tegneserier.
Men er Drome fattig på tekst, er den til gengæld rig på syrede påfund og kompleksitet i billedsiden, farvelægningen og layoutet. Det indbyder alt sammen til at dvæle ved stort og småt og prioritere fordybelsen frem for at ræse igennem de 300 næsten ordløse sider.
Uden at gå i detaljer er den historie, Lonergan udfolder, egentlig ganske simpel og kredser om velkendte temaer. Kærlighed, magtkampe, despoti m.m. Langsomt og umærkeligt suges du ind i handlingen og bliver mere og mere opslugt.
Lonergan tør også tage sig virkelig god tid til at folde historien ud. F.eks. vier han hele 15 sider til en drabelig slåskamp mellem to af historiens karakterer.
Hvis man kan tale om, at Dromes fortælling har en gennemgående, styrende struktur, er det de tre grundfarver blå, rød og gul. Farverne bruges til at karakterisere tre af fortællingens toneangivende karakterer.
Som bekendt kan du blande alle andre farver med udgangspunkt i de tre grundfarver, hvilket betoner de pågældende karakterers betydning for alt, hvad der sker i Drome.
Lonergan understreger selv dette allerede på de indledende sider, inden historien egentlig begynder, ved at lade farvekort iscenesætte blå, rød og gul som noget helt centralt for læseren. Og de går hele tiden igen på siderne.
Udover farverne er der Lonergans streg. Den er effektiv og udtryksfuld og egner sig rigtig godt til den type fantasy-univers, han tegner frem.
Er du glad for Daniel Warren Johnson (Extremity, Murder Falcon, Do a Power Bomb m.fl.) vil du straks føle dig hjemme.
Lonergan tegner ganske vist lidtt mere løst og groft end Johnson, men der er et tydeligt slægtskab. De har f.eks. begge evnen til elegant og ubesværet at opnå dynamik i de mere actionprægede sekvenser, når karaktererne slås, løber eller på anden vis giver den gas.
En anden sammenligning, der presser sig på, er goe’ gamle Sergio Aragonés.
Der er et eller andet ved Lonergans streg, figurdesign og især kampscenerne, der godt kan minde lidt om mesterens elskede serie om barbaren Groo.
Hvor stregen altså giver mindelser om andre og noget, man har set før, er Lonergans drilske og legende sidelayout helt særegent spændende.
Et markant træk er hans brug af skinnende hvide ’kontrastlinjer’, i mangel af et bedre ord.
Linjerne dukker ofte op i fortællingen og gennemskærer alt andet. Som en blændende laserstråle, der fræser gennem sidernes farver.
Lonergan bruger disse linjer til at ’lege med’ i layoutet og understrege action eller anden form for handling i sidernes opbygning. Når du først har vænnet dig til dette anderledes greb, fungerer det rigtig godt.
Et andet særkende som Lonergan varierer på utallige måder er at opbygge siderne som en slags mosaik med mange små felter.
Dermed spredes handlingen ud på langt flere og mindre ruder end du som læser typisk er vant til at overskue i en mere klassisk opbygget tegneserie. Det giver en drillesyg intensitet, der simrer under overfladen på mange af siderne.
For læseren føles myriaderne af små felter både dragende og udfordrende – i positiv forstand!
At læse Drome er lig med hele tiden at have fornemmelsen af, at du må stå lidt på tæer under din læsning for ikke at overse noget i det samlede, ofte lettere komplekse udtryk.
Når du når til Dromes sidste tredjedel er det, som om Lonergan gasser gevaldigt op på svimlende og overraskende kunstfærdige overskridelser af tegneseriens traditionelle form.
Her leger han med dybde, rumlighed og perspektiv som en blanding af et tegneserie-spejlkabinet og et 3D-platformcomputerspil, der er forsøgt fastfrosset på siderne. Som læser må du virkelig pudse brillerne for at følge med og tage de mange overraskende greb ind. Virtuost udført og modig tegneseriekunst af høj klasse!
Jeg kendte ikke Lonergan, før jeg sad med Drome i hænderne. Men jeg har appetit på mere og skal helt klart se nærmere på andre af mandens udgivelser.
Selvom Dromes historie i mine øjne ikke er synderligt original eller dyb, så er eksekveringen, kompromisløsheden og fantasifuldheden en fryd at opleve – sine steder er det decideret overvældende.
Jeg ser frem til at genlæse Drome mange gange i tiden fremover. Og jeg er sikker på, jeg kommer til at opdage noget nyt hver gang.
