DISCLAIMER: Nummer9 har allerede bragt filosof Carsten Fogh Nielsens anmeldelse af LOGICOMIX. Som en ekstra treat bringer vi helt eksklusivt Tor Nørretranders anmeldelse af samme bog, men går det virkelig an? Er det… filosofisk troværdigt at bringe TO anmeldelser af samme bog i samme publicistiske organ? Ja, det er det faktisk, læs selv Carsten Foghs lærde og veloplagte argument UNDER ARTIKLEN (nedenfor!)
Af Tor Nørretranders
Kunstneriske og videnskabelige landvindinger har det med at blive til selvfølgeligheder i løbet af et århundrede eller to. Heldigvis, for det er jo det, kulturens fællesskab handler om: Indsigter og erkendelser, som er så fælles for os, at vi er holdt op med at spørge om dem. Da de blev skabt kostede de blod, sved og tårer at frembringe og fremsige, men i dag ved et hvert barn at Jorden ikke er verdens midte, men kredser om Solen.
Tilsvarende er der næppe heller mange der længere er i tvivl om at der ikke rigtig er noget der hedder endelige sandheder. Der findes usandheder og der findes ting, vi holder for sande, men vi ved godt at det er sandheder der kan forandres – lige som der er noget der ser smukt ud eller forekommer retfærdigt, men ikke vil blive set på samme måde om hundrede år.
Derfor kan det i dag være svært at forestille sig hvor stort et chok det var da filosoffer, logikere og matematikere for hundrede år siden – i de første årtier af sidste århundrede – indså at der foreligger paradokser, som betyder at vi aldrig kan nå en endelig og udtømmende, modsætningsfri bevisførelse, der fortæller os hvad der er sandt og hvad der ikke er. Fordi denne stemning siden er vandret ind i almenkulturens ofte lovligt postmoderne relativisme er det i dag vanskeligt at begribe, hvor smertelig erkendelsen var – både videnskabeligt og personligt.
Den første alvorlige bombe, der sprang, var det såkaldte Russells paradoks, der fortæller at begreber, der handler om sig selv, meget let ender i det rene ævl. Det klassiske eksempel er opskriften til en barber på en lille ø: “Du skal barbere alle dem, der ikke barberer sig selv, men kun dem!” Skal han så barbere sig selv? Hvis ja, så barberer han jo en der barberer sig selv – hvis nej, er der jo en der ikke har barberet sig selv, som han ikke barberer.
Forekomsten af dette paradoksale forhold lagde ideen om et fast, logisk fundament for al matematik øde. Konsekvensen blev siden det berømte Gödels bevis fra 1930, der viste at man aldrig udtømmende kan afgøre alle spørgsmål i en modsætningsfri beskrivelse. Eller sagt på en anden måde: Vi kan vide ting om verden, vi ikke kan bevise.
LOGICOMIX er et charmerende, underholdende og ofte meget tankevækkende forsøg på at beskrive den menneskelige smerte bag disse opdagelser med især Bertrand Russells liv som rød tråd. Det er blevet en bemærkelsesværdig og rig fortælling i både billeder og ord, oversat med godt gehør af Poul Einer Hansen. (Den eneste anke over oversættelsen er at ordet “u-besvarlig” side 286 burde have været “uafgørbar” – der er ret stor forskel, for der kan godt findes svar, man bare ikke kan påvise er sande).
Man kan lære en masse om matematik, logik og filosofi af denne herlige bog. Og man kan lære en masse om mennesker, smerte og søgen. Og så endda en masse om krig, fred, ufred og ægteskaber. Det er sjovt og det er søgende.
Men ét forhold ærgrer mig voldsomt, fordi det modsiger hele bogens pointe: Der optræder flere steder i fremstillingen klart kontrafaktiske hændelser, altså ting som ikke er sket, men er ændret for fortællingens skyld. Bittesmå detaljer, der imidlertid skaber uro ved selve fortællingens præmis: At vi her i tegneserieform ser hændelser rekonstrueret i større detalje end kilderne kan specificere, men aldrig i modstrid med kendte forhold. Når små og i mine øjne ret ligegyldige detaljer (såsom hvilke forskere der er tilstede ved en bestemt forelæsning) er retoucheret, spreder der sig en uro ved alle de detaljer, man ikke lige kender til selv. Det er en unødvendig omkostning. Og strider mod hele fortællingens morale.
For hele pointen er jo at vi aldrig kan nå frem til nogen endelig og afklaret sandhed. Vi kan kun rydde usandheder af vejen og ane noget der er mindre usandt og dermed måske endda lidt mere sandt.
Netop derfor bør man lave sin fortælling om verden (og dermed også sin tegneserie om udforskningen af den) sådan at man efter bedste evne bestræber sig på i hvert fald ikke at sige noget usandt, for man kan jo aldrig vise at det man siger er sandt.
Ikke sandt?
Titel: LOGICOMIX. En tegnet fortælling om jagten på sandhed.
Tegner/forfatter: Apostolos Doxiadis & Christos H. Papademitriou:
Oversætter: Poul Einer Hansen,
Forlag: Politisk revy
Udstyr: 352 sider, farver, softcover
Pris: Kr. 298,-
BONUS: Et filosofisk argument for at bringe to anmeldelser af samme bog
Af Carsten Fogh Nielsen
I sin banebrydende artikel ’Über Sinn und Bedeutung‘ fra 1892 indførte den tyske logiker Gottlob Frege en distinktion mellem to former for betydning.
På den ene side er et begrebs betydning bestemt af det objekt, som begrebet refererer til. Begreberne ’Morgenstjernen’ ”Aftenstjernen” og ”Venus” refererer således alle tre til det samme objekt, nemlig planeten Venus. De har derfor samme betydning. Denne form for betydning kaldte Frege for ”Sinn, på dansk normalt oversat til ”reference”.
På den anden side kan betydningen af et begreb også være bestemt af den måde, hvorpå dette begreb refererer til et givet objekt. Dette kan vi illustrere ved at kigge på to forskellige udsagn, som begge er sande og som formelt set egentlig betyder det samme, nemlig udsagnene ’Venus er Venus’ og ”Morgenstjernen er Aftenstjernen”.
I begge disse udsagn referer de involverede begreber til det samme objekt, nemlig planeten Venus. Derfor burde de to udsagns betydning jo være den samme. Men der synes imidlertid at være en afgørende forskel på de to udsagn. At udsagnet ’Morgenstjernen er Aftenstjernen’ er sandt ved vi kun, fordi astronomien fortæller os, at det objekt, som begrebet ’Morgenstjernen’ refererer til, faktisk er det samme objekt, som begrebet ’Aftenstjernen’ refererer til. At udsagnet ’Venus er Venus’ er sandt behøver vi derimod ikke astronomien for at fortælle os. Det kan vi indse alene ved at se på de begreber der er indeholdt i udsagnet. Udsagnet er en nødvendig logisk sandhed, en tautologi.
Frege mente at vi for at forklare denne ”forskel i betydning” mellem to udsagn, der begge er sande og som formelt set betyder det samme, blev nødt til at indføre en ny form for betydning, der adskiller sig fra betydning forstået som reference. Begreber, hævdede Frege, har ikke blot betydning i kraft af at referere til et bestemt objekt. De har også betydning i kraft af den måde, hvorpå de referer. Denne anden form for betydning kaldte han for ”Bedeutung”, på dansk normalt oversat som ”mening”.
Hvilken relevans har disse logiske spidsfindigheder for Nummer9’s læsere? Ganske enkelt: Hvis vi følger Frege, så er det ikke sikkert at to tegneserieanmeldelser der har samme reference, dvs. henviser til et og det samme værk, også har samme mening dvs. referer til dette værk på samme måde.
Beviset for dette finder man ovenfor i form af Tor Nørretranders anmeldelse af Logicomix. En tegnet fortælling om jagten på sandhed. Denne anmeldelse har samme reference som en tidligere publiceret anmeldelse her på nummer9, men har en ganske anden mening.
Giver det mening?
Del på
